Guacamelee er et mexicansk inspireret sidescrolling nævekampsspil. Den mexicanskinspirerede stemning er til at finde overalt i spillet og er sammen med en stor mængde skøre indfald en rigtig god og sjov oplevelse.
Vores hovedperson, Juan, er en almindelig sukkerbonde, der lever et almindeligt liv i en lille landsby. På en ellers almindelig dag bliver hans barndomsveninde dog bortført af den onde Carlos Calaca, og derfor må Juan træde i karakter, vise mod og prøve at befri hende.
Carlos Calaca er en tidligere wrestler, som solgte sin sjæl til djævlen i bytte for at få udbedret sin brækkede arm for at kunne vinde en wrestlingturnering. Efter at have vundet turneringen, rådnede hans krop, og han blev sendt til dødsriget. Han følte sig snydt og udfordrede derfor djævlen til en hanekamp, hvor Carlos formåede at forvandlede djævlen til en hane, hvorefter han selv overtog dødsriget. Carlos Calacas plan er at forene dødsriget med de levendes verden, for at gøre alle til slaver og få alle til at prise ham, men hvis det skal lykkes Carlos Calaca at forene dødsriget og de levendes verden, må han ofre en kvinde nemlig Juans barndomsveninde.
Juan's forsøg er dog kortvarigt, da han næsten øjeblikkeligt bliver dræbt af Carlos. Juan vågner op i dødsriget, hvor han møder en såkaldt Luchador en kæmper, som giver Juan en mystisk maske, der transformerer ham om til en kraftfuld kæmper og samtidig bringer ham tilbage til de levendes verden. Det er nu op til Juan at stoppe Carlos Calaca i at ofre sit livs kærlighed.
Historien i spillet fortælles igennem tekstbeskeder imellem figurerne, og det er kun yderst sjældent, at man hører lyde fra figurerne. Juan selv er den meget stille type, og han ytrer faktisk ikke et eneste ord i hele spillet. Disse forudsætninger i spillet virker ikke videre gode, men Drinkbox Studios formår faktisk alligevel at fylde spillet og figurerne med personlighed, sjove indfald og action. Jeg nåede hvert fald ikke at kede mig en eneste gang.
Spillet er både et platformsspil og et kampspil. Disse to genrer går godt i spænd, og begge aspekter er meget dybe. Det er muligt for Juan at færdes i en 2D verden, hvor det ikke bare gælder om at komme fra det ene område til det næste hurtigst muligt, man bliver nemlig nødt til at vende tilbage til tidligere besejrede områder for at få det hele med. Mange af områderne er spærret af diverse farvede blokke, som det kun er muligt at smadre, hvis man har den evne der kræves. Disse evner er dog ikke nogen man får på én gang, men derimod nogle man opnår igennem hele spillets historie.
Nogle af evnerne er for eksempel uppercut, bodyslam og hovedstød. Når først man har fået et par evner, er det utrolig nemt at lave diverse kombinationer, og man glæder sig hurtigt til at se, hvordan den næste evne kan optimere ens mulighed for at lave flere vilde kombinationer. Enhver evne har en genkendelig farve når den bruges, hvilket hører sammen med, at man for eksempel med en uppercut, som er rød, kan smadre røde blokke. Nogle af fjenderne kan have skjolde omkring sig med en farve, der også kun er mulig at bryde, hvis man angriber dem med den evne, der har samme farve. Man bliver overrasket over hvor alsidigt et kampsystem og arsenal af angreb sådan et 2D spil kan tilbyde.
Ligesom alt andet i spillet er også fjenderne holdt i et mexicansk tema. Man kæmper imod mange forskellige skeletter med sombreroer, drager, hoppende dværge i inkakostumer og bæltedyr, og der er også en del bosskampe, som sætter ens evner på prøve. Bosskampene er med til at give spillet et ekstra pift og er også med til at give spillet en ekstra fed stemning, da de alle har sjove personlighedstræk. Til at starte med, kan man kun udføre to evner hurtigt efter hinanden, men som man skrider fremad, bliver det nødvendigt at udvide ens energibar, hvis man skal kunne hamle op med fjenderne. Rundt omkring kan man finde skattekister, som indeholder artefakter, der skal samles for at forøge sin energibar eller livsbar.
Man er ikke i tvivl om, at spillet foregår i et mexicansk miljø. Igennem hele spillet er der lagt meget fokus på den mexicanske stemning. Områderne i spillet varierer fra gamle inkatempler, små byer og store ødemarksområder. Sidemissioner og humor er der også masser af i spillet. Du kan for eksempel hjælpe en ældre herre med at fange hans høns i et bur, finde ingredienserne til en enchilada, hjælpe et band med at finde deres forsvundne guitarist og en masse andet. Hver gang man opnår en ny evne, fejres det i øvrigt med en komisk hyldest, ligesom der ved enhver bosskamp indledes med en plakat for kampen. Det er små ting som disse, der gør spillet ekstra underholdende og som samtidig holder stemningen munter.
