DualShock 4 Back Button Attachment

Skrevet af: Palle Havshøi-Jensen - 10. februar 2020 - kl. 17:36
Del denne artikel:
0 4
Da jeg hørte, at Sony havde planer om at udgive deres Back Button Attachment tilbehør til DualShock 4, meldte der sig straks et par spørgsmål i mit hoved. Hvorfor udkommer den nu og ikke til julesalget sidste år? Hvorfor vælger Sony overhovedet at lave sådan et tilbehør, i PlayStation 4s absolutte efterår?

Klik for større billedeDe store AAA-spil bliver mere og mere komplicerede og de kræver også mere og mere avanceret input fra spilleren, men alligevel er Sonys DualShock joypad nærmest uændret siden det udkom for første gang i 1997. Der har været lidt opdateringer, men grundformen og funktionerne er i bund og grund de samme.

Sony går ikke i samme retning som for eksempel Microsoft, ved at udgive en premium kontroller som den fremragende Elite kontroller, med ekstra knapper og mange features. Nej, de går i en lidt mere konservativ og lavpraktisk retning og udgiver DualShock 4 Back Button Attachment, som giver din DualShock 4 kontroller to nye programérbare knapper.

Tilbage til timingen. Hvorfor udgive dette stykke tilbehør nu? Hvorfor ikke for 3 måneder siden op til julesalget? Men ikke mindst, hvorfor udgive den i PlayStation 4s absolutte efterår? Det første kan vi ikke svare på, men til det andet spørgsmål kan man få tanken, at den nye DualShock 5 til PlayStation 5 formentlig er udstyret med flere knapper end DualShock 4 er. Ved at udstyre sin DualShock 4 med denne Back Button Attachment, så er den klar til at kunne bruges til PlayStation 5 og understøtte spillene, som formentlig gør brug af DualShock 5s ekstra knapper. Men det er udelukkende spekulationer fra vores side.

Klik for større billedeDualShock 4 Back Button Attachment ser ikke ud af meget, når man tager den ud af æsken. Det er en lille sort anordning med en lille OLED skærm mellem de to aflange knapper og et jackstik til ens hovedtelefoner. Man kan mærke, at den er af høj kvalitet og den sættes i udvidelsesporten nederst på en ens kontroller og den den passer perfekt rundt om DualShock 4s kurver. Ens fingre hviler helt naturligt på de nye knapper og det føles slet ikke forkert. Den tilfører naturligvis en lille smule vægt til kontrolleren (26 gram) og vægtfordelingen ændre sig en lille smule, men det er ikke noget som betyder noget, heller ikke efter flere timers spil.

Ved at klikke på den lille skærm, får man adgang til at mappe ens kontrollers forskellige knapper til hver af de to nye knapper. Det kan være at man i et spil skal trykke på L3 for at udføre et move man bruger tit - nu kan man mappe den lidt besværlige L3 til en af de nye knapper, som gør det hele meget lettere. Eller hvis man spiller skydespil, kan et splitsekund hvor man fjerner fingrene fra en af de analoge styrepinde for at udføre en kommando, betyde meget - denne kommando kan man nu mappe til en af de nye knapper, så man ikke længere skal flytte fingrene så meget rundt på joypaddet. Man kan have tre profiler gemt på Back Button Attachment ad gangen og man skifter let mellem dem på knappen på OLED skærmen.

Klik for større billedeDette stykke tilbehør vil ikke gøre dig til verdensmester, men det gør visse kommandoer fra ens DualShock 4 lettere. DualShock 4 Back Button Attachment er det stykke tilbehør jeg ikke var klar over jeg havde brug for. Kvaliteten er lækker og den sidder godt fast på ens joypad. Den er let at montere, let at sætte op og efter ganske kort tid, så lægger man slet ikke mærke til den. Om det var noget jeg havde brug for, tror jeg ikke, men nu jeg har den, vil jeg ikke af med den igen.

DualShock 4 Back Button Attachment kan købes nu i butikkerne for lidt under 300 kr.
Log ind og stem
4
Der er 4 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.