Redaktionens E3 2014 favoritter

Skrevet af: Morten Rask - 15. juni 2014 - kl. 01:06
Del denne artikel:
0 0

tue69 - Jesper Thuesen




Hvor skal man egentligt starte, når man skal forklare, hvorfor The Division står stærkest i hukommelsen efter årets veloverståede E3? Skal man vælge den helt igennem fantastiske trailer, hvor Ubisoft på få minutter får præsenteret historien og dramaet bag det setup, vi skal opleve i The Division? Måske er det oplagt at vælge den fremragende grafik vi har fået vist indtil videre, eller skal man vælge gameplayet, som ser ud til at være en lækker kombination af RPG elementer, kombineret med strategisk third person shooting i en massiv verden?

Måske skal man bare erkende, at hele pakken er lige så indbydende som en dugfrisk og velskænket fadøl, der serveres af en barmfager servitrice på en lummer sommerdag. Jeg glæder mig til The Division, som i min optik fanger meget af det, jeg forstår ved next gen: Flot, fængende og tilsyneladende gigantisk stort. Med den rigtige flok onlinekammerater og det holdarbejde som spillet indbyder til, så skal The Division nok blive et spil, der kommer til at rotere i min PlayStation 4 i flere måneder.

Se traileren fra E3 2014 her



Ja, det blev to Ubisoft titler der løb med størstedelen af min opmærksomhed i år, og det kan egentligt godt virke lidt småperverst og kedeligt, med så mange andre fede titler på programmet. Årsagen til, at Rainbow Six: Siege kommer med i min top 2 er, at man simpelthen har manglet serien. Over et halvt årti er det siden, at konsolspillere har fået et nyt Rainbow Six spil, og med det aflyste Patriots-spil, så har der bredt sig en forståeligt skepsis blandt Rainbow Six fans.

Rainbow Six er et anderledes take på en genre, som konstant bevæger sig i en retning, hvor run-and-gun bliver et mere og mere centralt element. Battlefield- og Call of Duty spillere vil måske mene, at Rainbow Six tilgangen er alt for langsom, og sammenligner man Battlefield: Hardline gameplay-gennemgangen med samme fra Rainbow Six: Siege, så er det da også tydeligt, at der er langt mindre bulder og brag i Rainbow Six, selvom der naturligvis skrues godt op for publikumsliret. Et rigtigt godt eksempel på Rainbow Six' stil kan findes i miljøet, som traileren befandt sig i, alene. Mens Battlefield og Call of Duty kræver enorme baner at brede sig på, så kan Rainbow Six-serien tage en mindre tre-plans villa og gøre den til skueplads for det taktiske spil. Tempoet er lavere end eksempelvis Call of Duty, men den strategiske tilgang er derimod meget mere i fokus, og også alfa og omega for kampens udfald.

Jeg har manglet Rainbow Six, og annonceringen af Siege er derfor mere end velkommen. Rainbow Six: Siege er udset til at udfylde en plads i mit FPS-hjerte, som hverken Call of Dut- eller Battlefield serierne kan gøre.

Se traileren fra E3 2014 her

the bifoman - Tobias Thybo




Det er godt et halvandet år, siden jeg tonsede rundt i Far Cry 3 og kæmpede med pirater den ene dag og fiskede efter hajer den anden. Man blev fyrsteligt underholdt med en solid blanding af historiedelen og så en hel øgruppe med hemmeligheder og små piratborge, der skulle indtages, og Far Cry 4 ligner Himalaya-versionen af alt det. Selvom det ikke ligefrem ser ud til at vælte seriens grundpiller, så er der efter fremvisningen på E3 ikke følelsen af, at Far Cry 4 bliver en tør kopi af sin forgænger. Den bløde overgang fra single-player til co-op ligner noget, vi har set mere end et par gange før på dette og sidste års E3, men ikke desto mindre kan jeg ikke forestille mig noget bedre action-spil end Far Cry til at udnytte muligheden for at dele oplevelsen af frihed med en kammerat.

Far Cry 4 ligner en action-farvelade af en anden verden og kan hurtigt blive efterårets mest spændende titel.

Se traileren fra E3 2014 her



E3 er nok ikke sådan et sted, hvor man skal tage alting for gode varer. Når alle kæmper for at overdøve hinanden med flotte trailere og salgstal, så er det nogle gange nemmere at lukke munden på de andre ved at vise sit spil frem. Det gjorde Rocksteady Studios for første gang med deres Batman: Arkham Knight, og hvor så det dog majestætisk godt ud. Efter den oprindelige annonceringstrailer kunne man have frygtet, at spillet ville træde lige lovligt meget i den samme mølle som sine forgængere, men Arkham Knight ser virkelig ud til at ville udnytte Arkham-universet, med alle dets neonskilte og kringlede mørke arkitektur, fuldt ud.

