I 1994 launchede den allerførste hjemmeside, på det internet vi i dag alle tager for givet. Hvis du var frontløber fik du et telefonmodem, der gav dig 56k forbindelse (altså lige knap 0,07 MB/s) efter en evig klagesang af hyletoner og handshakes. Og så var din telefon i øvrigt optaget i mellemtiden. Der var ingen smartphones eller iPads, og ingen havde e-mail, så fax var stadig den hotteste måde at kommunikere ‘digitalt’ på.
Man brugte stadig fysiske medier - og nej, det var ikke DVD (der først kom frem i 1995), det var VHS-bånd hvis du skulle se video, som du selvfølgelig lejede i den lokale videobiks, sammen med en moviebox - videoafspilleren var jo ikke hvermandseje. Microsoft launchede Windows 3.11 på seks disketter, og sin allerførste hjemmeside (der tog en evighed at hente, fordi der var et billede på forsiden), mens Steve Jobs stadig sad i en garage og fiflede med sin NExT computer. Intel kom frem med en - hold nu fast - 100 MHz processor. I dag klemmer de altså 4,9 GHz ud. Som i 4.900 MHz.
Det første Doom udkom, og var en skarp kontrast til Donkey Kong, som huserede på folks GameBoys fra Nintendo, der sammen med Sega var de helt store spillere på konsol-markedet. Og så kom PlayStation. Ind fra højre, som et friskt pust i et mudret slagsmål om kunderne, vadede Sony ind og tog verden med storm. 3D grafik som tog pusten fra dig, i et simpelt cd-rom baseret system, og med et katalog af titler der bare blæste konkurrenterne omkuld.
Bevares, de havde lånt lidt af det bedste fra alle de bedste, men det gør alle jo. Og det de gjorde, gjorde de så godt, at de stadig i dag - 24 år efter - er de ubestridte konger af konsol-verdenen. Også selvom andre store spillere meldte sig ind i kampen senere - Microsoft som den vigtigste med sin Xbox, der kom på banen i 2001. Der blev solgt over 100 mio. PlayStations, og i dag, hvor vi nærmer os den femte generation i familien, er der solgt over 427 mio. PlayStations, plus næste 100 mio. PlayStation Portable og Vita. Et afsindigt imperium blev grundlagt, da den lille grå maskine landede på hylderne.
Jeg var en af de jublende fans, der med tømmermænd og frisk SU på bogen, smuttede ud efter den nye maskine og det allerførste Tomb Raider. Jeg var solgt fra starten, og har ejet den første udgave af hver eneste generation lige siden. Som anmelder har jeg haft adgang til alle konkurrenternes maskiner også, men på et tidspunkt valgte jeg bare én hest. Som i dag er forskellen alligevel primært på spilfronten, og her var Sony klart i spidsen allerede tilbage i 1994. Medmindre du ville spille Mario naturligvis.
Nu er jeg så blevet gammel og grå, og nærmer mig kraftigt den nostalgiske alder. Enter PlayStation Classic. En hyldest til den oprindelige PlayStation, pakket i en rigtig fin lille æske, der er mikroskopisk ift. sit ophav - ikke større end en pakke smør - men ikke desto mindre rummer hele 20 af de gode gamle klassikere.
Bare ved opstarten var jeg ved at klemme en tåre. Den bastunge THX-agtige introlyd til Sony logoet, der altid fulgtes op af de magiske klokker til PlayStation logoet, går lige i hjertet. Dog må du her vente på sidste del af duoen, til du har valgt hvilket spil du faktisk vil spille - et problem du ikke havde på den oprindelige maskine, hvor du jo havde smidt disken i inden du fyrede op.
Her skal du vælge spil i en meget simpel karrusel, og ja, der er ikke blevet plads til hele biblioteket. Hverken Tomb Raider, Wipeout, Crash Bandicoot eller Spyro er at finde, og der er sikkert en række af dine favoritter der heller ikke er kommet med. Til gengæld er der andre af de helt store, som fx Final Fantasy VII, som jeg med det samme var ved at blive suget ind i igen, til trods for de enorme mængder af liv jeg allerede har investeret i den lille satan tilbage i ‘97, eller Tekken 3 som jeg sled fingrene ned til knoerne på i ‘98.
