Call of Duty: Advanced Warfare

Anmeldt af: Jesper Thuesen - 29. december 2014 - kl. 11:27
Del denne artikel:
0 0

Call of Duty serien tager med Advanced Warfare et skridt væk fra rødderne. Det store spørgsmål er, om skridtet er det rigtige?

Der er løbet meget vand under broen siden Activision for første gang sendte Call of Duty på spilmarkedet. I starten var serien udelukkende et 2. verdenskrigsskydespil, men med Call of Duty 4: Modern Warfare tog man et skridt ind i nutiden- og dette vel at mærke med overvældende succes. Nu tager Activision endnu et skridt fremad. Sledgehammer Games, som er det nyeste hold i Call of Dutys udviklingstrekløver, bringer med deres første indspark i serien Call of Duty ind i fremtiden, og dette er både på godt og på ondt.




Det er nærmest blevet en tradition, at den årlige Call of Duty udgivelse skal byde på tre spildele; en singleplayerdel, en multiplayerdel samt en co-op del, og Advanced Warfare er ingen undtagelse. I starten brugte udviklerne primært singleplayerdelen som en slags gennemgang af de elementer, man vil få brug for online, men produktionsværdien er langsomt men sikkert blevet bedre, og Advanced Warfare byder på én af de bedste singleplayerhistorier i Call of Dutys historie.

I singleplayerkampagnen styrer man Jack Mitchell, der under en mission med det amerikanske marinekorps i år 2054 kommer voldsomt til skade og mister sin venstre arm. Samtidigt mister Jack også vennen Will Irons, der ofrer sig i et for Call of Duty serien typisk heroisk øjeblik. Wills far, Jonathan Irons tilbyder dog Jack at komme tilbage i kampen med en armprotese leveret af lejesoldatsfirmaet Atlas under den betingelse, at Jack nu arbejder under Atlas’ faner. Jack tager imod muligheden, men det bliver hurtigt tydeligt for spilleren, at Atlas har deres helt egen dagsorden, og at deres version af fred på jord ikke umiddelbart er så harmonisk, som man kunne håbe på.




Herefter går historien ellers over stok og sten, og der er ingen mangel på hæsblæsende action eller alternative missioner, og man kommer da også til at kæmpe til lands, til vands og i luften. Der er ingen stille momenter i kampagnedelen, og man får svedige håndflader og adrenalinsus, når Sledgehammer guider spilleren igennem det ene actionbrag efter det andet. Historien er ganske god om end den er en smule forudsigelig, og så er det tydeligt, at Sledgehammer har skelet noget til Modern Warfare 3, da de skulle finde på en afsluttende mission, som spillets endegyldige klimaks.

Activision har dog langsomt men sikkert valgt at fokusere mere på historiedelen, og man har trukket nogle markante skikkelser med ind som stemmeskuespillere. Eksempelvis får vi massevis af dialoger med Gideon Emery, som blandt andet har lagt stemme til John Conner i Terminator spillene, Troy Baker, der blandt andet har brilleret som Joel i The Last of Us samt sidst men ikke mindst Kevin Spacey, der leverer en intet mindre end pragtfuld præstation som den karismatiske Jonathan Irons. Der er mange mindeværdige øjeblikke med Jonathan Irons og en stor del af æren tilfalder Kevin Spacey, der tydeligvis trækker på sin mangeårige skuespillererfaring.




Grafikken er flot og eksplosionerne massive, og så har Advanced Warfare nogle helt fantastisk flotte mellemsekvenser. In-game neddrosles grafikken dog en anelse, og så har spillet et anderledes afdæmpet soundtrack specielt i starten af spillet, end vi har været vant til tidligere. Der er til gengæld god power på våben og bomber, så der er rigtig god grund til lige at skrue en tand mere op på surrounden, inden man spiller.

