Dead Nation: Apocalypse Edition

Anmeldt af: Morten Rask - 4. marts 2014 - kl. 17:00
Del denne artikel:
7 0

Vi har haft fingrene i denne måneds gratis spil til PlayStation Plus, som er genudgivelsen af Dead Nation til PlayStation 4 med mange nye forbedringer.

Housemarque er nok bedst kendt som studiet bag de eksklusive Super Stardust spil til PlayStation, men hvis du for nylig har anskaffet dig en PlayStation 4, kender du dem nok bedre som studiet bag det anmelderroste Resogun, som var blandt de første gratis spil til PlayStation Plus medlemmerne på den nye konsol.

I denne måned står Housemarque endnu engang bag månedens gratis spil til PlayStation Plus, nemlig Dead Nation: Apocalypse Edition, som er en genudgivelse af Dead Nation der udkom i 2010 eksklusivt til PlayStation 3 konsollen. Men er en genudgivelse virkelig nødvendig, er der noget nyt at komme efter, og hvis man aldrig har spillet Dead Nation, er det så pengene og tiden værd? Vi har kæmpet os igennem hordevis af zombier og har fundet frem til svarene.

Se introen til Dead Nation: Apocalypse Edition her


På et enkelt år har en virus udryddet størstedelen af jordens befolkning og vakt dem til live igen som menneskeædende zombier. Hvis man bliver bidt af dem, bliver man selv til en zombie, men spillets hovedpersoner, Jack McReady og Scarlett Blake, er ikke ligesom alle de andre, for selvom de før er blevet bidt af zombier, så er de ikke blevet transformeret til hjernedøde monstre.

Det er lykkes dem at overleve hele det år, hvor epidemien har stået på, men deres ressourcer er ved at slippe op. Derfor forlader de deres opholdssted og begiver sig ud blandt zombierne for at finde nye ressourcer. Undervejs får de anskaffet sig en lastbil og i radioen hører de en transmission, som bliver starten på deres mission – at komme frem til forskeren, der udsendte transmissionen, og som mener at kuren imod epidemien ligger gemt i Jack og Scarlett’s dna.

Det lyder måske til at være tilfældet, måske ikke, men historiefortælling er ikke spillets stærkeste side. I starten af hver mission ser man en mellemsekvens, hvor målet for den kommende bane bliver lagt ud. Det fungerer rigtig godt for et spil som dette, at målet med hver bane har lidt historie bag sig, men hvis man regner med den helt store historiefortælling, så finder man det ikke i Dead Nation. Til gengæld finder man masser af god underholdning i form af gameplay.




Dead Nation: Apocalypse Edition er en top-down zombie shoot ‘em up, eller sagt lidt mere simpelt man kontrollerer sin valgte hovedperson fra fugleperspektiv, hvor man styrer karakteren med venstre styrepind, sigter våbnet med højre styrepind og bruger skulderknapperne til at skyde eller kaste med. Man kan enten vælge at spille på egen hånd i gennem kampagnen i ”solo mode” eller sammen med en kammerat enten over internettet eller i split-screen. Målet er at komme fra den ene til den anden ende i hver bane, men undervejs skal du kæmpe for din overlevelse, udrydde hundredevis af zombier med dit arsenal af våben og anvende omgivelserne til din fordel. Man kan f.eks. skyde på en bil med alarm så den tiltrækker zombierne, for derefter at eksplodere, eller sætte gang i en savklinge, hvor larmen får zombierne til at kaste sig hovedkulds ind i den, og det bedste ved spillet er, at det er så tilfredsstillende at udrydde så mange zombier som muligt. I starten er man kun udrustet med en riffel, der kan affyre et enkelt skud af gangen, samt to nødblus, som tiltrækker zombierne. Undervejs som man slagter zombier, opsamler man både penge og point, førstnævnte kan bruges til at købe ammunition, et større arsenal af forskellige våben eller opgraderinger til disse, og sidstnævnte skaffer dig en placering på ranglisten for den pågældende bane, hvor man kan konkurrere med andre spillere rundt omkring i verdenen om hvem der er den mest effektive zombiedræber.




