Konklusionen kan vi lige så godt tage med det samme, Alien: Isolation er det bedste, der er sket for Alien-spil, ja sågar hele Alien-universet i flere årtier. Der er tale om en decideret kærlighedserklæring til det univers og den historie, som Ridley Scott skabte og fortalte for 35 år siden, og som mange sidenhen har forsøgt at digte videre på. The Creative Assembly gør det dog længder bedre end alle sine forgængere, og det skyldes overordnet én eneste ting; de er de eneste, der succesfuldt har genskabt omstændighederne fra den første film. Du er byttet, jægeren er dig overlegen på samtlige områder, og du kan intet gøre for at ændre på dette.
Men lad os få det basale af vejen. Alien: Isolation er et first-person-horrorspil. Du spiller som Amanda Ripley, datteren til Ellen Ripley (Sigourney Weaver i Alien-filmene). Handlingen udspiller sig mellem de to første Alien-film, og Amanda er på dette tidspunkt besat af tanken om at finde frem til sin mors skæbne. Derfor tager hun med et hold af Weyland-Yutani ansatte, der er på vej til rumstationen Sevastopol, hvor den sorte boks fra Nostromo, rumskibet fra den første Alien-film, skulle befinde sig, og Amanda Ripley føler sig overbevist om, at den indeholder informationer om hendes mor.
Det står dog hurtigt klart, at intet er som det burde være på Sevastopol. Rumstationen er skueplads for anarkistiske tilstande, hvor de tilbageværende personer enten er dødsensangste for alle udefrakommende eller decideret fjendtlige og angriber uden at tøve. Rumstationens bemanding af androider, de såkaldte working Joes, har vendt sig imod deres programmering, og de stort set udødelige maskiner er gået på rovjagt efter mennesker og udgør stationens næststørste fare. Den største trussel er selvsagt spillets hovedattraktion, den morderiske Xenomorph, og selvom Alien: Isolation ikke tværer monsteret ud i ansigtet på spilleren lige fra spillets start, så glimter monsteret i spillets start fantastisk i sit fravær. Det er svært at sige mere uden at afsløre for meget.
Amanda Ripley er dog ferm med fingrene, og ligesom i The Last of Us kan hun ved hjælp af vragstumper og elektroniske komponenter fremstille forskellige genstande som EMP-granater, røgbomber, rørbomber, lokkeduer og andre genstande. Hun bliver ligeledes udstyret med våben og nødkaldsblus, og herudover er der også en hacker gemt i Amanda, hvilket er nyttigt, når hun skal skaffe sig adgang til nye lokaliteter, sætte overvågningskameraer eller alarmer ud af spil eller skaffe sig adgang til Sevastopols mange computerlogs, som fortæller historien om, hvad der egentligt er sket på den nu kriseramte rumstation. Amanda udstyres også med den for Alien-fans legendariske motion-tracker, der via små bip indikerer, at der sker bevægelse forude. The Creative Assembly har benyttet sig af et simpelt men snedigt trick, hvor man ikke kan fokusere på trackeren og miljøet forude samtidig, og dette skaber en utryg situation, da man reelt set ikke kan se, hvad der foregår fremadrettet. Herudover giver sensorens bippen genlyd i DualShock 4 controlleren, hvilket er en fiks lille gimmick.
Det er dog ikke ovenstående der er spillets hovedattraktion. Denne rolle tilfalder i stedet Ripleys nemesis og rumstationens øverst rangerende i fødekæden, den blodtørstige alien. Der er kun én Xenomorph på rumstationen, men det er mere end rigeligt, for dens færden omkring dig er nok til at gøre dig rundtosset. The Creative Assembly har nemlig gjort monsteret langt stærkere end en gennemsnitlig AI, så selvom præmissen er den samme som i Outlast, og spilleren dermed skal gemme sig under borde, under senge, i skabe eller simpelthen sørge for at komme væk fra monsterets synsfelt, så er vores ærkefjende i Alien: Isolation langt mere udspekuleret end de vanvittige fanger i Outlast.
Flere gange har jeg oplevet, at Xenomorph monsteret pludselig skifter strategi. Fra at strejfe rundt i forskellige rum og lede efter spilleren, stoppede monsteret pludseligt op og gemte sig i stedet i en nærtliggende luftskakt, således at den ikke gav udslag på motion trackeren. Da jeg listede mig ud fra mit skjul og gik under skakten, var mine dage naturligvis talte, og på denne måde ændrer kampene altid karakter, for du kan ikke vide dig sikker i skabe eller under borde, da rumvæsenet hurtigt ræsonnerer sig frem til, at du må være i lokalet et eller andet sted.
