inFAMOUS: Second Son

Anmeldt af: Morten Rask - 20. marts 2014 - kl. 15:00
Del denne artikel:
8 0

inFAMOUS: Second Son er den næste store eksklusive titel til PlayStation 4, som mange håber på bringer en ægte næstegenerationsoplevelse med sig. Men er det tilfældet eller ej?

Sucker Punch Studios gjorde sig for første gang bemærket på PlayStation 2 med udgivelsen af det eksklusive platformspil, Sly Cooper and The Thievius Raccoonus. Det blev til yderligere to spil i Sly Cooper serien på PlayStation 2, men i forbindelse med udgivelsen af PlayStation 3 valgte de at skifte fokus, og det blev starten på inFAMOUS-serien, som gav to udgivelser i løbet af konsollens levetid. Nu er vi nået til den tredje udgivelse i serien med undertitlen Second Son. Det er udviklerens debut på PlayStation 4, som vi nu har set nærmere på.




inFAMOUS: Second Son finder sted i Seattle 7 år efter hændelserne fra det forrige spil i New Marais. Seattle er under jurisdiktion af D.U.P. (Department of Unified Protection), en specielstyrke med kunstige superevner, hvis formål er at lokalisere og neutralisere de resterende conduits (mennesker med superevner), som nu bliver kaldt for bioterrorister. Ved hjælp af propaganda har D.U.P. sikret sig et jerngreb omkring byen og skabt så meget frygt for bioterroristerne, at den nu er blevet omdannet til et overvågningssamfund med kontrolpunkter blandt byens distrikter, kameraer der holder øje med al aktivitet, og gader befærdede med tropper, som ikke tøver med at anvende magt både i tide og utide.

Her følger vi Delsin Rowe, en ung rebelsk graffitiartist, som ikke har meget til overs for den tilstedeværende autoritet. Han er ledsaget af sin storebror, Reggie, en politibetjent, som utallige gange har forsøgt at holde sin lillebror på lovens rette linje, men som endnu engang må erkende sit nederlag, da han fanger Delsin i at udøve graffiti i udkanten af byen, hvor de begge er vokset op. De bliver dog afbrudt, da en D.U.P. vogn forulykker i nærheden af dem, og de ser to fanger stikke af. Delsin skynder sig hen til vognen for at hjælpe en fastklemt person fri, men det viser sig, at personen er en af de tilfangetagede bioterrorister, og idet Delsin rører hans hånd, får han et indblik i hans fortid, hvorefter han besvimer. Han vågner op kort efter og finder ud af, at han også selv er en af bioterroristerne, og han har absorberet evnerne til at manipulere røg fra den undslupne fange.




I forsøget på at lære hans nyfundne evner at kende, tiltrækker han opmærksomheden fra D.U.P., som torturerer hans nærmeste for at få svar om de undslupne fanger. De bliver efterladt døende, og Delsin beslutter sig for at tage til Seattle sammen med hans bror for at finde andre bioterrorister, han kan absorbere evner fra, så han kan redde sine nærmeste.

Som noget nyt for inFAMOUS-serien har udvikleren valgt at bruge motion-capture teknologi til at optage skuespillernes bevægelser, ansigtsudtryk og stemmer på samme tid. Resultatet er meget mere troværdige karakterer, som er i stand til at udtrykke deres følelser igennem ansigtstræk. Især Troy Baker i rollen som Delsin Rowe, og Travis Willingham i rollen som Reggie Rowe, leverer en uovertruffen præstation i løbet af historien, som fik mig til at trække på smilebåndet op til flere gange. Historien bliver rigtig godt fortalt igennem almindelige mellemsekvenser og løbende dialog i spillet, og vi får også et par kærlige gensyn med de unikke tegneserieinspirerede mellemsekvenser, som vi kender fra de første to spil i serien.




inFAMOUS: Second Son er som sine forgængere sat i en åben verden, hvor man får lov til at boltre sig frit med sine superevner, hvis man ellers ikke tænker yderligere over konsekvenserne af ens handlinger. Man starter ud med sin nyerhvervede evne til at manipulere røg, men kun med et begrænset udvalg tricks, da man kun har absorberet en lille del af evnen fra den anden bioterrorist.