Tilbage til våbnene, så man starter som sagt ud med en sølle riffel, der ikke just er det mest effektive våben i spillet, men allerede et kort stykke inde i den første bane kommer man til det første checkpoint, hvor man får sin livsbar fyldt op og har mulighed for at handle ind i spillets butik. Her kan man så bruge de penge, man har opsamlet undervejs enten fra de døde zombier, fra kasser rundt omkring eller fra bagagerummet af de biler, man har gennemsøgt på vejen. For hver bane man gennemfører, bliver der låst op for nye våben, og i den første bane er der låst op for en SMG. Til forskel fra riflen er SMG’en fuldautomatisk men gør ikke lige så meget skade. Man kan vælge at opgradere den, f.eks. kan den komme til at skyde hurtigere, den kan få større magasin eller man kan få et lasersigte til den, så det bliver nemmere at se, hvor skuddene ender henne, når man trykker på aftrækkeren. Man har rig mulighed for at personliggøre sin spillestil ved at fokusere på de rette elementer, der skal til for at bekæmpe de forskellige zombier. For at nævne et par stykker af de mere interessante våben man får adgang til i spillet, så er der både en ”shocker”, der sætter strøm til zombierne og spreder sig, en ”blade cannon”, som skyder med kæmpe savblade, som kan hugge en hel gruppe over i halv, og en shotgun, for hvad ville et zombiespil være uden en shotgun?




Man møder forskellige slags zombier undervejs i spillet, som også kræver, at man skifter våben undervejs for bedre at kunne nedlægge dem. De første zombier man møder minder meget om dem fra filmen ”28 dage senere”, som stadigvæk ligner mennesker men som vælter sig frem i raseri, lige så snart de får øje på dig. Der er også de velkendte langsomme zombier, som nemt kan flankeres, men som udgør en større trussel jo flere af dem der er. Disse er de almindelige zombier, som vi kender dem, og de kommer også i forskellige variationer, f.eks. er nogle af dem tidligere brandmænd og bærer brandsikre dragter, så man ikke kan sætte ild til dem. Blandt de mere truende fjender finder vi ”bio-våbnene”, som er genetisk modificerede zombier, der er skabt til at dræbe. En af de første man møder er en såkaldt ”jumper”, som er en kæmpe, aggressiv og hurtig fjende, der kan hoppe over store afstande og slå ned med en kraft, der potentielt kan halvere ens liv. Disse bio-våben er der også en del variationer af, og de skal som regel have en del flere skud end de almindelige zombier, før de ligger sig.

Der er ”kun” 10 baner i spillets kampagnedel, men de byder også på masser af variation. Man kommer både igennem midtbys områder, en skov i udkanten af byen, toppen af et højhus og mange andre steder. Banerne er rigtig godt detaljerede, og man føler virkelig, at man befinder sig i midten af det, der førhen var en levende verden, men nu er blevet efterladt i fordærv af den herskende epidemi.




Af tilføjelser til Dead Nation: Apocalypse Edition, ud over de grafiske forbedringer som vi kommer ind på om lidt, så har Housemarque inkluderet en masse nyt blandt andet en ”Quick Select”, så man kan tilknytte sine favoritvåben til knapperne på sin DualShock 4, hvilket fungerer meget bedre end at skulle køre igennem hver enkelt våben med piletasterne midt i en hektisk situation, for at komme frem til det våben, man skulle have brugt for 5 sekunder siden, inden man døde. Når vi taler om controlleren, så har Housemarque ikke kunne finde noget formål til touchpadden i spillet, men højttaleren bliver til gengæld hyppigt brugt, ligesom i Resogun. Hver gang man skifter våben, samler liv op eller er ved at dø, så er der en kvindelig stemme, der annoncerer det ud igennem controlleren. Det fungerede meget godt i Resogun, og det fungerer også rigtig godt i Dead Nation. Hvis man har en PlayStation Vita eller PlayStation Companion App til sin smartphone eller tablet, så kan man nu også bruge Second Screen til at følge ens stats i spillet.

