I Whistleblower spiller man ikke som journalisten Miles Upshur, men derimod som softwareingeniøren Waylon Park, som arbejder hos Murkoff Corporation. Murkoff bruger sindssygehospitalet Mount Massive Asylum til at udøve vanvittige og umenneskelige eksperimenter på de indsatte, og Waylon Park har fået nok. Derfor udsender han netop det tip, der fik Miles Upshur til at jagte sandheden i Mount Massive i Outlast, men desværre for Park fanges hans mail af Murkoff, der straffer Park ved at smide ham ind sammen med de indsatte.
Helvedet bryder dog løs i Mount Massive, da et Murkoff projekt kaldet Project Walrider løber løbsk, og pludseligt er Waylon Park jaget vildt i Mount Massive, hvor vanvittige patienter, nogle mere gale end andre, vandrer hvileløst rundt i korridorerne og blot venter på at smadre kraniet på vores hovedperson Park.
Præmisserne i Whistleblower er med andre ord de samme som Outlast, og spilmekanikkerne er identiske. Der er tale om et first person survival horror-spil, hvor man i stil med eksempelvis Amnesia ikke har mulighed for at forsvare sig mod de mange fjender. I stedet er man afhængig af at finde gemmesteder som skabe, senge, borde eller ventilationsskakter, og det er en essentiel del af spillets overordnede grundlag, at man altid føler sig jaget og underlegen. Man skal endnu engang gøre brug af et kamera med nattesyn præcis som i Outlast, og dette gør stemningen ekstra dyster.
Outlast levede i høj grad på sine mange jump scares, som eksempelvis indsatte, der pludseligt springer ud af døre, skabe eller lignende, og herudover var persongalleriet effektivt og vanvittigt, om end antallet af tilbagevendende personer ikke var stor. Det samme gør sig gældende i Whistleblower. Det er ofte chokmomenterne, der får dig til at springe frem og tilbage i stolen, og derudover betyder en særdeles effektiv lydside, at man sidder på det yderste af stolen, når man jages af vanvittige indsatte til tonerne af febrilske strygeinstrumenter og bombastiske trommer.
Der er massevis af gale indslag i Whistleblower. Foruden et par gamle kendinge, såsom de nøgne og psykotiske tvillinger, den enorme Chris Walker og naturligvis project Walrider, så præsenteres man også for et par nye mareridt. Hvis du troede, at den rablende gale Rick Trager var det værste, du kunne støde på, så tænk om igen. I Whistleblower får man æren af at møde en sindssyg kannibal med en rundsav og ikke mindst den gruopvækkende galning The Groom, som specielt i én sekvens i spillet giver varige ar på sjælen hos alle med et ulige personnummer.
Whistleblower formår endvidere at kæde mange historieelementer fra det oprindelige spil ind i Whistleblowers sammenhæng. Det er kærkomment, for Outlasts historie tåler bestemt en genfortælling og ikke mindst en uddybning. Specielt den sidste halve time af det ca. 2 timer lange Whistleblower kapitel byder på nogle gensyn og på lidt mere uddybning, og hvis man samtidig jagter de 13 dokumenter, som fungerer som collectibles, så får man noget nær den fulde historie.
De glade gensyn er dog også Whistleblowers største problem. Miljøerne, chokeffekterne, grafikken, lyden og de elementære gameplaymekanikker er stort set identiske med Outlast. Dette er i nogen omfang en selvfølge, men problemet er, at Outlast og Whistleblower lever på sin uhygge, og i løbet af meget kort tid i Whistleblower har man regnet opbygningen ud. Dette skal ikke misforstås, for det er svært at vænne sig til at blive jagtet af en kannibalistisk galning med en sav i hånden, men problematikken ligger i, at man hurtigt vænner sig til processen med at gemme sig og avancere, eller at blive opdaget for derefter at flygte til et gemmested. Herudover lider Whistleblower under, at et par sektioner er ualmindeligt dårligt opbygget, og for at avancere skal man vælge udveje, som virker enormt ulogiske. Dette er frustrerende, og det virker ikke som om, at der er noget egentligt formål med disse forvirrende områder.
Både grafik og lyd virker ligeledes som rene gentagelser, og selvom lydsiden er særdeles effektiv, og at det konsekvent ridsler koldt ned af ryggen på spilleren, når stakkels Waylon Park gisper af frygt, så kan man ikke lade være med at tænke på, at man har set og hørt det meste før.
Miljøerne, karaktermodellerne, de mange indsatte og de mange jump scares fik man allerede i Outlast, og der er ikke meget nyt under solen i Whistleblower, hvilket både er godt og skidt. Én ting, der dog er en decideret mangel, er nogle af de grusomme dialoger, som man eksempelvis fik med doktoren Rick Trager i Outlast. Sekvenserne med The Groom forsøger at skabe det samme, men det lykkes ikke helt, selvom The Groom suverænt er den mest interessante og skræmmende person i Whistleblower.
Whistleblower-udvidelsen er dermed lidt som man kunne forvente. Det bygger videre på succesformularen fra Outlast, men tilføjer desværre ikke rigtigt den mængde af nyheder, som man kunne forvente af en udvidelsespakke. Historien er dog fornuftig, og lydsiden er stadigvæk fænomenal, og så er Whistleblower altså både makabert, spændende og fandens uhyggeligt. Hvis man elskede Outlast, så er Whistleblower en no-brainer og skal købes hurtigst muligt. Hvis ikke man blev grebet af Outlast, så bidrager Whistleblower ikke med noget nyt, og man kan med fordel vente på et godt tilbud.
Facebook
Twitter