Guacamelee! Super Turbo Championship Edition er en opgraderet genudgivelse af Guacamelee, men selvom det er tilfældet, er der stadig rigtig meget nyt at komme efter for dem, som allerede har spillet det oprindelige spil. Hele det oprindelige spil og alle de ekstra udvidelser er inkluderet i denne genudgivelse, og ud over det er der tilføjet to helt nye områder, to nye evner og muligheden for lokal multiplayer. De nye områder er fuldt på højde med de oprindelige, og ved ét af disse to nye områder har der også sneget sig en enkelt bosskamp mere ind. Det siger sig selv, at to nye områder også vil give ekstra historie, og den nye boss er faktisk med til at forbedre historien og gøre den endnu sjovere. Ofte vil en genudgivelse af et spil ikke primært være henvendt til dem, der også har spillet det oprindelige spil, men denne genudgivelse af Guacamelee vil også være rigtig underholdende for dem, der allerede har spillet den første udgivelse - det var det hvert fald for mig.
Som nævnt er en af de nye funktioner i genudgivelsen muligheden for at spille lokal multiplayer. Spiller to kan til enhver tid springe til og fra spillet, og funktionen fungerer rigtig godt. Men Guacamelee spilles dog bedst alene, fordi taktikken i kampene og sværhedsgraden i puslespillene oprindeligt blev designet omkring en enkel spiller og ikke to. Den kooperative mulighed trækker dog ikke ned, da muligheden er der og det ellers fungerer fint.
Det er tydeligt, at der er lagt rigtig meget tid i udførelsen af Guacamelee's billedside. Som skrevet tidligere er alle miljøerne af mexicansk inspiration med mange detaljer, og det er tilmed muligt at skifte mellem dødsriget og de levendes verden, så alle områderne faktisk har to sæt grafik. På trods af det, er de ikke gået ned på udførelsen, og spillets grafiske stil er helt sin egen.
Lydsiden i spillet er helt formidabel. Overalt i spillet bliver man mødt med typiske mexicanske blæserkompositioner og maracas-rytmer. Man føler hurtigt, at man befinder sig i en mexicansk landsby, og man kan ikke undgå at trække lidt på smilebåndet, når hornene drøner derudad, mens man ankommer til en lille landsby. Ved hver bosskamp er der i øvrigt underlægningsmusik, der får en til at føle, at man er med i en action-spækket kampfilm. Musikken er der intet negativt at sige om, og det passer perfekt til alle de forskellige situationer, men man ville bare ønske, at der var mere variation i soundtracket. De samme stykker musik bliver spillet mange gange, og det er ærgerligt, nu hvor kvaliteten bestemt ikke fejler noget.
Det tog mig ca. 6½ time at gennemføre historien i Guacamelee og cirka 11 timer at gennemføre hele spillet, det vil sige finde alle skattekisterne, gennemføre alle sidemissionerne og udforske enhver krog. Det virker ikke som så lang tid, og man føler heller ikke, at der er gået så lang tid, for man er underholdt hele vejen igennem. Men selvom denne genudgivelse indeholder to nye områder, så føles det stadig for kort. Guacamelee er så fyldt med personlighed, at man ikke har lyst til at slippe det efter man har gennemført det. Det bliver man dog nok desværre nødt til, da det ikke lægger ret meget op til en endnu en gennemspilning.
Drinkbox Studios har med denne genudgivelse gjort Guacamelee endnu sjovere, mere overraskende, actionfyldt og underholdende. Guacamelee var i forvejen rigtig godt, men er nu blevet endnu bedre. En god opskrift for mange spil er noget forholdsvist simpelt blandet med noget, der er svært at mestre. I dette tilfælde er det et dybt kombinationsbaserede kampsystem, der er nemt at gå til men svært at mestre, der opfylder den opskrift. Evnerne, man opnår igennem spillet, sørger for at drive det hele fremad, og sammen med den gode humor, den gode mexicanske stemning og de vilde bosskampe er dette blandt de bedste indie-spil, jeg endnu har prøvet. Stilen er virkelig gennemført, det er bare ærgerligt, at spillet ikke er længere, og at meget af musikken bliver genbrugt.
Drinkbox Studios en udvikler, man skal holde rigtig godt øje med, for et spil med så personligt et præg som Guacamelee har, skal de nok lave flere af.
Facebook
Twitter
