Som nævnt ovenfor er der ikke mange overraskelser i den første udgivelsespakke til Call of Duty: Ghosts. Pakken har fået navnet Onslaught. Den består traditionen tro af fem baner, herunder fire til standardmultiplayer og en enkelt bane til Extionction. Én af disse fire er, igen ganske traditionelt, en genudgivelse af en gammel bane. Banerne hedder Fog, Bayview, Containment og Ignition, sidstnævnte er en genudgivelse af Modern Warfare 2-banen Scrapyard, og herudover får man med Onslaught Extinction afsnittet Nightfall samt nye våben i form af et Maverick gevær og en Maverick snigskytteriffel.
For nemheds skyld tager vi banerne enkeltvis, og lad os da bare starte med noget vi kender, nemlig Ignition. Konceptet med at genbruge tidligere Call of Duty baner og iføre dem nye klæder er slet ikke nyt, og vi har set det i de sidste par Call of Duty udgivelser. Det overordnede problem med denne fremgangsmåde er dog, at man virkeligt skal sørge for at vælge de rigtige baner. Scrapyard er ikke umiddelbart det oplagte valg, da banen i sig selv ikke er særligt spændende, hvilket heller ikke er tilfældet i sin nye form. Udviklerne har tilføjet et par ekstra gimmicks i form af en raket midt på banen, som kan antændes via Field Orders, samt raketter som styrter ned i banen med jævne mellemrum. Dette er dog ikke nok til at få Ignition til at fremstå som andet end fyld.
Lidt det samme kan man sige om Bayview. Banen er, som navnet måske kunne antyde, placeret omkring et havneområde, hvor man kan gemme sig i områdets butikker, bruge fyrtårnet som snigskytteposition eller sågar tage en tur med en gammel og i øvrigt stærkt pansret sporvogn. Banen er som sådan egentligt fin nok, og sporvognen er en sjov detalje, men problemet med Bayview er, at banen ikke bibringer noget nyt overhovedet til Ghosts eller Call of Duty serien som helhed. Der er massevis af muligheder for at flankere sine modstandere eller angribe dem fra forskellige højdeniveauer på banen, men derudover er der ikke meget nyt under solen.
Fog er Onslaughts mest detaljerige bane. Området er taget som ud af en gyserfilm, og hvis man tager sig tid til at udforske det afsides beliggende sumpområde, så kan man finde områder med tyk tåge, forladte hytter, blodige grotter og noget som oprindeligt skulle have været et teenagerpars elskovsrede, men som er endt med at blive et tagselvbord af afrevne lemmer og blodige organer. Banen er én af mine favoritter i Ghosts, hvilket primært skyldes, at det er en bane, som indeholder det jeg forbinder med Call of Duty. Der er to hovedområder, som kan anvendes som baser, og en række veje som giver anledning til at mødes omkring midten af banen, hvilket giver mulighed for en række intense og strategiske ildkampe på nøgleområder på banen. Jeg kunne godt have undværet de underjordiske tunneller, men kan dog godt se formålet ved at snige sig om bag modstanderne og på den måde gøre basen mindre sikker.
Som en ekstra lille lækker feature vil udførelsen af Field Orders nogle gange give adgang til en Mike Myers-dragt, hvor man til tonerne af Halloween-temaet tager rollen som den knivsvingende galning. Der er selvfølgelig blot tale om Maniac Juggernaut killstreak i en anden forklædning, men det er en sjov og effektfuld tilføjelse.
Sidst men ikke mindst har vi Containment, som foregår i ruinerne af en mexicansk by. I midten af banen finder man et atomvåben, som sætter al elektronik ud af spil. Dermed kan man godt vinke farvel til sit minimap, hvis man forsøger at indtage den centrale del af banen. Herudover giver Containment mulighed for at flankere fjenden via bygninger, som omkranser banen, ligesom man kan angribe oppefra, via hustage, eller angribe fra neden, hvis man følger den udtørrede flodbred, som går tværs over banen. Containment bliver af én eller anden årsag overset, når der skal vælges bane, og det er ultimativt den af de fire nye baner, som jeg har prøvet færrest gange. Det er egentligt en skam, da Containment faktisk giver mulighed for at udnytte banens kompleksitet sammen med atomvåbenet centralt på banen.
Nightfall er som tidligere nævnt den anden episode i Extinction-delen af Call of Duty: Ghosts. Jeg blev aldrig rigtigt bidt af Extinction, da jeg prøvede den første episode, men det hjælper så småt på det med Nightfall. Dette skyldes, at der nu endeligt begynder at være en reel historie i Extinction, ligesom Nightfall også byder på en større fjendevariation med boss- og minibosskampe. Herudover er der større afveksling i missionerne, og selvom historien ikke just får dig til ikke at ville slippe controlleren, så synes jeg egentligt, at udviklingen giver incitament til at spille færdigt, og det er immervæk noget, som jeg endnu har haft til gode at prøve i det tidligere Extinction afsnit eller Zombies for den sags skyld. Det er også i Nightfall at du skal hente de fleste af Onslaughts trofæer, mens der kun er et enkelt trofæ at hente ved at finde Extinction-rumvæsenernes reder på de fire andre baner.
Mit problem med Onslaught-pakken er den samme som så mange andre Call of Duty-udvidelser; jeg mener ikke umiddelbart, at de bidrager med det store. De fleste af banerne bibringer intet nyt, og specielt i Bayview, som ellers er en udmærket bane, kan man ikke lade være med at tænke, at man har set det hele før. Paradoksalt nok er Onslaught nærmest karakteristisk for Call of Duty-seriens udvikling; der er rigtigt mange fine idéer, og udførelsen fejler som sådan ikke noget, men der er bare ikke rigtigt noget nyt.
Hvis man er loyal Call of Duty-fan, eller hvis man tilhører den gruppe af spillere, som synes, at Extinction er det bedste i Call of Duty-universet, så kan det måske forsvares at bruge næsten 110 kr. på at købe Onslaught, men overordnet set er der ikke så meget nyt at hente. Fog er ganske vist en flot bane og har en snert af de rigtige elementer over sig, og Containment kan også godkendes, men derudover er der ikke meget der taler for, at man skal hente Onslaught. Heller ikke tilføjelsen af to nye våben kan få mig til at påklistre et must have mærkat på den første Call of Duty udvidelse i denne omgang. Kort sagt er Onslaught en helt fin udvidelse, men i bund og grund en smule overflødig.
Facebook
Twitter
