Sound Shapes

Anmeldt af: Jakob Kofod - 9. september 2012 - kl. 22:53
Del denne artikel:
1 0

Sound Shapes byder på et spændende univers med musik og platformslementer, som kan nydes både på Playstation 3 og Playstation Vita.

Sound Shapes er udviklet af Jonathan Mark fra Queasy Games. Hvis navnet virker bekendt, så er det fordi,
at Jonathan Mark også tidligere har leveret spændende spiloplevelser til din Playstation 3 i form af Riffed:
Everyday Shooter.

Som det var tilfældet med Riffed: Everyday Shooter, har vi her at gøre med et ganske unikt spil, hvis
egentlige mission lader til at være at give spilleren en spiloplevelse, der differentierer sig fra hvad man
ellers normalt oplever på sine maskiner, og missionen lykkedes i store træk.




Sound Shapes er i bund og grund et helt klassisk platformspil, hvor man styrer en kugle fra a til b, og hvor
der skal tænkes kreativt for at undgå at komme i nærkontakt med det dødbringende røde stads, som er
kuglens egentlige fjende. Kuglen har enkelte færdigheder; den kan klæbe sig fast på forskellige overflader,
hvilket giver en større bevægelsesfrihed, og den kan sætte farten op, når der er fare på færde eller når der
er en kløft, der skal passeres.

Undervejs fra a til b skal man indsamle noder, og det er her magien i spillet opstår, for noderne man
indsamler er med til at danne banernes soundtrack, hvilket giver en kobling mellem bevægelse og musik,
som helt enkelt bare fungerer rigtigt godt og som skaber et gameplay, der virkelig suger en ind i spillets
univers.

Spillet består af fem albums, hvor der i hvert album er mellem tre og fem baner. Hvert album er udført
således, at der er en musiker, der har komponeret soundtracket og derudover er der en grafiker, der har
stået for grafikken, f.eks. indeholder albummet D-Cade musik fra Deadmau5, mens PixelJam har udført
det grafiske. Udover D-Cade albummet vil jeg gerne fremhæve Cities albummet, hvor musikken er fra
Beck, mens Pyramid Attack har stået for grafikken. Alle albums er særprægede på deres egen måde, og det
eneste man egentlig kan klandre spillet for mht. albums er, at der ikke er nok af dem.

Det tager nemlig ikke lang tid at komme igennem Sound Shapes kampagnedel, og selvom de ekstra
spiltyper Death Mode og Beat School, der bliver spilbare når først alle 5 albums er gennemført, er rigtig
gode og underholdene spilelementer, så er spillet hurtigt kørt igennem.




Queasy Games har dog forsøgt at fange spilleren lidt længere i Sound Shapes ved at implementere en
banedesigner, ligesom vi kender det fra Little Big Planet, hvor der bliver løbende - efterhånden som man
klarer banerne i spillet - låst op for forskellige elementer, som man kan anvende på sine egne baner.

Banedesigneren fungerer rigtig godt, især på Playstation Vita er det nemt og ligetil at bygge spændende
baner op med interessante musikalske temaer, og hvis man tager et smut forbi spillets ”communitydel”,
kan man støde på mange interessante baner, som både inspirerer til selv at gå i krig med spillets
banedesigner men som også forlænger spillets levetid.

Spillet gør brug af den såkaldte cloud synkronisering, som gør det muligt at fortsætte sit spil på farten,
da man efter at have spillet på sin Playstation 3 kan synkronisere sit spil med sin Vita, hvorefter man kan
fortsætte hvor man slap på. Dette virker dog i skrivende stund ikke helt optimalt, da man skal følge en noget kringlet vejledning for at få det til at fungere.




Sound Shapes er, når alt kommer til alt, en rigtig god spiloplevelse, der er ingen dybfølt historie eller
imponerende mellemsekvenser, til gengæld bliver man suget ind i det musikalske univers, som spillets fem
albums tilbyder, og man kan grundet spillets simple opbygning nyde, hvordan musikken og de forskellige
visuelle indtryk smelter sammen til en solid helstøbt spiloplevelse.
Gameplay:8.5
Grafik:8.0
Online:8.0
Holdbarhed:7.5
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.