Man bliver kastet direkte ind i historien i Transistor, hvor man som sangerinden Red står med hænderne på et stort sværd, der sidder solidt plantet i brystet på en ukendt mand, som ligger død på jorden. Hvad der helt præcist er sket, om man er morderen og hvorfor det store sværd snakker til en, får man ikke at vide fra starten af, men en ting er sikkert, at noget er helt galt. Red, som man styrer, har mistet sin stemme, hvilket er lidt problematisk for en sangerinde, og hele fortællingen sker derfor via sværdet, som man har taget med sig. Det minder lidt om Bastion, hvor hovedpersonen heller ikke snakkede, men hvor fortællingen skete via en altvidende fortællerstemme. I Transistor snakker sværdet dog direkte til Red og ikke til spilleren. Som historien udvikler sig er det tydeligt, at personen, som er inde i sværdet - inde i Transistor - er en person, som Red har en tæt fortid med.
Historien i Transistor er kompleks og kunne være fortalt lidt mere tydeligt, så man skal et stykke ind i spillet, før historien begynder at give mening. Ret hurtigt bliver man dog kastet ud i de første kampe, hvor Red støder ind i fjender, der går under navnet The Process, og som er sendt efter Red og resten af byens indbyggere af det mystiske broderskab Camerata, der prøver at ændre den digitale by Cloudbank, hvor hele historien forgår, til deres vision.
I de første kampe minder Transistor meget om et klassisk action RPG, med en isometrisk synsvinkel, hvilket også var tilfældet med Bastion. I en verden som virker inspireret af den moderne art deco stil, men er blandet med sci-fi for at skabe en cyberpunk by, som ligner noget, der er revet ud af en moderne sci-fi fortælling. Kampene i Transistor er dog langt fra som et klassisk action RPG, da man kan fryse tiden, og i en kampfase, der hedder Turn(), planlægge hvordan man vil angribe sine frosne modstandere med sværdet. Sværdet kan indeholde op til 4 funktioner, som man samler op i løbet af spillet og når man stiger i levels med Red, meget klassisk for en RPG.
Hele Turn() fasen er meget effektiv, og det er ofte den, man vil bruge til at angribe fjenderne, men der kan dog være situationer, hvor det er mere effektivt eller ligefrem nødvendigt, at angribe direkte på fjenderne. Dette kommer helt an på hvilke funktioner, man har i sit sværd, og her åbner Transistor op for en meget spændende del af spillet. Efterhånden som man låser op for flere funktioner, kan man blande dem med hinanden for at opnå kraftfulde angreb. Eksempelvis kan man blande et almindelig standardangreb med eksploderende bomber, eller man kan blande et laserangreb med en funktion, så angrebet kan hoppe fra fjende til fjende og uddele mere skade på den måde. Transistor har naturligvis forskellige typer fjender, og spillet ligger op til, at man skal afprøve mange forskellige kombinationer for at opnå de mest optimale funktioner. Det virker rigtig godt, og man får adgang til testområder, hvor man kan prøve sine funktioner af, så man ikke bliver fanget i en kamp med en uheldig kombination. Man får også adgang til en test, hvor man bliver præsenteret for forskellige fjender og fastlåste funktioner, så man kan lære de forskellige funktioner bedre at kende, hvilket er en glimrende guide.
Man kan også støde ind i kampe, hvor man med fordel skal ændre sine funktioner, specielt hvis man løber i gennem Transistor i New Game+. Sværhedsgraden i Transistor er meget passende, man bliver presset og har mange tætte kampe, men man finder det aldrig for svært. Ønsker man at gøre Transistor mere svært, kan man tilføje såkaldte limiters til ens sværd, som gør fjenderne stærkere, forøger deres antal, formindsker ens liv samt mange andre muligheder, men til gengæld får man en bonus i form af mere XP, når man har vundet en kamp.
