The Last of Us tager handling i en verden, som er blevet inficeret af en pandemi, der stammer fra en dødelig svamp. Denne svamp, der går under navnet Cordyceps, har muteret fra at kun ramme dyr til også at ramme mennesker. De inficerede mennesker bliver efter kun få dage forvandlet til monstre opslugt af raseri, som angriber alt og alle, og efter som svampen spreder sig mere og mere, begynder svampen at gro ud igennem kroppen og sprede sine dødelige sporer via luften. Denne pandemi har ramt størstedelen af verdens befolkning, og de få som er tilbage lever enten i skjul eller spærrer sig inde i militærstyret karantænezoner. Mange vil gerne undgå kontakt med inficerede mennesker eller banditter, som hærger de forladte byer. Tilbage står en verden i forfald, og efter 20 års kaos er naturen ved at tage over, hvilket kan ses på overgroede bygninger, træer der skyder igennem veje og fritgående dyr, som har overtaget motorveje og forvandlet dem til travestier.
Et af de få steder, der stadigvæk minder om civilisation, er i de føromtalte karantænezoner, og det er her man møder spillets to hovedpersoner, Joel og Ellie. Ellie en pige på 14 år, født og opvokset i en verden fyldt af kaos og desperation. Joel en hårdfør smugler, der oplevede det på egen hånd, da pandemien først brød ud og nu 20 år senere kæmper med at glemme fortiden. Joel får lovet en gammel ven at smugle Ellie ud af Boston og i hænderne på en oprørsgruppe, der går under navnet Ildfluerne, som kæmper imod resterne af det amerikanske militær, der styrer karantænezonerne med hård og ofte uretfærdig hånd.
Historien i The Last of Us er svær at gå i detaljer med uden at give for mange afsløringer væk, men Naughty Dog skal have ros for en glimrende historie, som fanger en og overrasker, og det hele sker i en verden, der med sin apokalyptiske stemning er utrolig mørk men også meget fascinerende. Igennem hele historien, hvor man følger de to hovedpersoner, handler det ikke kun om Joel og Ellie, men også om de mange skæbner, der desperat kæmper for overlevelse, mange af dem forgæves. I en verden, hvor størstedelen af menneskeheden er udryddet eller forvandlet, bliver de ofre hurtig glemt. Disse ekstra historier støder man på undervejs i form af noter gemt rundt omkring, efterladte lig og malet tekst på bygninger, hvilket giver en ekstra dimension til historien.
Sammenspillet imellem Ellie og Joel er naturligvis den bærende historie i spillet, og man kommer hurtigt til at holde af de to figurer, der til trods for en mørk og dyster verden kommer med humoristiske indslag en gang imellem. The Last of Us er dog primært præget af en seriøs tone, og som spillet udvikler sig bliver indlevelsen med figurerne større, hvilket skyldtes Naughty Dogs evner som glimrende historiefortællere, der formår at inkorporere historien rigtigt godt i selve gameplayet.
Naughty Dog har genbrugt deres spilmotor fra Uncharted 3 til The Last of Us, og det kan godt mærkes på styringen, der ligger sig meget op af, hvad vi kender fra de tidligere Uncharted spil. Præcis som Uncharted spillene er The Last of Us da også et tredjepersonsspil, så man har et godt overblik over, hvordan man bevæger sig igennem spilverdenen og ikke mindst, hvem der kan se en. For selv om The Last of Us har en del ligheder med Uncharted spillene, så er det et meget anderledes spil. Man kan godt prøve at skyde sig igennem ens problemer, men det vil ofte føre til en hurtig død og spild af ressourcer. Her er nemlig fokus på, at man tackler udfordringer via strategi og snilde. Dette betyder, at når man render ind i et flok fjender, vil man ofte forsøge at nedlægge så mange som muligt ved at snige sig op på dem og få dræbt dem, uden andre ser det. Dette lykkedes nogle gange, og man kan nedlægge hele områder helt lydløst, men nogle gange bliver man set eller hørt, og så må man improvisere, imens man bliver jagtet af fjender. Man kan prøve at gemme sig bag en forhindring og så skyde dem, der kommer tæt på, men ofte er det ikke nok, da de menneskelig fjender er kloge nok til at angribe fra forskellige vinkler, og de inficerede angriber så hurtigt, at man ikke kan nå at få nedlagt dem alle. Derfor bruger man taktikker som at kaste røgbomber, snige sig væk fra området eller kaste flasker i hovedet på ens fjender, for derefter at storme i fuld fart mod det forvirrede offer, hvorefter man smadrer hans hoved ind i den nærmeste skarpe kant. Man er godt hjulpet på vej ved brug af den særlige lytteevne, der gør, at man kan lytte sig frem til, hvor fjender og venner er, hvilket giver en placering af dem selv igennem vægge, og det er naturligvis til stor hjælp.
