Entwined fortæller historien om en orange fisk og en blå fugl, som er ulykkeligt forelskede i hinanden. Deres uforenelige elementer, luft og vand, gør, at de forelskede parter kan se og følge hinanden, uden dog at kunne nå frem til den anden part. Deraf spillets catchphrase Always together, forever apart. Der er ikke nogen egentlig historiedel i spillet ud over denne information.
Gameplaydelen fungerer på den måde, at de to figurer har hver sin halvdel af skærmen og styres via hver sin analoge pind. Man skal dirigere de to parter igennem orange og blå porte samtidigt med, at man samler lysende orbs, der fylder en måler for vores to hovedpersoner. Hvis man misser en port, så taber man orbs, men der er dog ingen mulighed for at dø i historiedelen, som i øvrigt består af ni baner. I takt med, at man kommer længere og længere ind i spillet, bliver det sværere og sværere at mestre teknikken med portene, som kommer hurtigere efter hinanden og ofte kræver, at man styrer figurerne i forskellige retninger og ofte modsat hinanden.
Når man har samlet tilpas mange orbs, kan man via et tryk på R1 og L1 knapperne starte en sammensmeltning af de to figurer, som - hvis man ikke misser for mange porte - til sidst vil udmunde sig i en stor og grøn dragelignende skabning. Dragen kan styres frit rundt i et stort miljø, der varierer fra eksploderende vulkaner, underskønne islandskaber og meget, meget mere. Her skal man samle yderligere orbs, og når man har fundet nok af disse, slutter banen med en sekvens, hvor man kan få lov til at trække et farverigt spor fra dragen, som kan observeres på himlen, indtil man forlader miljøet.
Historiedelen kan gennemføres på under en time, og herefter kan man fornøje sig med Challenge-mode, hvor formålet er det samme, altså at styre fuglen og fisken igennem hver sine porte. Dog har man her blot tre liv, og der er ingen mulighed for at tjene flere af disse. Man skal med andre ord holde tungen lige i munden for at overleve de to-tre minutter det kræves for at avancere til næste bane. Der er fem baner i Challenge-mode, og disse er noget mere udfordrende end historiedelen.
Som man nok kan gætte ud fra ovenstående, så er det ikke just gameplaydelen, der skal tiltrække opmærksomheden i Entwined, men derimod spillets grafiske udtryk, og lad det da bare være sagt med det samme: Entwined er til tider ufatteligt smukt at se på. De mange varierende miljøer i slutningen af banerne er ren sjælemeditation, og selvom den grønne dragefigur til tider lider under en umulig styring og skæve kameravinkler, så er det en sanselig oplevelse at dirigere den rundt i miljøerne.
Den visuelle stil er dog ikke nok til at redde det helt grundlæggende problem med Entwined, som består i, at spillet vil enormt meget uden egentligt at lykkes med særligt meget af det. Dette kommer specielt til udtryk i lyddelen, som har taget meget inspiration fra de kritikerroste Tesuya Mizuguchi-titler Rez og Child of Eden. Lydsiden i Entwined minder meget om disse to titler, men man fornemmer på ingen måde den samme harmoni mellem det, der foregår på skærmen, og det, der kommer ud af højttalerne. Hvor Rez havde en klar linje fra spillerens aktioner til de tunge dancerytmer, som fremkom som et resultat heraf, så bevæger Entwined sig i en nærmest konstant progressiv retning, hvor musikken i starten af banerne til dels følger spillerens ageren for til sidst at bevæge sig komplet selvstændigt, selvom det er tydeligt, at der skal være en form for harmoni mellem lyd og bevægelser. Dette skaber unødig forvirring, og man opnår aldrig den trancetilstand, som man nogle gange kunne opleve i Rez, når gameplay og lyd gik op i en højere enhed.
Netop problemet med Entwineds inspirationskilder og kombinationen af disse er Entwineds største problem. Modsat eksempelvis Flower, Journey og Rez, så harmonerer gameplayet ikke med det indtryk, som spillet vil efterlade. Jeg tror langt hen af vejen, at problemet ligger i, at Pixelopus forsøger at kombinere den interaktive lydside i Rez med den nærmest meditative visuelle stil fra Flower. Rez brillerede med at kombinere hektisk gameplay med en bombastisk og interaktiv lydside, mens Flowers stilfærdige spiltempo harmonerede med den visuelle stil. Entwined gør begge dele, men det er svært at nyde den visuelle tilgang, når gameplaysekvenserne virkeligt tager fart, og lydsiden er, som nævnt ovenfor, desværre ikke på niveau med den oplevelse, man fik i eksempelvis Rez eller Child of Eden. Spillet er simpelthen for stressende til, at man for alvor suger de mange visuelle sanseindtryk til sig, og derfor mister både disse og lydsiden effekt.
Derfor ender Entwined også i den bløde mellemgruppe. Det er nærmest tragikomisk, at spillet, der handler om forening til trods for umulige odds, ikke selv kan forene stilen fra de spil, som folkene hos Pixelopus så åbenlyst ser op til. I stedet bliver det hele lidt for overfladisk og lidt for halvgjort, og det er tydeligt, at man i fugl- og fisksekvenserne vil det ene, mens man i dragesekvenserne forsøger noget andet. Når Entwined er bedst, så er det en sjælelig oplevelse, som går fint i tråd med spillets nærmest zen-buddhistiske budskaber. Men når alt kommer til alt, synes jeg ikke at hverken den tekniske fremstilling af eller gameplayet i Entwined når op på de niveauer, som Thatgamecompany tidligere har vist. Der er til gengæld ingen tvivl om, at der nok skal være mange meninger om dette, for oplevelsen af Entwined er meget enten/eller, og nogle vil med garanti finde glæde i spillet.
Facebook
Twitter