I de forrige spil skulle man indsamle XP, før man kunne købe sig adgang til de forskellige angreb, men det gamle system er blevet skrottet fuldkommen. Nu låser man gradvist op for nye offensive tricks i takt med, at spillet skrider frem, ved at absorbere kraften fra nogle maskiner, som D.U.P. har placeret rundt omkring i byen for at spore bioterrorister. De angreb, som man opsamler, kan så yderligere opgraderes med krystalfragmenter, som man finder i overvågningsdroner og generatorer, så de blandt andet bruger mindre energi, gør mere skade, eller har specielle effekter på fjenderne - eksempelvis så angrebene kun pacificerer i stedet for at dræbe, hvis man har tænkt sig at være den gode superhelt, som er kommet for at redde dagen.

Som man kommer længere frem i historien, støder man på andre bioterrorister, som man absorberer evner fra. Ud over den første evne til at manipulere med røg, så får man blandt andet også evnen til at manipulere neon. Resten af evnerne har udviklerne ved Sucker Punch Studios ikke ville afsløre, da de skulle være en overraskelse, til man selv får fingrene i dem, så jeg har heller ikke tænkt mig at afsløre dem. Jeg kan dog sige, at de alle sammen er nogle fede og forskellige evner, men jeg ville ønske, at der var endnu flere at vælge imellem.




For ikke at gøre det alt for kompliceret, kan man ikke anvende disse evner på samme tid. Det er til gengæld blevet gjort så intuitivt som overhovedet muligt, da de forskellige typer angreb - i form af almindelige skud, granater, missiler eller andet - anvendes med de samme knapper på controlleren, så lige meget hvilken ny evne man opnår, så ved man med det samme hvilken knap, der skal trykkes på for at lave de forskellige angreb. De forskellige evner har hver deres fordele og ulemper, så det bliver nødvendigt at skifte imellem dem. Eksempelvis er røg rigtig effektiv i nærkamp, men ikke lige så godt til præcision eller distance, som neon er. Hvis man befinder sig midt i kampens hede, og i stedet har brug for evnen til at manipulere neon, så kræver det bare, at man er i nærheden af en eller anden form for neon, f.eks. et neonskilt eller en bil med neonlys i undervognen, og så skal man trykke på touchpadden på controlleren, hvorefter Delsin begynder at suge evnen til sig. Lyden fra absorberingen går gradvist fra fjernsynets højttalere ned til højttaleren på controlleren, hvilket er en rigtig fin lille detalje. Hvis man gerne vil skifte tilbage til røg i stedet, så finder man bare et eller andet som afgiver røg, eksempelvis en skorsten eller en brændende bil, og så er proceduren ellers den samme. Det fungerer rigtig godt i praksis og giver kampene et helt ny flow, som jeg ikke har oplevet i serien før.

Nok vigtigst af alt så skal styringen også være i orden. Hvad enten man skyder efter bevægelige mål imens man daler ned fra luften, eller skal navigere fra hustag til hustag med sine evner, så er det lige nemt og mere præcist, end jeg erindrer det nogensinde har været i de forrige spil. Det skyldes til dels nok også DualShock 4 controlleren, som ligger bedre i hænderne, og hvor analog-pindende er skruet stramt på. Både når jeg skød mod fjenderne fra hoften, eller sigtede ned med L2, så havde jeg ingen problemer med at navigere sigtekornet hurtigt hen på hovedet af fjenden og uskadeliggøre ham med et enkelt skud.