Der er mange muligheder samt taktikker til, hvordan man løser kampsituationer i The Last of Us, og man bliver hjulpet godt på vej af en let styring, som fungerer flydende i de hektiske kampe. Dog vil man ofte opleve, at valg af våben kan blive lidt hektisk, men det er et bevidst designvalg fra Naughty Dog, som har gjort menuen til våben og ens ressourcer live, hvilket vil sige, at imens man vælger at skifte våben, så kan fjenderne stadig angribe en. Det kan derfor også nogle gange betale sig at undgå fjender helt, ikke kun på grund af faren i det, men også fordi det slider på ens ressourcer, og netop ressourcer spiller en stor del i The Last of Us.
Det flyder nemlig ikke med ammunition, førstehjælpskasser og andre herligheder, dem skal man ud og finde rundt omkring via udforskning af hver kælder og kvist i spillet. Ressourcerne kan man så bruge til at opgradere sine våben med, ens evner og endda lave alt lige fra førstehjælpskasser til hjemmelavede miner. Hele kreeringsdelen er et vigtigt element i The Last of Us, og det fungerer rigtigt godt. Man får en grund til at udforske de forskellige områder, og visse områder med fjender bliver en risikovurdering, om man nu også vil gå igennem det område for at finde flere ressourcer, men dermed også en risiko for, at man måske bruger flere end man finder.
Udforskning er dog ikke kun for at finde ressourcer, ofte er det også krævet for at komme videre i spillet. Da The Last of Us foregår i en forladt og nedbrudt verden, så er det ikke velplejede veje og bygninger, man støder på. Derfor skal man ofte finde alternative veje rundt om forhindringer, som ofte er sat op som små puslespil, hvilket er glimrende, da det giver et afbræk fra resten af spillets dystre og seriøse side. De små puslespil er ikke særlige svære, men hvis man skulle hænge fast, er spillet god til at komme med hints, så man hurtigt kan komme videre. Naughty Dog gør også god brug af farver, så simpel men effektiv brug af farver får ledt ens opmærksom hen i den rigtige retning. Det er ikke helt så åbenlyst, som det f.eks. er i klassikeren Mirrors Edge, da Naughty Dog har formået at skjule hints som en naturlig del af de miljøer, man bevæger sig i.
Den tekniske side i The Last of Us er glimrende, og vi har sandsynligvis at gøre med det flotteste PlayStation 3 spil til dato. Naughty Dog har været kendt for at presse PlayStation 3 til at levere ekstra meget, og det er lykkedes for dem igen. Grafikken i spillet er hele vejen igennem meget flot udført med mange detaljer, som gør omgivelserne meget realistiske. Selv om det er en øde og nedbrudt verden, man bevæger sig igennem, så er det en utrolig flot verden på grund af naturens indtag af civilisationen, som skaber fascinerende miljøer. Ofte stopper man op i spillet for at nyde de specielle landskaber, maleriske udsigter og imponerende brug af lys, der gang på gang leverer utroligt meget dynamik til spillet. Denne flotte grafik går ikke på kompromis med oplevelsen, da spillet kører meget flydende, og meget sjældent oplever man tegn på tab af frames. Jeg oplevede nogle få grafiske fejl, men det var ganske sjældent og ikke noget, som ødelagde oplevelsen på nogle måder. Den eneste rigtige minus jeg har kunnet finde ved den tekniske side, var lidt lange indlæsningstider ved opstart af spillet, hvilket sandsynligvis skyldtes, at spillet ikke installerer data på harddisken men trækker det hele direkte fra blu-ray skiven.
