Defiance

Anmeldt af: Morten Rask - 21. april 2013 - kl. 16:18
Del denne artikel:
4 0

Vi er taget på jagt efter værdifuld alien-teknologi i en apokalyptisk verden beboet af både mennesker og aliens i Defiance.

Jorden og dens befolkning forsøger at komme sig over en apokalyptisk begivenhed, menneskene samarbejder varsomt med aliens der er immigreret til jorden, og alle kæmper for deres overlevelse i Defiance.

Ja, Defiance-universet indeholder velkendte sci-fi elementer, men har taget en ambitiøs tilgang til hvordan du kan opleve det: Både gennem en TV-serie på fjernsynet og en online third-person shooter med millioner af andre spillere.

Defiance har været fem år undervejs, og er det største sats nogensinde på løbende ”trans-media” underholdning, der lover interessante karakterer og historie- fortælling der foregår på tværs af TV-serien på den amerikanske TV-kanal, Syfy, og spillet fra Trion Worlds.




Både TV-serien og spillet foregår på jorden i år 2046, 30 år efter at adskillige alien-racer, under det fælles navn Votans, immigrerede til jorden med fredelige hensigter, men blev mødt med blandende følelser af menneskeheden. Der blev opsat en forhandling om at integrere de fremmede Votans på jorden, men de brød sammen og der udbrød en krig på jorden, en krig der varede i adskillige årtier. Jorden blev terra-formet og man troede at udryddelsen af alle arter var nær, indtil kampen ved Defiance. Mennesker og Votans brød ordrer og forenede sig om at redde uskyldige liv, og med disse tapre og uselviske handlinger blev der formet en ny våbenhvile, som skulle sikre jordens videre overlevelse.

Defiance lader umiddelbart til at være et kæmpe univers, med meget baggrundshistorie og mange forskellige alien-racer og kulturer, men det hele bliver ikke forklaret særligt detaljeret i spillet, og det lader til at Trion Worlds har overladt størstedelen af historie-fortællingen om universets baggrund til TV-serien.




Man starter spillet om bord på et luftskib, ved navn EMS New Freedom, der fragter hundredvis af tropper fra jordens republikanske hær til de resterende dele af San Francisco. Man er ikke selv en del af hæren, men i stedet en såkaldt ”ark-hunter”, en futuristisk lejesoldat der specialiserer sig i at opdrive og bjærge værdifuld alien-teknologi fra såkaldte ”arkfalls”, vragdele fra de rumskibe Votans anvendte til at rejse til jorden med. Luftskibet bliver under mystiske omstændigheder skudt ned fra himlen, og man undslipper med nød og næppe i sit nødfartøj. Man bliver fundet på jorden af en anden ark-hunter, herfra begiver man sig ud i hoved-historien, hvor man skal finde sin arbejdsgiver Karl Von Bach, der har ansat dig til at finde alien-teknologi i San Francisco.

Selve hovedhistorien i spillet, er ved første indtryk, ikke særlig interessant. Vi bliver introduceret til nogle stereotype karakterer med klichéfyldte dialoger, der ikke virker synderligt interessante. Samlet set formår det dog alligevel, at levere en god præsentation i form af fornemme cutscenes med solidt stemmeskuespil imellem gameplay sekvenserne.




Imens man endnu befinder sig om bord på skibet i intro-sekvensen, får man mulighed for at skabe sin helt egen karakter. Man kan enten vælge at spille som menneske, eller den fremmede race Irathian, og det må siges at være lidt tyndt, nu hvor universet i Defiance indeholder så mange forskellige interessante racer. Efter man har været over de få kosmetiske valg der er mulige at sammensætte sin karakter med, skal man vælge sin baggrundshistorie, hvor der er fire at vælge i mellem: Veteran, Survivalist, Outlaw eller Machinist. Oprindeligt troede jeg at dette var valget om sin karakters klasse, men det viste sig at der ingen klasser er i spillet, og dette valg kun har indflydelse på det tøj og de våben man starter med. Det nærmeste man kommer på at vælge en unik klasse, er valget af ens EGO-kræfter.

Som ark-hunter, er man udstyret med en kunstig intelligens, EGO (Enviromental Guardian Device), som giver en adgang til et talent-træ af evner, der undervejs kan låses op for, dette sker i takt med at man forbedrer sin EGO-rating ved at opsamle XP. Efter en kort introduktion af spillets basale gameplay, får man valget mellem fire forskellige evner: Blur, der forøger skaden man forvolder i nærkamp, samt ens bevægelseshastighed; Overcharge, der forøger skaden ens våben forvolder; Cloak, der gør ens karakter usynlig og til sidst, Decoy, der frembringer en lokkedue til at holde fjenderne beskæftiget. Løbende som man gør fremskridt i spillet og forøger sin EGO-rating, bliver det muligt at tilføje passive evner, og arbejde sig hen mod de andre primære evner i talent-træet. Hvis man ikke er tilfreds med valget af sine evner, så er man ikke tvunget til en starte en ny karakter, da de heldigvis kan nulstilles mod betaling af spillets primære valuta, Scrips.




