Until Dawn er en af største eksklusive titel for Sony det her efterår til PlayStation 4, men Until Dawn er ikke i en genre, der normalt fanger det brede publikum og det er synd, for Until Dawn leverer en meget fængende stemning og god historiefortælling. Det kan dermed kun anbefales, at man læser med og ser, hvad der gør Until Dawn til en speciel oplevelse.
Men hvilken genre tilhører Until Dawn så? Hvis man kender til Telltale Games populære spil The Walking Dead, så ligger Until Dawn sig forholdsvis tæt op af det, det vil sige i interaktiv dramagenren. Men Until Dawn låner også fra spil som Heavy Rain med sine mere komplekse historier og mange overraskelser. Der lånes også fra en masse klassiske gyserfilm som Scream, Saw, Cabin Fever og Ondskabens Hotel. Der skal ikke være nogen tvivl om det, Until Dawn er til tider et meget uhyggeligt spil, men der holdes en god balance, så det ikke bliver til 10 timer af ren gys og gru. Dog må man forvente at få sig et par chok undervejs, spillet afholder sig nemlig ikke fra jumpscares, som er klassiske gys med høj lyd og noget grusomt smidt op i ansigtet. Har man et PlayStation kamera tilsluttet, kan man i øvrigt se optagelser af ens reaktioner på nogle udvalgte gys i spillet, hvilket er en ganske sjov funktion, der dog også er helt valgfri.
Historien er som skåret ud af en klassisk teenage-slasher-gyser med 8 teenagere, der mødes i en gammel isoleret skihytte på et forfrossent bjerg. Det foregår naturligvis på en kold vinteraften og planen er at hygge, drikke og underholdning i boblebadet. Men ret hurtigt går det op for de 8 unge mennesker, at de ikke er alene, og den hyggelige aften bliver til deres livs mareridt, hvor kampen for at overleve til solopgang bliver det ultimative mål.
De 8 teenagere kender hinanden, og nogle af dem deler også en ubehagelig fortid, men ikke alle sammen er lige gode venner og de valg man foretager igennem spillet, påvirker løbende deres interne forhold og hvordan de reagerer over for hinanden. Netop valg er hovedingrediensen i Until Dawn, hvor man under hele spillet bliver stillet over for valg og konsekvenser. Man har set det i andre spil, hvor man skal vælge imellem to ting, ofte i et stærkt dilemma, og det er også tilfældet i Until Dawn. Men konsekvenserne er mere alvorlige her, og det er ikke kun de store beslutninger, som har konsekvenser. Selv de små valg afspejler sig direkte i historien - ikke kun med det samme, men ofte flere kapitler senere i historien. Det er også værd at bemærke, at når man har foretaget et valg, er der ikke nogle muligheder for at gå tilbage. Bordet fanger med det samme og det gør, at konsekvenserne vejer tungere, og man overvejer sine valg grundigere, samt lever sig mere ind i historien for at undgå de fatale valg. Det betyder også, at spillet tåler en gennemspilning mere, hvis man vil forsøge at overleve med flere til solopgang eller måske gå den helt modsatte vej og få dem alle dræbt, undtagen én naturligvis, hvis man vil opnå maksimum point på klicheskalaen.
En stor del af Until Dawn er et klassisk eventyrspil med låst kamera, hvor man styrer sin figur rundt. Selvom man nogle gange får styret sin figur ind i en blindgyde, uden at man ved det, så vænner man sig hurtigt til de låste kameravinkler. Når man har kontrol over en figur, går det ud på undersøge omgivelserne, ikke kun for at komme videre i historien men også for at finde samlebare objekter. Her skal Supermassive Games have ros, for ofte oplever man, at samlebare objekter i spil ikke tilføjer noget særligt til historien, men samtlige samlebare objekter i Until Dawn tilføjer dybde til historien og er meget vigtige for at forstå historien fuldt ud, samt ikke mindst foretage gode valg og på den måde undgå de førnævnte fatale konsekvenser.
Sammen med den klassiske eventyrspilstil finder vi også en del quicktime-events i spillet, der dog på ingen måde tager overhånd men tilføjer lidt spænding og interaktion til sekvenser, der ellers bare kunne have været en ikke-interaktiv filmsekvens. De quicktime-events, der er i spillet, er godt balanceret, så man skal være oppe på dupperne, men de er ikke umulige, og hvis man fejler er det ikke alle, som straks har fatale konsekvenser. Der er endda også quicktime-events, hvor man får det bedste resultat ved ikke at gøre noget, så igen man skal overveje alle sine valg.
Til sidst er der naturligvis også en del filmsekvenser i spillet, hvor man kan læne sig tilbage og nyde historien og de dygtige skuespillerne, som ikke kun ligger stemme til men også krop og ansigt. Det er skuespillere som Hayden Panettiere, Rami Malek og Peter Stormare, som man tydeligt kan se fra spillets flotte ansigtsanimationer, der leverer nogle af de flotteste animationer, vi har set til dato i et spil. Der er nogle enkelte gange, hvor illustrationen af realisme bliver brudt på grund af en sær animation, men det sker så sjældent, at det næsten ikke er værd at nævne.
Generelt er den grafiske side i Until Dawn imponerende med flotte omgivelser, uhyggelige smalle korridorer og som sagt meget flotte ansigtsanimationer. Den grafiske kvalitet rammer ikke helt det vi så i The Order 1886, ja bortset fra deres ansigter, men Until Dawn er uden tvivl et flot spil. Sammen med den flotte grafik bruges musik og lydeffekter i spillet effektivt til at skabe stemning, både til den gode og uhyggelige side. Musikken i spillet er ikke noget man nynner med på, men den passer godt til spillet og er som taget ud af de fleste gyserfilm.
Humoren i spillet er også værd at fremhæve spillet er overraskende ret sjovt. Nu er humor en smagssag, men jeg fandt at den lidt platte humor, som spillet byder på, gav et godt afbræk i seriøsiteten, der foregår i historiefortællingen. Det kan være lige fra de replikker, personerne fyrer af - ofte i meget pressede situationer - eller de valgmuligheder man har, til dele af plottet i historien, men velkommen er den humoristiske side af spillet altid.
Until Dawn er en spændende titel, hvor man får en fængende historie med masser af overraskelser og ikke mindst et spil, hvor ens valg har utallige konsekvenser. Hvis man tager de forkerte valg, kan man ende op med ingen overlevende, eller hvis man er skarp til at fange de hints man får undervejs og tage de rigtige valg, kan man måske redde dem alle. Efter ca. 10 timers spil kom jeg igennem spillet første gang med 4 overlevende, men måtte igennem spillet igen for at afprøve nogle andre valg og for at se, om jeg kunne redde dem alle. Så selvom Until Dawn ikke er et spil, man får 30 timer ud af, så tåler det helt sikkert en gennemspilning mere til trods for den lineære historie.
De mange forskellige måder man kan påvirke udfaldet og de unge menneskers skæbne på, sammen med en dyster stemning, der fanger en hele vejen, gør Until Dawn til en fascinerende oplevelse, der kan anbefales hvis man holder af spil, der har fokus på god historiefortælling. Det er ikke unfair at kalde Until Dawn for en interaktiv gyserfilm, men spillet slipper rigtigt godt fra det og leverer god underholdning samt en mindeværdig oplevelse, der ikke er set så veludført før.
Facebook
Twitter
