Tearaway starter med en fortælling, en fortælling om et eventyr i en fremmede verden, hvor man skal være med til at skabe historien og lave et eventyr, som ikke er fortalt før. Et eventyr, der blander spilverden og den virkelige verden sammen. Eventyret har 2 hovedpersoner, én selv og Lota eller Atoi, alt efter om ens historie har en helt eller heltinde.
Historien i Tearaway er svær at fortælle meget om uden at give for meget væk, men det er en sød historie med et glad budskab, som man også kender fra Littlebigplanet-spillene. Man kan dog godt sige så meget, at ens helt eller heltinde er en budbringer, som har et unik budskab, der skal leveres til spilleren selv. Dette sker igennem mange forskellige verdener bygget op af papir og objekter fra den virkelige verden, alt imens man kigger ned på hele verden, som en gud i spillet placeret i solens stråler. Det lyder måske lidt mærkeligt, men man fungerer som en gud i spillet, og spillet bruger kameraet i Vitaen til at sætte ens ansigt op på himlen, kiggende ud fra solen. Man vil derfor se sig selv kigge ned over spilverden, hvilket i starten måske kan føltes lidt mærkeligt, men hurtigt bliver det også en smule sjovt. Budbringerens mål er derfor at komme op til solen og spilleren selv, hvilket dog ikke er helt så simpelt for en lille budbringer lavet af papir.
Ikke overraskende er Tearaway en platformer, men modsat Littlebigplanet, som for det meste var en 2,5D platformer, så er Tearaway en ægte 3D platformer, hvor man for det meste har kameraet bag ens figur, som man styrer rundt. Styringen er da også meget mere skarp end i Littlebigplanet, hvilket naturligvis er vigtigt i en 3D platformer, hvor præcision i de mange udfordringer ofte er ret vigtig. Det hele drejer sig dog ikke bare om at hoppe fra platform til platform, da landskaberne, man bevæger sig i, er meget varierede, og man bevæger sig lige fra frodige skove til stejle bakker og mørke huller samt andre steder, som sætter fantasien på prøve. I disse mange forskellige landskaber bliver man mødt af både fjender og puslespil, der skal klares for at komme videre.
Fjenderne er nogle sære skabninger, der kun har et formål, og det er at rive ens figur i stykker. Dette prøver de på mange måder lige fra at løbe ind i én til at kaste sten og andre ubehageligheder efter én. Efterhånden som spillet skrider frem, kommer der flere og flere fjender, som bliver mere udfordrende, så hvor det i starten føltes let, bliver man udfordret senere hen. Der er dog et glimrende checkpointsystem, så hvis man skulle fejle, bliver man genoplivet stort set samme sted, hvilket er et stort plus.
Man prøver naturligvis at undvige disse monstre, og når de er sat ud af spil efter et mislykkedes angreb, kan man samle dem op og kaste dem ind i hinanden, hvilket nedlægger dem. Man kan også nedlægge fjenderne ved at skubbe dem ud over kanter, kaste sten efter dem eller kvase dem med ens fingre. Ja ens egne fysiske fingre, fordi ikke overraskende, så bruger Media Molecule Vitaens mange styremuligheder og deriblandt naturligvis også touch-skærmen.
Nu vil mange måske blive bekymret, når man begynder at nævne touch-styring og de mange alternative styringsmetoder, som Vitaen har. Men Media Molecule har formået at gøre det rigtigt godt, så det bliver brugt på en fornuftig måde, som aldrig bliver irriterende. Faktisk virker det både sjovt og godt med de mange forskellige styringsmuligheder. F.eks. kan man kvase nogle nedlagte fjender ved at trykke på dem, og man trykke sine fingre igennem skærmen ved at røre ved bagsiden og på den måde manipulere med objekter i spillet. Der bliver også gjort brug af Vitaens mikrofon, gyrometer og ikke mindst kameraet.
De mange styringsmåder bliver ikke kun brugt til at nedlægge fjender men også i høj grad i de mange puslespil, som man støder på undervejs. Puslespillene varierer lige fra at skyde bolde i basketballkurve til at finde græskarhoveder til fugleskræmsler, ja endda tegne objekter til figurer, man møder, hvilket vi vender tilbage til. De mange puslespil fungerer rigtig godt, da det giver god variation til platforming-delen, og Media Molecule har gjort dem sjove samt udfordrende.