Det er en gruopvækkende oplevelse at observere monsteret fra et skjul under et skrivebord, og der er garanti for svedige håndflader, når musikken tordner ud af højttalerne, mens Xenomorphen nærmer sig dit gemmested. Forskellen mellem Alien: Isolation og eksempelvis Outlast er, at man i Outlast til sidst var bevidst om, at musikken og fjendernes færden mest af alt var et effektivt skræmmemiddel, og at fjenderne, til trods for at de nærmest stod ansigt til ansigt med spilleren, der befandt sig skjult i et skab, aldrig var i stand til at finde frem til dig. Xenomorphen er klogere, mere aggressiv og man er aldrig i sikkerhed. Selvom monsteret i første omgang går forbi spillerens skjulested, så er du aldrig sikker på, at det ikke vender tilbage og planter sin forlængede kæbe i pandebrasken på dig. Du har ingen mulighed for at kæmpe tilbage. Flammekasteren kan skabe en midlertidig distraktion for din fjende, men du kan ikke dræbe Xenomorphen, og hvis du forsøger, så vil jeg anbefale, at du gemmer den sidste kugle til dig selv. Det er nervepirrende, og det kan til tider føles en smule unfair, præcis som det burde. Følelsen af at være i undertal, selvom det modsatte er tilfældet, er enorm, og det er netop den fornemmelse, jeg som Alien-fan har manglet og når der til tider er langt mellem spillets gemme-stationer, så oplever man den stress, man virkeligt forventer af et Alien-spil.
Men det er dog ikke kun vores Xenomorph-fjende, som er udviklet med omhyggelighed. Miljøerne på Sevastopol er frembragt med en nærmest rørende nøjagtighed, og det er svært ikke at blive begejstret over den respekt, som Creative Assembly har behandlet det oprindelige Alien-univers med. Tankerne kredser om Rocksteady's fortolkning af Batman, men jeg tøver ikke med at sige, at Alien: Isolation er mindst lige så flot og gennemført. Tillæg herudover nogle særdeles effektive effekter, såsom lyssætningen, som simpelthen er enestående. Når man ser et alarmblinks roteren skyde igennem en sky af røg og damp, så er det svært ikke at blive overvældet, og det er den form for teknisk formåen, der gør Alien: Isolation til en komplet oplevelse. Hektiske øjeblikke forenes med den snigende grusomhed, nogle gange med kun få sekunders mellemrum, og det er noget der ikke kunne lade sig gøre, hvis ikke såvel lydside som grafik er helt i top.
Der er lidt malurt i bægeret i form af animationerne på Sevastopols menneskelige beboer, som desværre ikke er animeret i samme overbevisende stil som Xenomorphen, og derudover synes PlayStation 4 konsollen at svede noget, når kampene er allermest hektiske. Frameraten dykker fra tid til anden, nogle gange i sådan en grad, at det virker forstyrrende. Heldigvis sker det sjældent undervejs i den 20 timer lange historie, som desværre heller ikke holder tempoet hele vejen. Det havde næsten også været for fantastisk.
Ovenstående skal dog ikke afholde dig fra at stifte bekendtskab med Alien: Isolation. Er du fan af universet, så er spillet dit ubestridte must-have i spilåret 2014. Det tør jeg godt sige, selvom der lurer andre store titler i horisonten. Foruden den kødfyldte historie, kan du kaste dig ud i ekstraindhold såsom survivor-delen, hvor du skal gennemføre opgaver på tid vel at mærke mens du jages, og ellers er der massevis af grund til at gå igennem spillet endnu engang, for Creative Assembly har spækket oplevelsen med easter eggs og informationer for fans af filmene. Slutningen halter noget så gevaldigt, men historien er ellers hæsblæsende og spillet kræver omkring 20 timer at gennemføre.
Alien: Isolation er ikke for alle. Det kræver tålmodighed og evnen til at kunne acceptere trial and error, også selvom du ikke synes, at du har gjort noget forkert. Du skal indstille dig på at gemme dig og liste frem i mange timer, men tilfredsstillelsen når det lykkes er enorm. The Creative Assembly har gjort det, som mange andre ikke har kunnet - de har lavet den nær-perfekte Alien-oplevelse, og alt hvad det egentligt krævede var, at man genskabte følelsen og styrkeforholdet mellem menneske og Alien, som vi kender det fra den første film. Og jeg tvivler på, at nogen kan gøre det så godt som dem.
Facebook
Twitter