Metal Gear Solid, OddWorld: Abe’s Oddysee, Rayman, Syphon Filter, Ridge Racer 4. Nogle titler jeg har spillet igen og igen, andre jeg helt havde glemt, og igen andre jeg aldrig har hørt om. Udvalget er ikke problemet, specielt nu hvor der begynder at dukke tips op til, hvordan du bare kan læsse alle de manglende spil på via et USB-stick. Problemet er kvaliteten.
Der findes et hav af emulatorer derude, der kan afvikle PlayStation spil. Sony har selv benyttet sig af dem, til at give adgang til bagkataloget på nyere generationer af PlayStations og deres håndholdte maskiner. Altid med et aldeles godkendt resultat. Men af en eller anden ufattelig årsag, har man her tydeligvis valgt at prøve noget nyt, og undlade at teste inden launch.
Der er meget stor forskel i kvaliteten fra spil til spil. Fra det nogenlunde til det decideret ødelæggende. Final Fantasy er ok. Tekken 3 er nogenlunde. Ridge Racer 4 er tæt på uspilleligt.
Jeg er ikke tech-geek, men en af mine venner henledte min opmærksomhed på en meget minutiøs gennemgang af netop dette problem. Og det ligger i valget af emulator. Ligesom med spiludvalget ligger der sikkert en masse juridiske årsager bag, men det efterlader mig - kunden - med det indtryk, at det her mere er tænkt som en pengemaskine, end en egentlig hyldest. Der er sparet på alt hvad der kunne spares på. Måske advokatregninger, måske licenser. For mig er det ligegyldigt. Jeg synes bare det er ærgerligt.
Bevares, jeg får stadig en klump i halsen, når jeg starter den lille fyr op, og hopper ind i Final Fantasy. Jeg glædes over, at der er kommet en autosave-feature, der bare lader dig samle dit spil op, præcis hvor du forlod det - ikke noget med at kæmpe dig til et save-point først. Og jeg nyder at se den lille på tre år more sig, mens hun hopper rundt i Rayman. Men hvis jeg skulle lægge de tusind kroner Sony vil have for maskinen, skulle der have været bedre styr på kvalitetskontrollen.
Det er klart en opløftende faktor, at folk nu begynder at finde veje til justere outputtet, lægge nye spil på og i det hele taget få mere ud af maskinen end du får ud af pakken. Men til den pris og med den arv, burde det have været noget Sony selv havde sørget for at få styr på. Det virker bizart at jeg kan boote den gamle PS3 op, hente de samme spil ned på den - eller måske kun dem jeg rent faktisk vil spille, spille dem i en langt højere kvalitet end på denne dedikerede lille maskine, og stadig kun have brugt ¾ af pengene. Ok, det regnestykke går kun op, fordi jeg har en PS3 stående, men de går til under en plovmand brugt, og jeg behøver jo ikke købe 20 spil. Bare den håndfuld jeg husker og elsker.
Alt i alt er det lidt en fejlet mulighed for Sony. I stedet for en fed streg under imperiet, og en hyldest til det de har opnået med PlayStation på de 24 år der er gået, bliver det mere bare en alt for dyr gimmick, der lugter af kopi og genveje. Jeg elsker at maskinen er gengivet én til én bare i miniature. Jeg er vild med at der er følger to af de originale alt-for-små-til-vestlige-hænder controllere med. Men at spillene, som det hele handler om, er blevet nedprioriteret som de er, og der slet ingen fokus har været på detaljen, eller den historie man her kunne have fortalt, er bare trist. Og ikke tusinde kroner værd.
Det får mig ikke til at stå af eventyret. Jeg er begyndt at spare op til både Final Fantasy VII remake og PlayStation 5. Men det er en ridse i lakken, der ikke giver mig den respekt jeg fortjener som PlayStation-fanboy. Der ikke giver arven og den imponerende historie den fortjente respekt. Og det er ikke godt nok Sony.
Facebook
Twitter