Men hvad var nu det med at tegne ting til spillet?
Da hele verden i Tearaway er lavet af papir, så kan man bruge sine kreative evner til at lave nye ting til denne verden. Dette sker i bedste Jørn Clevin-stil med et tegnebræt, papir i forskellige farver, en blyant til at tegne med og en saks til at få figurerne ud med. Ens kreationer kan man bruge til at lave nye dekorationer til ens figur, hvis man ikke finder de indbyggede i spillet gode nok. Det minder naturligvis om de muligheder, man har i Littlebigplanet, hvor man også kan tilpasse Sackboy og lave nye dekorationer, men det man får lavet på tegnebrættet er ikke kun til pynt, men bruges som tidligere nævnt også til puslespil, og ofte blive det en del af spillet. F.eks. i en bane bliver man bedt om at lave nogle snefnug og straks efter er hele verden fyldt med ens snefnug, hvilket er en fin detalje, som straks bringer et smil frem.
Hvor pæne ens kreationer bliver kommer naturligvis an på, hvor rolig en hånd man har, og hvor god ens fantasi er, men det har også sin charme med lidt skæve orange snefnug. Selve papirverdenen, som Tearaway er bygget op over, er heller ikke perfekt med sine kantede papirfigurer og objekter, som får en charmerende stil på grund af, at de er lavet af papir - papir som ikke altid er skåret helt lige til, men godt kan være lidt skæve og måske endda været lavet af gamle aviser, breve og pap, hvilket danner en verden, som ligner noget, der kunne være taget ud af en moderne kunstudstilling.
Den lidt specielle stil er dog på ingen måder grim, nej faktisk er Tearway et meget flot spil, hvor den grafiske stil bliver udført til næsten perfektion hele vejen igennem spillet.
De flotte landskaber, og den veludførte grafik ligger da også op til, at man skal dele det med venner og bekendte, som Tearaway naturligvis tilbyder. Under hele spillet har man adgang til et kamera, hvor man kan tage billeder med forskellige filtre og linser for sjove effekter eller maleriske situationer. Ens billeder bliver uploadet til tearaway.me, og man kan let dele dem både via Twitter og Facebook.
Men kameraet bliver ikke kun brugt til deling af billeder og i forbindelse med puslespil, men også til indsamling af origamifigurer, hvilket sker ved at finde de figurer, som står uden farve i spillet. Når man har taget et billede af dem, får de deres farve tilbage, og instruktionerne bliver lagt op på ens side på tearaway.me. Her kan man så tilgå de oplåste origamifigurer og printe dem ud med instruktioner på, hvordan man selv klipper dem ud. Der er både simple figurer og meget avancerede figurer, så der er noget for enhver smag.
Det er ikke kun den grafiske side i spillet, som er veludført, der et glimrende soundtrack, som passer rigtigt godt til den stemning, der er i de forskellige baner. Soundtracket er ikke helt så fremtonende i de fleste baner, som vi f.eks. kender fra Littlebigplanet, men formår mere at ligge i baggrunden. Der formår det dog stadigvæk at give den nødvendige stemning. Det gode soundtrack er krydret med fint stemmeskuespil, som dog kun fylder en meget lille del af spillet.
Tearaway er ganske enkelt et rigtig godt spil og uden tvivl det bedste spil, jeg har spillet på PlayStation Vita i lang tid. Produktionsværdien er helt i top, og man kan godt mærke, at det har fået meget kærlighed fra den efterhånden erfarne udvikler Media Molecule. Tearaway er ikke perfekt, kameraet driller nogle få gange i spillet, hvilket dog stort set ingen betydning har, og så er det ikke verdens længste spil, men dog sagtens et spil man kan gå igennem et par gange. Set i forhold til en pris, der ved denne anmeldelses skrivning ligger på under 200 kr., så får man rigtig meget indhold og sjov spilletid. Derfor kan jeg også, uden tøven i stemmen, kun anbefale Tearaway på det kraftigste. Det er et must have i min bog for enhver PlayStation Vita ejer.
Facebook
Twitter