Selve hovedkernen i Defiance er som en third-person shooter, og det fungerer heldigvis overraskende godt, når man tænker på at det også er MMORPG, med tusindvis af andre spillere i samme verden. Ens karakter er udstyret med en livsbar og et energi-skjold, sidstnævnte hvis opretholdelse er altafgørende når man er i ildkamp med mange fjender på en gang. De første fjender man støder på i spillet, Hellbugs, som er en alien-race af kæmpe-insekter, kræver ikke den mest gennemtænkte strategiske tilgang for at overkomme, men som man gør fremskridt i spillet støder man på mere udfordrende fjender, der kræver at man bliver ved med at bevæge sig fra cover til cover og opretholde sit skjold, for at kunne overleve. Selvom Defiance er en MMORPG, så er third-person shooter elementet ikke gået tabt i spillet, og byder på masser af udfordring for selv de mest hærdede shootere.

Alt efter hvilken baggrundshistorie man vælger, så starter man enten med Assault Rifle, Sniper, Shotgun eller Light Machinegun, men dette valg fungerer kun som en retningslinje, da man frit kan skifte til hvilken som helst anden våbentype man samler op undervejs; og der er tonsvis af dem. Løbende som man anvender samme type våben, forbedrer man sin karakters evner til at anvende det, eksempelvis bliver rekyl reduceret, skaden forøget og genladnings-hastigheden forbedret.

Der er tonsvis af fede våben at samle undervejs i spillet, og det er tydeligt at der er fundet stor inspiration i Borderlands 2, både når det kommer til de futuriske våben og fjenderne man møder undervejs i verdenen. Der er eksempelvis våben der affyrer lasere som opløser fjenderne, våben der sætter ild til dem, våben der spreder infektion blandt dem, og meget mere. Kort sagt, et imponerende arsenal af futuristiske våben der kan tilpasses med nye sigtekorn, magasiner, skaft og løb; mulighederne er mange og der findes udstyr til enhver situation.




Spillets nok stærkeste og mest underholdende side, er alle de aktiviteter man kan kaste sig ud i. Der er selve hovedhistorien, nærmest en hel single-player kampagne, der også kan gennemføres med andre spillere, som dog til at starte med virker som en masse stik-i-rend opgaver, men senere hen udvikler sig til nogle storslåede boss-kampe og missioner på større skala. Ud over hovedhistorien, så kan man begive sig ud i side-missioner der belønner en med XP, Scrips og våben, men disse missioner bliver hurtigt meget ensformige og kedelige, da de alle bliver præsenteret i en tekstboks i stedet for med cutscenes, og alle munder ud i at man skal tage hen til en lokalitet, starte en generator, reparere noget udstyr eller tilbagebringe noget information, for at derefter kæmpe mod hordevis af fjender.

Løbende som man gør fremskridt i hovedhistorien, låser man også op for co-op missioner. Disse foregår i mindre lukkede områder, hvor man sammen med tre andre spillere skal nedkæmpe hordevis af fjender, for til sidst at besejre en boss. De forskellige co-op missioner jeg har spillet har alle været unikke, og har indeholdt mere interessante omgivelser og sværere situationer end hvad verdenen udenfor dem har præsteret at levere.




Hvis man hellere vil kæmpe mod andre spillere, i stedet for at kæmpe sammen med dem, så er det også muligt. I Shadow Wars kan man være op til 64 spillere, her gælder det om at holde flag og nakke hinanden i den åbne verden. Selvom man lige er startet ud i spillet, så virker det ikke til at have den store indflydelse på ens præstation i kamp mod andre spillere, så man kan sagtens kaste sig ud i flerspillerdelen fra start af, hvis det er den slags man foretrækker. Af mindre kampe er der også hold-baserede deathmatch, enten 6 mod 6 eller 8 mod 8, hvor det gælder om at nakke flest af de andre sammen med sit hold i lukkede omgivelser. Det kan virke kaotisk til at starte med, men kan være utroligt underholdende hvis man formår at samarbejde med sine holdkammerater.