Men hvordan man vælger at uskadeliggøre de fjender, man støder på, har også noget at skulle sige denne gang. Karma har altid spillet en stor rolle i inFAMOUS-serien, og i Second Son er der blevet åbnet op for endnu flere muligheder for at ændre denne. Fjenderne kan nemlig også vælge at overgive sig, og her får man så valget, om man vil henrette dem eller pacificere dem.

Ved nogle missioner bliver man også stillet over for valget mellem gode eller onde handlinger, og de kommer både til at påvirke ens evners effekt, omgivelserne, personerne omkring sig og de missioner, man bliver tilbudt. Der er eksempelvis en mission, hvor man skal ødelægge nogle narkohandlers lager af stoffer, hvis man vælger den gode handling, eller en mission, hvor man skal tilintetgøre en gruppe civile, der protesterer imod bioterrorister, hvis man vælger den onde handling. Spillet indeholder sådan set to kampagner, man kan kæmpe sig igennem, hvis man vil opleve alt i spillet, så der er rigeligt at se til.

Der er utroligt meget at se til i Seattle, og det betyder blandt andet også masser af sideaktiviteter at tage sig til i spillet ud over hovedhistorien. Som nævnt, er byens distrikter kontrolleret af D.U.P., men ved blandt andet at ødelægge deres skjulte kameraer og tilintetgøre deres baser, bliver de langsomt tvunget ud af området, hvilket både resulterer i færre fjender og muligheden for at rejse hurtigt imellem de frigjorte distrikter.




Den grafiske og tekniske side er nok den mest imponerende del af spillet, hvor det er lykkedes udvikleren Sucker Punch Studios at overgå mine forventninger for, hvad der kunne lade sig gøre rent grafisk og teknisk i et spil, der foregår i så stor en åben verden. Udvikleren har denne gang valgt at bruge deres hjemby Seattle som spillets legeplads, hvilket har givet dem rig mulighed for drage ud i omgivelserne omkring dem og inkorporere naturen, mindemærkerne, butikkerne og alle de ting, man regner med at med at finde i en virtuel fortolkning af Seattle. Man kan blandt andet klatre op på toppen af Space Needle eller tage en tur på toppen af byens monorail system. Alt fremstår så detaljeret og levende, og ved hjælp af dynamisk lyssætning ændres følelsen og atmosfæren af de mange distrikter sig i løbet af spillets gang.

Selv når stilheden bliver brudt, og man bliver angrebet af D.U.P. tropper fra alle sider, så følger både det visuelle og det tekniske rigtig godt med. Når Delsin eksempelvis transformerer sig om til en røgsky eller smider om sig med de flotte neonstråler, så ser det utroligt detaljerigt og nærmest realistisk ud med de mange små partikler, der flyver omkring. Den mest intense kamp i spillet var kaotisk smuk, og der var ikke et eneste tidspunkt, hvor det føltes som om, at konsollen var ved at bukke under på grund af det grafiske pres, som spillet burde have sat den under. Her er tale om en vaskeægte næstegenerationstitel, der virkelig formår at vise, hvad den nye konsol er i stand til uden at gå på kompromis med noget som helst.




Sucker Punch Studios har taget den gamle inFAMOUS-formular, tilsat nye hovedpersoner, nye evner og en meget detaljeret legeplads at boltre sig på, og så har de ellers finpudset det til perfektion. For mig står Second Son nu som det hidtil bedste spil i serien, og det brillerer simpelthen på PlayStation 4 konsollen med den utrolig flotte grafik og den overbevisende præstation fra skuespillerne bag de nye karakterer. Det var særdeles underholdende fra start til slut, og det er lige til at gå til, hvad enten man har spillet de forrige spil i serien eller ej.

Bravo Sucker Punch, bravo.
+ Utrolig flot grafik, underholdende gameplay hele vejen igennem, fremragende historie, dygtige skuespillere, styringen sidder lige skabet, inFAMOUS-formlen i perfektion
Savner nogle flere kreative superevner
Gameplay:9.0
Grafik:10
Online:-
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.