Det er også værd at bemærke animationerne af figurerne i spillet, de er helt på den højde med, hvad man forventer fra et moderne tredjepersonsspil, og det kommer også til udtryk i spillets mellemsekvenser, som er utroligt flotte. Man har på et intet tidspunkt lyst til at skippe dem, da de fortæller spillets historie på en troværdig og flot måde.
Lydsiden i spillet er også glimrende, ud over dygtige stemmeskuespillere, som leverer en troværdig historie, er lydene fra omgivelserne helt som man forventer. Lyden er en vigtig del af spillet, ikke kun den som man selv laver, men også dem, som ens fjender laver.
Det hele er krydret med et fint soundtrack, som ikke er forstyrrende men kommer frem i stille perioder af spillet, og når der er behov for dramatiske undertoner til historien.
The Last of Us er primært et singleplayerspil, men som med så mange spil i dag er der også blevet til plads til en multiplayer. Det er dog tydeligt, at Naughty Dog godt vidste det vil være en udfordring at lave en fungerende multiplayer, og de har derfor også gået ned af et lidt andet spor. De har nemlig ikke lavet den klassiske skydemultplayer, som man f.eks. finder i Uncharted 3, og det er et godt valg. Vi er så bare havde endt op med en Uncharted 3 multiplayerklon i The Last of Us. Jovist, man har stadigvæk våben i spillets 2 multiplayerspiltyper; overlevelse og forsyningstogt, men overlevelsesgenren fra singleplayerdelen har også spredt sig til multiplayer, så man skal tænke alternativt i de to spiltyper.
Fælles for de to spiltyper er, at man prøver at indsamle ressourcer til sin klan af overlevende samt finde endnu flere overlevende, som skal klare sig igennem 12 uger inden redningen kommer. Der er dermed en lille historiedel på multiplayerdelen, hvilket er en god ide, da det giver en årsag til at give multiplayeren lidt ekstra opmærksomhed.
Overlevelse er alle mod alle, her spiller man alene, og det går ud på at overleve så lang tid som mulig. Der går derfor meget strategi i det, da man ikke vil give sin position væk men prøver at snige sig rundt og finde modstanderne, som helst skal nedlægges så lydløst som muligt, så man ikke bliver opdaget af de andre spillere i samme bane. Man bruger de ting, man finder i banerne, og kan ombygge om til våben, opgraderinger eller ammunition til ens våben, som igennem hele spillet er sparsomt. Jo flere runder du overlever, jo flere ressourcer får du, og hvis du kan formode at blive den sidste overlevende i spillet, er der maksimum gevinst.
Den anden multiplayertype, forsyningstogt, er holdbaseret, så man spiller sammen imod et andet hold. Som i overlevelse er ammunition også begrænset, så man prøver at indsamle ressourcer til sin klan, så man kan lave våben, udstyr, opgraderer sine våben og købe mere ammunition. Men da det er et holdspil, skal man naturligvis også samarbejde, hvilket sker ved, at man kan spotte fjender for hinanden samt genoplive fjender i en kort periode efter de er blevet skudt ned. Netop samarbejde er vigtigt i forsyningstogt, da man som regel har mest succes med at holde sig samlet, så man kan hjælpe ens holdkammerater, hvis de kommer under heftig beskydning eller bliver skudt ned.
De to multiplayertyper fungerer fint, og man lærer hurtigt, at multiplayer i The Last of Us er betydeligt mere strategisk end den f.eks. er i Uncharted 3 på grund af de meget sparsomme ressourcer, men også fordi spillet ligger mere op til brugen af alternative taktikker som røgbomber og snigangreb end bare angreb direkte på.
The Last of Us er alt hvad vi har håbet på. En forfriskende ny spiltitel fra Naughty Dog, der til trods for, at de bevæger sig ind i en ny genre, formår at levere et spil, som er ikke mindre end genredefinerende. Historien og personerne i spillet er velskrevet, man føler med personerne, og man lever sig ind i deres historie meget hurtigt. Det sat sammen med nok det flotteste spil vi har set til PlayStation 3 og et glimrende gameplay, så er The Last of Us et spil, som kan anbefales til alle PlayStation 3 ejere i en ikke alt for ung alder, for man skal ikke glemme, at The Last of Us er et meget mørkt og dystert spil.
Facebook
Twitter