Noget af det mest interessante indhold i spillet er episode-missionerne. Hver gang der udkommer en ny episode af TV-serien, så får man også mulighed for at begive sig ud i en række episode-missioner, der forbliver i spillet i en uge. Historien i disse episode-missioner, er baseret på hvad der foregår i den aktuelle episode af TV-serien, og giver spilleren mulighed for at kæmpe side om side med nogle af karakterne fra TV-serien, blandt andet hovedpersonerne Nolan og Irisa. Selve kampene i disse missioner vil kunne få indflydelse på fremtidige afsnit af TV-serien, og fungerer som et meget ambitiøst og vel-implementeret sammenspil af de to forskellige medier.




Man er som sagt en ark-hunter, og har til opgave at bjærge alien-teknologi fra resterne af de skibe Votans anvendte til at rejse til jorden med. Dette gør man ved at finde Arkfalls. Når et Arkfall finder sted, så får man en notifikation på skærmen, og så gælder det ellers bare om at race af sted mod målet, for at få størst muligt udbytte af vraget. Andre spillere modtager også denne notifikation, og pludselig er man en hel masse spillere samlet ved samme nedfald, hvor man i samarbejde skal bekæmpe bølger af Hellbugs eller angribe et fælles mål, for til sidst at få tildelt masser af XP, Scrips og kraftigere våben. Arkfalls er særdeles underholdende at deltage i, men formår alligevel at blive lidt ensformige hen af vejen, hvis man ikke blander andre aktiviteter ind i blandt.

Man kommer hurtigt fra opgave til opgave, og der sker altid noget interessant på vejen. Tilfældige hændelser finder sted på forskellige tidspunkter og forskellige steder i verdenen, hvor man eksempelvis kan få til at opgave at beskytte en konvoj mod angreb fra Raiders. Det får verdenen til at fremstå mere levende, især når andre spillere kommer forbi og giver en hånd med i kampen.

Andre mindre aktiviteter man kan blande ind i sin oplevelse, er blandt andet Hotshot, Rampage og Time Trials. Hotshot og Rampage er kampbaserede udfordringer, hvor man får udleveret et våben og skal overleve bølger af fjender, hvor man i Time Trials skal anvende sit foretrukne køretøj (ATV eller bil) til at køre i gennem checkpoints på tid. I disse udfordringer bliver man belønnet med XP, på samme tid med at man konkurrerer mod andre spillere på et globalt leaderboard.




Grafikken i Defiance er ikke synderligt ophidsende. På PC ser spillet fantastisk ud, men nedskaleringen til konsol har været rimelig omfattende, og har efterladt størstedelen af de store åbne omgivelser i spillet grynede og udetaljerede. Karakterne i spillet ser ligeledes stive ud, mange af teksturene i miljøet er slørede, og draw-distance, som er den afstand man kan se detaljer foran sig, eksempelvis græs, er reduceret til få meter omkring spilleren.

Når man har skruet så meget ned for det visuelle i spillet, så skulle man tro at det kørte som en drøm på konsol, men det er heller ikke tilfældet. Allerede i det første område man befinder sig i, er det tydeligt at billedfrekvensen ikke formår at holde sig over de 30 billeder i sekundet, som er minimum for at øjet opfatter det som en nogenlunde flydende oplevelse. Den dalende billedfrekvens gentager sig gang på gang, både når der er mange spillere til stede og når man befinder sig alene i de store omgivelser, dog kun i de større arealer. På mindre indendørs-arealer, så som i co-op missionerne, var det ikke noget problem for spillet at opretholde en flydende oplevelse.

Lydsporet i Defiance fungerer delvist godt. Selve soundtracket, der er lånt fra TV-serien, er rigtig lækre sci-fi toner, hvor imens middelmådige lydeffekter på våben, fartøjer og omgivelserne, får den overordnede lydoplevelse til at falde til jorden.

Defiance - Lanceringstrailer


Defiance er et ambitiøst projekt, og det bliver spændende at se hvordan TV-serien yderligere kommer til at interagere med spillet. Selve kernen i Defiance er solid som en sten, men fortjener en smule finpudsning før det hele går op i en højere enhed. Trods dets fejl og mangler, så er der masser af underholdning at finde i Defiance, og når man først er kommet dybere ind i spillet, så bliver det svært at slippe igen.





+ Masser af aktiviteter, underholdende gameplay, tonsvis af våben-muligheder, vellavede cutscenes, forbindelse til TV-serien
Forældet grafik, ustabil billedfrekvens, enkelte ensformige og kedelige aktiviteter
Gameplay:8.0
Grafik:6.0
Online:8.0
Holdbarhed:8.0
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.