Hohokum giver dig intet af ovenstående. Der er ingen baner med det formål alene at vise dig, hvordan du skal spille spillet. Faktisk er der ikke baner overhovedet, der er ingen kronologisk rigtig tilgang til spillet, og i starten virker det umiddelbart som om, at der heller ikke er noget formål. Det britiske udviklerhus Honeyslugs' indietitel er ikke et spil, hvor formålet er at gennemføre, det er en interaktiv børnebog, hvor opdagelse er det primære.
Gameplaymekanikkerne er ganske basale. Du styrer et slangelignende og farverigt væsen med analogpindene, bevæger dig hurtigere med kryds og bremser med cirkel. Du kan endvidere bevæge dig ekstra hurtigt via tryk på de analoge triggere. Dette er sådan ca. det eneste du får fortalt fra starten, herefter er resten op til dig. Det tog mig en time at finde ud af, hvad jeg egentligt skulle gøre for at komme i gang med spillet, og selvom det er forfriskende sådan at blive overladt til sig selv, så indeholder Hohokum mange ulogiske elementer, både i starten men også i udforskningsdelen.
Hohokum er et såkaldt exploration-game, et spil hvor det er udforskningen af banerne, som er i det absolutte fokus. Banerne består alle af farvefyldte, drømmeverdensagtige 2D miljøer, som sprudler af liv. Din opgave er her at hjælpe verdenernes indbyggere, hvilket til sidst resulterer i, at du finder én af 15 andre farvede slanger. Opgaverne varierer meget. Nogle gange skal man bevæge sig i bestemte områder for at frigive din slangeven, mens man i andre og mere komplicerede scenarier skal indsamle beboere og drager til den årlige dragefestival. Opgaverne varierer meget i kompleksitet og sværhedsgrad, og som nævnt er det ikke altid lige logisk, men til gengæld er der en vis charme over at udforske de meget interaktive miljøer, hvor nye hemmeligheder gemmer sig i nærmest samtlige områder.
Der er ikke tale om en A-til-B-til-C missionspræget indie-oplevelse, og selv ikke elementet med at finde de 15 slangevenner, som i sidste ende åbner op for spillets sluttekster, giver en følelse af, at man skal nå noget. Spillet har et trofæ for at gennemføre på under en time, og det er det eneste konkurrenceelement i Hohokum, for derudover ligger værdien i at svæve rundt i de mange fantasiverdener og opleve resultatet af interaktionen mellem slange og verden. Noget som både små og store kan være med på, vel at mærke hvis man er indstillet på, at der er tale om en til tider formålsløs interaktion.
Lyd og musik bidrager til at stemningslægge hele denne interaktion. Der er tale om blide undertoner, og mine tanker faldt mange gange på de mange stille passager i eksempelvis prog-rocken. DualShock-controlleren anvendes ofte, og foruden hyppige farveskift på LED-lysbaren vil man også opleve massevis af lydeffekter fra controlleren.
Spillet fejler som sådan ikke noget ud fra et teknisk synspunkt, hvor grafikken er stram, sprød, farverig og indbydende, og lyden engleblid og passende. Alligevel kan jeg ikke helt lade være med at pege fingre af det, man tilnærmelsesvist kan kalde et faktum; Hohokum er i højere grad en oplevelse end et spil. Dette kan have appelværdi for nogen og være et stort STOP-skilt for andre, og der findes ikke nogen rigtig/forkert i den sammenhæng. Det er dog vigtigt at vide hvad man går ind til, når man beslutter sig for at hente Hohokum fra PlayStation Store.
Leder man efter en mulighed for at slå hovedet - ikke hjernen - fra og flade ud i nogle charmerende miljøer, hvor farvepalletten er bred og stemningen er barnlig, men samtidig enormt gennemtænkt, så kan Hohokum godt være pengene værd som fem timers ren afstresning. Men hvis man gerne vil spille og føle, at man arbejder sig videre i et forløb, hvor man forventer progression og en slutning, så er Hohokum ikke sagen.
Facebook
Twitter
