Sackboy’s Prehistoric Moves

Anmeldt af: Martin Grænge Hansen - 14. december 2010 - kl. 23:25
Del denne artikel:
2 0

De kære kludedukker er rejst tilbage til en fortid fyldt med dinosauerer, vulkaner og ... Move-controlleres.

Selvom der reelt set er tale om et Little Big Planet-spil, så er Sackboy’s Prehistoric Moves et uafhængig spil, og du behøver derfor ikke at have det originale Little Big Planet-spil i maskinen, når du vil spille denne PlayStation Network-udgivelse. Hvad du derimod behøver, er minimum én ven, veninde, søn, mor eller anden form for familiemedlem ved din side i sofaen. De forhistoriske strabadser er nemlig designet som en co-op-oplevelse, hvor en spiller skal kontrollere Sackboy-figuren igennem banerne med et helt almindeligt trådløst joypad, imens en anden manipulerer med omgivelserne ved hjælp af bevægelseskontrolleren.




Move-spilleren skal blandt andet trække i kasser, afskærme for en regn af lavasten og trække i øgler i forskellige afskygninger. De ting, som Move-spilleren kan manipulere med, er markeret med et lyserødt materiale, der gør, at der aldrig hersker tvivl om, hvad man kan hive fat i. Spillet er ret hurtigt overstået, da det kun byder på 6 baner og 4 minispil, men det fungerer på den måde, som det er tiltænkt; en demonstration af hvilke muligheder, der gemmer sig i Little Big Planet, hvis man kombinerer det med PlayStation Move-controlleren.

Hvis du havde håbet, at Sackboy’s Prehistoric Moves kunne give dig et lille praj om, hvilken retning Media Molecule har taget serien i Little Big Planet 2, så bliver du desværre skuffet. Sackboy’s Prehistoric Moves er nemlig baseret på samme motor, der drev det originale Little Big Planet, og derfor er der som sådan ikke den store forskel at spore. Alligevel byder det nye Move-gameplay på en række nye puzzles og gådemuligheder, og spillet føles derfor ikke som en gentagelse af noget, man har set før.




Holdbarheden er ret lav, da det tager under en time at spille sig igennem de nye baner. Hertil kommer der selvfølgelig lidt trofæer, der kan indsamles, men det ændrer ikke på, at det hele er overstået, før det rigtig når at komme i gang. Det bør desuden også lige nævnes, at du ikke kan bruge nogen form for onlinefunktioner. Du kan altså ikke downloade andre baner, lave baner selv eller spille noget af det ekstraindhold, som du eventuelt har downloadet. Der er ’kun’ 6 baner og 4 minispil at gøre godt med.

Du kan få fingrene i Sackboy’s Prehistoric Moves på en række måder. Du kan købe det fra PlayStation Store, du kan downloade det gratis, hvis du er PlayStation Plus-kunde, eller du kan vente til Little Big Planet 2 udkommer, hvor det følger med på skiven.




Sackboy’s Prehistoric Moves er et sjov lille spil, der giver en god fornemmelse af, hvilke muligheder, der gemmer sig i Little Big Planet og Move. Jeg var godt underholdt i den lille time, som det tog mig at komme igennem, men vil samtidig også sige, at det ikke var et spil, som jeg ville have betalt alt for meget for - jeg fik det gratis, da jeg er Plus-kunde. Har du Little Big Planet-abstinenser, bør du naturligvis smutte online og downloade spillet. Planlægger du alligevel at købe Little Big Planet 2, bør du måske vente til slutningen af januar i stedet, hvor du som nævnt får Sackboy’s Prehistoric Moves med i Little Big Planet 2-pakken.
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:3.0
Overall 6.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.