Killzone: Shadow Fall

Skrevet af: Morten Rask - 12. november 2013 - kl. 22:38
Del denne artikel:
0 0
Hvis man vil imponere vennerne med sin nye konsol, så er det helt klart Killzone: Shadow Fall man skal have fat i. Guerrila Games, som står bag spillet, har siden 2004 udviklet eksklusivt til PlayStation konsollerne, og deres erfaring skinner tydeligt igennem med Shadow Fall, som nok er det største generationsspring fra PlayStation 3 til PlayStation 4, når det kommer til den grafiske side.




Ved første øjekast blev vi fascineret over det utroligt skarpe og meget farverige billede, der mødte os. Omgivelserne blev gengivet i høj detaljegrad, teksturerne var meget detaljerede og stod knivskarpe, og belysningen skabte den helt rette atmosfære til en fantastisk visuel oplevelse, der blev afviklet i en høj flydende billedfrekvens, som efter sigende skulle ligge på 60 billeder i sekundet.




Historien i Killzone: Shadow Fall finder sted 30 år efter den oprindelige trilogi. Konflikterne mellem Vektanerne og Helghast er stadigvæk til stede, og krigen har resulteret i, at Helghast’s hjemplanet, Helghan, mere eller mindre er blevet efterladt ubeboelig. Derfor lever Vektanerne og Helghast nu nærmest side om side i en større Vektansk by, som er blevet adskilt af en kæmpe mur. Men grundlaget for freden ligger meget ustabilt, og man befinder sig i midten af det hele som en soldat for den Interplanetariske Strategiske Alliance.




I den mission, vi fik tildelt, skulle vi infiltrere et boligkompleks, hvor Helghast havde taget civile som gidsler. Gidslerne skulle selvfølgelig befries, og fjenderne skulle nedlægges. Sammen med to andre medlemmer af vores deling firede vi os ned igennem taget midt inde i boligkomplekset, og så blev der ellers affyret skud fra alle sider. Ved hjælp af touchpadden kunne vi tilkalde vores drone, som satte et skjold op for os, der dækkede os imod fjendernes beskydning. Vi returnerede ilden, og efter en hektisk skudduel blev våbnene ladt på ny, og vi var klar til at befri gidslerne. Vi tilkaldte endnu engang vores drone, denne gang til at scanne området, som så afslørede gidslernes og fjendernes positioner igennem væggene. Våbnet blev omdannet til en form for sniper, og med nogle velplacerede skud kunne vi nedlægge fjenderne igennem den tynde gipsmur, der splintrede sønder og sammen for hver skudsalve, der blev affyret. Vi kunne nok have valgt den mere stille tilgang, da banen lod til at være designet med frihed i tankerne, og måske have prøvet at befri gidslerne uden at alarmere enhver fjende i miles omkreds, men med de våben, vi fik udleveret, kunne vi simpelthen ikke holde fingeren væk fra aftrækkeren.




Vi tog lidt skade undervejs, og det fremgik også af lysbaren på vores DualShock 4 controller, som gradvist skiftede farve undervejs alt efter, hvor meget skade, vi nu havde taget. Idéen med livsindikator på controlleren virkede meget god, men vores øjne var nu mere fokuserede på, hvad der foregik på skærmen frem for hvilken farve lys, vores controller afgav fra toppen.

Vi fortsatte op igennem bygningen, som efter endnu en scanning kunne afsløre, at der var flere gidsler ovenpå. Vi var i mellemtiden ved at løbe tør for ammunition, da der var blevet udvekslet mange skud på den første etage, så vi samlede i stedet et nyt våben op, som en af de nedlagte fjender havde tabt, og ved at affyre et par salver, kunne vi konstatere, at det føltes markant anderledes end vores forrige våben, som vi var blevet udstyret med i begyndelsen af missionen. Denne gang valgte vi at anvende vores drone til at uskadeliggøre fjenderne, og med et hurtigt strejf henover touchpadden blev den sat til angrebsposition. Vi nærmede os døråbningen til lokalet, hvor de sidste gidsler blev opbevaret blandt Helghast, og sendte vores drone ind, som udsendte en bølge af energi, der paralyserede fjenderne og gjorde dem endnu mere sårbare over for vores angreb. Ved at anvende et skud adrenalin, begyndte alting i omgivelserne at bevæge sig langsommere på nær os selv, så med hurtigere reflekser kunne vi nedlægge fjenderne, før de kunne retaliere. De sidste gidsler blev befriet, og missionen var udført.

Killzone: Shadow Fall - Lanceringstrailer


Vi fik bestemt blod på tanden med demoen af Killzone: Shadow Fall og ser meget spændt frem til den 29. november, hvor spillet udkommer som en af de mange lanceringstitler, der kan købes til PlayStation 4.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide dette preview..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.