Den glidende overgang fra Batmobilen til i næste sekund at svæve over byens toppe var næsten for lækker. Det eneste problem er selvfølgelig udsættelsen til næste år, men så har vi da lidt at se frem til.

Se traileren fra E3 2014 her

Erroneus - Hoder Jensen




Det var ikke meget vi fik lov til at se fra Uncharted 4, men den trailer som blev fremvist fik hårene til at rejse sig og kæben til at falde til jorden. Naughty Dog beviser atter en gang, at de er mestrene i at lave flotte modeller og grafik, som ligger klasser foran andre udviklere. Da det så kort efter blev bekræftet, at traileren var taget direkte fra spillet af og leveret af spillet grafiske motor, så er begejstringen ikke blevet mindre.

Uncharted 4 udkommer først i 2015 og selv om det måske bliver det sidste kapitel af Uncharted eller Uncharted med Nathan Drake, så kan næste eventyr med Nate og Sully ikke komme hurtigt nok, fordi ventetiden er ikke blevet lettere efter fremvisningen til dette års E3.

Se traileren fra E3 2014 her



Udvikleren Ready at Dawn bag The Order: 1886 har arbejdet på spillet siden 2010 og det begynder at vise sig, jo mere vi får at se fra spillet. Ikke nok med at The Order: 1886 ser ud til at blive et fantastisk flot spil med sin cinematiske stil, så er der også en mørk side i spillet der virker meget lovende. Denne mørke side fik vi rigtig at se ved årets E3, hvor vi fik et nærmere kig på de varulve vi får at se i The Order: 1886. Og hvis nogle tror det er ulvelignende bamser med blød pels, så kan det kun anbefales at se traileren fra E3, fordi jeg vil ikke have lyst til at løbe ind i sådan et væsen i en mørk gyde, hvilket præcis er det som Grayson fra The Order: 1886 gør.

The Order: 1886 er desværre fornyelig blevet skubbet tilbage til 2015, som så mange andre titler, men heldigvis får vi mulighed for at finde sølv patronerne frem tidligt i 2015, da The Order: 1886 udkommer 20 februar.

Se traileren fra E3 2014 her

Zejfur - Morten Rask




Det var en af mine favoritter ved sidste års E3, og det ender det med at blive igen i år. Hideo Kojima kan bare et eller andet med hans trailers, og jeg havde gåsehud flere gange i gennem den seneste. Metal Gear Solid: Ground Zeroes har givet os en forsmag på, hvad vi har i vente med The Phantom Pain, og efter at have spillet den "forlængede demo" til hudløshed, så hungrer jeg efter mere, både historie og gameplay. Jeg fik stillet lidt af den sult ved E3, hvor vi fik en trailer der havde fokus på Big Boss' transformation efter hændelserne i det forrige spil. Her er tale om en mand der har mistet næsten alt og er på kanten til et sammenbrud, men søger hævn over dem som har forvoldt ham al den smerte - for guds skyld, manden smører asken fra sine faldne soldater i ansigtet som krigsmaling.

Der er lagt op til en dybere og meget mørkere historie i The Phantom Pain, end vi hidtil har set i Metal Gear Solid-serien. Er vi ikke snart i 2015?

Se traileren fra E3 2014 her



Det kræver ikke nødvendigvis et kæmpe spilstudie, for at lave et kæmpe spil. Det er No Man's Sky et tydeligt bevis på. Vi fik fremvist en gameplay demo, hvor vi fik et nærmere kig på den utrolig smukke grafiske stil som spillet holder, og de meget store omgivelser vi kommer til at udforske. Det er sci-fi på den rigtige måde, hvor man har mulighed for at udforske et uendeligt univers, og rejse fra planet til planet på opdagelse efter nyt liv. Når man er færdig med at udforske den planet man nu befinder sig på, hopper man bare ind i sit rumskib, flyver ud i rummet uden indlæsningstider i blandt, og det virker godt nok imponerende. Nå ja, fik jeg nævnt at der også er rumkampe?

Jeg tror aldrig jeg har set så meget frem til et indie-spil, som jeg gør med dette.

Se traileren fra E3 2014 her


Hvad har været jeres højdepunkter ved dette års E3?
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne artikel..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.