Det hele handler dog ikke kun om at lave det mest voldsomme angreb, da hvert angreb har et ressourceforbrug, og man kun har en bestemt mængde ressourcer til rådighed i hver omgang til at udføre sine angreb med. Man skal derfor kombinere ens fire forskellige angreb til den sammensætning, som gør mest skade mod de fjender, man er oppe imod, men samtidigt have for højde, at når ens angrebsfase er overstået, går der længere tid, før man kan angribe igen, jo flere ressourcer man har brugt. Man kan heller ikke bare holde sig tilbage, når man er ude af Turn() og imens ens ressourcer bliver genopladet, for når man har slået en fjende ihjel, så skal man samle dens celle op. Disse celler kan være beskyttet med skjold, så man skal helst være i stand til at angribe, for hvis man ikke får samlet dem op, så bliver fjenderne genoplivet, og derfor må man hele tiden være aggressiv. Fjenderne besidder ikke denne Turn() fase, da det er en funktion, man får fra sværdet Transistor, så de angriber når man er ude af fasen.
Det taktiske element som Turn() tilbyder og de begrænsede ressourcer gør, at man skal finde en balance imellem hvor meget man vil bruge i Turn(), og hvor meget man vil bruge til kampene udenfor Turn() fasen. Dette løfter hele spillet meget op, da det ganske enkelt fungerer rigtig godt og er en sjov mekanisme, der også vil virke bekendt for mange RPG fans.
Skulle man fejle og miste alt sit liv, så dør man ikke med det samme, men til gengæld dør en af ens funktioner, som så ikke kan bruges, før man har været igennem to checkpoints. Dette betyder, at man godt nok kan overleve en kamp, men man vil være seriøst handicappet i de næste par kampe og kan ved næste checkpoint være tvunget til at tage andre funktioner fra sit sværd i brug, indtil man har fået de låste funktioner tilbage.
Transistor er som tidligere nævnt lavet i en grafisk art deco stil, der virker meget detaljeret. Her har Supergiant Games tydeligvis brugt lang tid på at skabe en unik verden. Dette må siges at være lykkedes til fulde, og Transistor er et virkelig flot spil. Der er dog tider i spillet, hvor de flotte landskaber og den særprægede grafiske stil kommer lidt i vejen for navigationen, og det virker ikke altid helt indlysende, hvor man skal hen. Brugergrænsefladen til ens funktioner virker også lidt forvirrende i starten, og det kunne godt have været lettere at se, hvilken funktioner man har i brug på hvilke pladser, uden at man skal til at pille i sin opsætning.
Den flotte grafik er også krydret med en spændende lydside. Lydene fra kampene er ganske ordinære, stemmeskuespillet på sværdet er glimrende, og soundtracket til spillet er i en klasse for sig selv. Derfor kan det kun anbefales, at man spiller Transistor med lyden skruet godt op, da musikken i spillet spiller en vigtig rolle for stemningen, og jo længere ind i spillet man kommer, jo mere tydeligt bliver det.
Transistor er et smukt, unikt og glimrende spil til PlayStation 4. Det er et spil, som ikke er bange for at fortælle en historie på en lidt anderledes måde, omend lykkedes det måske ikke helt perfekt. Det har en grafisk stil som skiller sig ud, og et soundtrack som indeholder flere sange, der brænder fast længe efter spillet er stoppet. Det hele er sat sammen med en spændende taktisk kampfase, hvor blandingen af turbaseret RPG og action RPG virker særdeles godt. Yderligere fungerer det rigtigt godt med de mange muligheder, man har for at bygge sine egne kombinationer af angreb, og man kan for det meste sammensætte ens fortrukne spillestil. Transistor er dog ikke det længste spil der findes, og det kan gennemføres på omkring 10 timer, men på grund af spillets komplekse historie er det et spil, som sagtens tåler flere gennemspilninger og indeholder endda også en New Game+ mode, hvor man spille videre med sine funktioner og kombinationer.
Transistor får derfor store anbefalinger herfra, men hvis man ikke har kærlighed for RPG spil med taktiske elementer, så skal man nok styre uden om Transistor, da spillets styrke blandt andet ligger i netop RPG elementerne.
Facebook
Twitter