Singleplayerdelen kan gennemføres på seks-syv timer, og ser man bort fra de forskellige trofæer i singleplayerdelen, er der ikke nogen grund til at komme tilbage hertil. Det er onlinedelen, der er det primære, og her er der for alvor lavet nogle drastiske ændringer. Som altid skal man bygge sin soldat ud fra klasser, og du har muligheden for at sammensætte våben, killstreaks, granater og klantags som du ønsker. Opbygningen minder om Black Ops, hvor man har 13 felter, der kan udfyldes med våben, tilføjelser til disse, sidevåben, killstreaks og meget mere. Der er skåret ned på antallet af killstreaks, men til gengæld kan man vælge flere varianter af disse mod at der kræves flere point for at låse op for killstreaks. Det lyder som om, at alt er som det plejer, men noget er anderledes.




Det altafgørende for det nye setup er den såkaldte exo-suit, som både er at finde i singleplayerkampagnen og i onlinedelen. Spillerens Exo-suit gør det muligt at gøre sig usynlig i en periode, at gøre spilleren hurtigere, mere hårdfør eller lydløs. Det er dog muligheden for at lave sidelæns undvigemanøvrer og specielt spillerens dobbelt-hop, der ændrer præmissen for Call of Duty, noget som den nye kerne af Call of Duty spillere sikkert vil synes er fedt, mens de ældre spillere sandsynligvis vil føle, at serien er løbet fra dem.

Exo-suiten giver mulighed for at springe til nye højder og dermed angribe modstanderne fra flere højdeniveauer og dette betyder, at banedesignet er ændret markant. Fokus ligger på kampene fra forskellige etager, og selvom man i flere år har været en solid Call of Duty spiller med en fornuftig kill/death ratio, så kan man godt påregne, at man ikke kan tage for givet, at dette også er tilfældet i Advanced Warfare.




Lad det være sagt med det samme: Jeg er ikke fan. Som en Call of Duty spiller, der specielt i Modern Warfare 1 og Modern Warfare 2 nød den langsomme tilgang til kampene, så virker det nye Advanced Warfare hektisk og til tider decideret dumt, dels fordi det stort set er umuligt at praktisere taktik og dels fordi at exo-suitens jetpack, som tillader dobbelthop, ofte er svær at styre, hvorfor en god score mange gange afhænger af tilfældighed og ikke evner og talent, som ellers har været Call of Duty seriens varemærke i specielt de første Modern Warfare udgivelser.

Serien har fået kritik for ikke at udvikle sig nok, og Sledgehammer skal sådan set også have ros for at forsøge, men jetpacks, usynlighed og hurtigt-bevægende spillere er ikke noget, der for mig hører til i Call of Duty serien. Det traditionelle gennemsigtige banedesign er lavet anderledes snørklet på grund af de nye muligheder, og generelt set er onlinedelen ikke den oplevelse, som den plejer at være. Det er dog utvivlsomt noget, der vil dele vandene, men for undertegnede har multiplayerdelen fortsat ikke gjort noget nævneværdigt indtryk.




Spillet har også en co-op mode, som er en variant af de populære survival modes. Spillerne skal nedkæmpe bølger af fjender, mens man optjener point til at opgradere våben, exosuit og killstreaks. Det er underholdende, og er man fire venner der slår pjalterne sammen online, så gemmer der sig mange gode timer i denne spiltype, som kan spilles i forskellige baner og naturligvis byder på konstant stærkere og stærkere fjender.

Overordnet set er Call of Duty: Advanced Warfare en godkendt oplevelse uden på nogen måde at leve op til de standarder, som Call of Duty serien trods alt har givet sig selv. Serien lever dog i nogen grad fortsat på fortidens meritter, og det var heller ikke Advanced Warfare der for mig vendte en uheldig trend. For nogen vil de nye opgraderinger og det nye exo-suit design gøre spillet bedre, men for undertegnede betyder det, at Call of Duty: Advanced Warfare ikke giver mig det Call of Duty-fix, som jeg efterhånden har vænnet mig til at få ved årets udgang.
+ Kevin Spacey, fornuftig historiedel, Exo-survival, god holdbarhed.
Jetpacks mangler implementering, banedesignet, kort singleplayer.
Gameplay:7.5
Grafik:8.0
Online:7.5
Holdbarhed:8.5
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.