”Road to Devastation” udvidelsen, som udkom til PlayStation 3, er også inkluderet i denne udgave og tilføjer ”Arcade” og ”Endless” spiltyper, hvor man skal bekæmpe sig igennem bølgevis af zombier i forskellige arenaer. En ”Challenge” mode er også blevet inkluderet, hvor man kan udfordre vennerne til at slå din highscore på banen.




En af de mest interessante tilføjelser til Dead Nation: Apocalypse Edition, er dog Broadcast+ spiltypen. Her spiller man kampagnen, næsten som man normalt ville gøre det, men til forskel livestreamer man gameplayet til enten Twitch eller Uplay, hvor seerne får en interaktiv finger med i spillet. I intervaller får seerne nemlig lov til at stemme på om der skal ske en positiv eller en negativ effekt i spillet, og der er 30 forskellige effekter at vælge i mellem, blandt andet kan de spawne flere zombier, giver ammunition til spilleren eller sørge for, at de ikke kan sprinte. Spilleren får også mulighed for at hævne sig på dem, der har stemt på negativ effekt, da deres navn bliver sat på en zombie inde i spillet. Det er første gang vi ser et spil på PlayStation 4, hvor seerne på et livestream kan få lov til at påvirke spillet, og det fungerer rigtig godt i praksis.




Selvom Dead Nation: Apocalypse Edition ikke oprindeligt blev udviklet til PlayStation 4 men i stedet PlayStation 3, så er det lykkedes udviklerne meget godt at bringe den grafiske del af spillet op til det høje niveau, som man forventer, at den nye konsol bør kunne levere. Der er blevet skruet op for atmosfæren i spillet, blandt andet med bedre lyseffekter, skarpere teksturer og flere partikeleffekter, der alt sammen bidrager til den dystre atmosfære, som spillet er indhyllet i. Især det dynamiske lys og mørke er virkelig godt lavet i Dead Nation. Eksempelvis befandt vi os midt på en kirkegård en regnvejrsnat, lige pludselig slår der et lyn ned, de tågede omgivelser lyser kortvarigt op og i et kort glimt ser man de lange skygger, der bliver kastet af de hundredevis af zombier, der lurer lige rundt om hjørnet. Det ser særdeles flot ud på den nye konsol, og det kører lige så godt, som det ser ud.

Den gamle version af spillet blev afviklet i 720p med 30 billeder i sekundet, og i den nye version har de skruet op for opløsningen til 1080p, dog er antallet af billeder i sekundet det samme, men til gengæld kører det superglat uden den mindste form for problemer, selv når der er hundredvis af zombier på skærmen samtidig og man eksploderer en bil midt i det kaos. Vi mindes ikke at det kørte så flydende på PlayStation 3, så det var en positiv overraskelse i denne udgave.




Selvom Dead Nation udkom i 2010 på PlayStation 3 har Housemarque gjort spillet en genudgivelse værd på PlayStation 4. De grafiske forbedringer får spillet op på et visuelt niveau, som matcher vores forventninger til et PlayStation 4 spil, og med de nye funktioner og justeringer er det lykkes dem at gøre et velpoleret spil endnu bedre. Hvad enten man har spillet det på PlayStation 3 eller aldrig har prøvet det før, så er Dead Nation: Apocalypse Edition pengene værd.

Hvis man er PlayStation Plus medlem kan man hente spillet gratis på PlayStation 4 fra den 5. marts.
+ De grafiske forbedringer gør spillet flottere end nogensinde, underholdende gameplay, den nye interaktive spiltype er en genistreg.
Historien er ikke særlig original, kampagnen er hurtigt overstået.
Gameplay:8.5
Grafik:8.0
Online:8.0
Holdbarhed:7.5
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.