Mercenary Kings

Anmeldt af: Jesper Thuesen - 8. april 2014 - kl. 16:34
Del denne artikel:
7 0

Tribute Games sender en hyldest til spil som Metal Slug og Contra, men også Borderlands med Mercenary Kings, som er grillvognsstemning i nye klæder.

På den seneste konsolgeneration gjorde udviklerne en dyd ud af at hylde de gamle 8-bit dage ved at kombinere moderne spilteknikker med gammeldags grafik og design. Dette har resulteret i nyklassikere som eksempelvis Fez og også det voldelige Hotline Miami. Der er ikke meget, der tyder på, at dette vil stoppe, og Tribute Games har da også spejdet efter gamle titler som Metal Slug og Contra samt moderne titler som Borderlands, da de lavede månedens PlayStation Plus Titel, Mercenary Kings.

Mercenary Kings omhandler en kvartet af soldater, som i spillets start nærmest destrueres af den onde militærfraktion, CLAW. Bedst som alt ser sortest ud, reddes soldaterne af en livgivende drik, og nu går den vilde jagt så ind på at stoppe CLAW fra at få fingrene i selvsamme drik.




Mere behøver man egentligt ikke at vide, når man går i gang med Mercenary Kings, for som de fleste nok har gættet, så er det ikke en dybdegående historie, som er omdrejningspunktet i spillet. Der er i stedet tale om klassisk action-platforming, hvor horder af fjender skal nedlægges, samtidigt med at man bevæger sig rundt i miljøer med massevis af fælder, såsom elektriske installation, faldgruber med skarpe spir i bunden og meget meget mere.

Der, hvor Mercenary Kings til gengæld adskiller sig fra tidligere titler som eksempelvis Metal Slug er, at man i Mercenary Kings konstant skal samle komponenter fra dræbte fjender for dermed at kunne bygge nyt udstyr. Dette kan være knive, våbendele og forskellige mods, der giver spilleren fordele, og der er tonsvis af muligheder. Faktisk skulle det være muligt at bygge over 300 forskellige våben og 100 forskellige knive, og mens nogle er ganske klassiske, såsom et Spas-12 haglgevær, så er andre våben ganske groteske. Hvem havde eksempelvis troet, at man skulle opleve at drage i krig med en maskinpistol, som ligner en underlig kloning mellem en kat og en trompet?




Dette våbensystem tilføjer en god dybde til spillet og sørger for, at der både er grund til at undersøge hver en afkrog i banerne samt at være omhyggelig med at indsamle genstande fra de mange evigt-spawnende fjender. Netop denne feature er sværere at vænne sig til, end det lyder. I nye spil er det ganske enkelt sjældent at man oplever, at man dræber en fjende for derefter at opleve, at denne genoplives, blot fordi man bevæger sig ganske kort væk fra det område, hvor fjenden befandt sig. Det er nødvendigt for at man kan indsamle nok våbenmaterialer, men det føles uvant, og man overraskes gang på gang.

Mercenary Kings byder på over 110 forskellige missioner og de varierer i type. Nogle missioner kræver, at man dræber en bosslignende fjende, andre at man jagter og dræber et antal af en bestemt fjendetype, nogle missioner kræver, at man indsamler visse typer materialer, mens andre kræver, at man redder gidsler, ødelægger fjendtlige installationer eller andet. Med andre ord er der fin variation i missionerne, som man i øvrigt langt hen af vejen kan vælge at tage i sin egen rækkefølge, men desværre kan det ikke siges, at banevariationerne er lige så høj. Man kan således opleve, at man spiller præcist de samme baner efter hinanden, uanset om man forsøger at variere missionerne. Det er ærgerligt og ødelægger lidt charmen ved de mange missionstyper, idet fjenderne befinder sig det samme sted på banen, uanset hvilken missionstype, der er tale om. Dette betyder desværre, at Mercenary Kings ikke er et spil, man maratonspiller i en længere periode. Man kommer simpelthen til at kede sig, når man gang på gang skal gennemgå de samme miljøer, og dette har for undertegnede betydet, at jeg har måttet ligge spillet fra mig tonsvis af gange, selvom jeg egentligt synes, at gameplayet fungerer fint.




Multiplayerdelen byder dog på en kærkommen afveksling. Her kan man spille op til fire mand samtidigt, og der er mulighed for at anvende PlayStation Plus til formålet eller spille fire mand i lokal co-op på split-screen. Det skal hertil siges, at det er en massiv fordel at spille med folk man kender, da tilfældige onlinemøder kan resultere i større frustration end spilglæde, specielt fordi at en spillers død resulterer i, at pengebelønningen fra missionerne falder for samtlige spillere og i sidste ende betyder game-over ved gentagne dødsfald. Jeg oplevede desværre ofte, at det var komplet umuligt at spille med tilfældige, enten fordi, at forbindelsen var elendig, hvilket jeg normalt ikke oplever i andre spil, samt at spillet simpelthen lukkede ned med en fejlmeddelelse.

Som det kan ses på billederne i anmeldelsen, er Mercenary Kings holdt i gammeldags stil, så de enkelte pixels er store og synlige, og det har bestemt også sin charme. Det er ikke noget, der sætter din PlayStation 4 på overarbejde, men den grafiske stil er egentligt ganske hyggelig uden på nogen måde at være speciel mindeværdig. Det samme kan siges om musikken, som ligeledes er holdt i retro-stil. Også her slår problematikken med de mange banegentagelser igennem, da musikken er den samme, når man spiller den samme bane. Derfor bliver tonerne hurtigt lidt småtrivielle og mister den charme, som egentligt var dem tiltænkt.




Det er egentligt lidt det overordnede problem med Mercenary Kings. Der er masser af gode idéer, deriblandt specielt muligheden for at bygge sine egen favoritvåben, knive og mods ud fra nærmest overvældende mange muligheder, men spillet bliver hurtigt trivielt. Gameplay, herunder fjendedesign, er sådan set helt fint, men man trættes hurtigt af de mange gentagelser, specielt genanvendelsen af baner og de evigt-spawnende fjender, om end disse tjener et formål. Der er massevis af timer i Mercenary Kings, som byder på timevis af spilletid i kraft af de mange missioner, men spillet ville næppe have fået nogen særlig opmærksomhed, hvis ikke det havde været gratis i PlayStation Plus-programmet.
+ Tonsvis af missioner, muligheden for at designe våben, lokal og online co-op.
Konstant genanvendelse af baner, gameplayet bliver hurtigt trivielt.
Gameplay:6.0
Grafik:6.0
Online:7.0
Holdbarhed:7.5
Overall 6.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.