af tue69 » søn 27 jul 2014 19:27
Et element indenfor spilbranchen, der har udviklet sig massivt over de seneste konsolgenerationer er pre-orders. Vi har med hastige skridt bevæget os væk fra den tidsalder, hvor forventningsfulde gameres eneste måde at sikre sig en nyudgivet titel på var, at stille sig i kø foran den lokale elektronikforhandler og idag er der nærmest ingen grænser for, hvordan vi kan sikre os vores spil.
Pre-orders eksisterer i de fysiske butikker, i netbutikker og endda også digitalt, og alle forhandlere har deres helt egen måde, at forsøge at sælge en pre-order, da alle vil have en bid af kagen, når den er allermest frisk (læs: dyrest for forbrugeren). Digitalt er salgsargumentet eksempelvis Sonys nye pre-load funktion kan sikre os, at vi er klar til at spille vores nyudgivede titel præcis når nedtællingen til releasedagen slutter. I butikkerne lokkes vi med tilbud om, at hvis vi indbytter ét eller flere spil i forbindelse med vores pre-order, så får vi spillet til nedsat pris, og nogle gange næsten gratis. I onlinebutikkerne, og nogle gange også de fysiske spilbutikker, lokkes vi med eksklusivt indhold til dem, der forudbestiller deres spil hos den enkelte forhandler.
Pre-orders er selvsagt et attraktivt område for såvel udgiver som udgiverens distributionsnet, da det netop er ved de spritnye udgivelser, at prisen er højest og indtjeningen størst, og derfor ser vi netop den ovenstående kreativitet fra såvel udviklere som salgsled. Alle forsøger at skabe deres eget unikke incitament, og eksempelvis unikt pre-order DLC indikerer, at udviklerne også er sprunget med på denne vogn.
Spørgsmålet er dog, om pre-orders på spil er overflødigt på dagens spilmarked, måske endda skadeligt? I en tid, hvor nyudgivede titler sjældent bliver udsolgt, så kan det virke overflødigt at lægge billet ind på et spil, som man, såfremt der ikke gives indbytningsrabatter, alligevel er tvunget til at betale fuld pris på. Herudover giver det forøgede antal pre-orders og salgsleddets jagt på samme et incitament for udviklerne til at lave særskelt pre-order DLC, som er unikt for den enkelte forhandler. DLC, som måske ellers ville have været en del af den fulde pakke.
Omvendt set kan pre-orders netop være medvirkende til, at udgiverne har et overblik over, hvor mange enheder der skal produceres, så man dermed undgår at løbe tør for spil undervejs. Og med hensyn til det unikke pre-order DLC, så ses det jo ofte, at indholdet alligevel bliver sat til salg kort tid efter udgivelsen.
Der findes argumenter for og imod pre-orders og udviklingsretningen på disse. Spørgsmålet er, hvad synes du?