Steelseries Arctis 7P+ test

Skrevet af: Palle Havshøi-Jensen - 24. januar 2022 - kl. 18:37
Del denne artikel:
0 3
Arctis 7P+ er en opdatering af det glimrende trådløse headset Arctis 7P fra danske Steelseries. Alle de gode egenskaber fra 7P er bibeholdt i 7P+, men specielt en forlænget batterilevetid er en klar forbedring.

Når man tænker på, at man har at gøre med et headset til 1.500 kr., så er indpakningen og det første indtryk en smule skuffende. Det hele bliver leveret i en tynd pap indpakning og selve headsettet ligger i en formtrykt plastikholder og det emmer ikke ligefrem af high-end.

Klik for større billede

Det ændre sig heldigvis så snart man tager headsettet ud. Det virker solidt bygget og der er noget vægt i det, men ikke så meget, at det er for tungt at have på i længere tid ad gangen. Faktisk er det utroligt behageligt at have på og puderne der omslutter ørerne, er dejligt bløde.

På headsettets venstre side sidder blandt andet volume-hjulet, som er let at finde med fingrene og her sidder også bidirectional noise cancelling mikrofonen, som kan trækkes ud og ind af headsettet. Mikrofonen giver en virkelig klar lyd, så den man taler med har ikke problemer med at høre hvad man siger. På venstre side sidder også muteknappen til mikrofonen og det er let at finde ud af om ens mikrofon er mutet eller ej, da knappen popper lidt ud når mikrofonen er slået fra - og i øvrigt lyser selve mikrofonen også rødt når den er slået fra, så det er let at se.

Klik for større billede

På højre side sidder batteri-indikatoren, der lyser enten rød, gul eller grøn, alt efter hvor meget strøm der er på headsettet. Batterilevetiden på denne 7P+ udgave er forlænget til 30 timer og efter vores test, passer det meget godt. Endelig sidder der også på højre side en Sidetone styring, så du kan styre hvor meget du kan høre af dig selv via mikrofonen.

Den trådløse dongle sættes til via USB-C, enten direkte i din PlayStation, eller via den USB-C til USB-A konverter der er med i æsken. Jeg vil anbefale at man bruger den konverter der er med (selv om ledningen er lidt underligt lang), for hvis man sætter den trådløse dongle direkte i ens USB-C port foran på PlayStation 5, fylder den så meget, at man ikke kan bruge USB-A stikket ved siden af. Man lader nu også headsettet op via USB-C.

Klik for større billede

Vi testede Arctis 7P+ med et actionspil og et lidt mere stille og afdæmpet spil, begge på PlayStation 5 og headsettet leverede klar lyd med en god tung bas. Der var enkelte gange, når der var voldsomme eksplosioner i actionspillet, virkede som om at headsettet var lidt overbelastet og lyden blev lidt “beskidt”. Men bortset fra det, så er lydkvaliteten virkelig god også når man lytter til musik. Som nævnt tidligere, er det meget behageligt at have på i længere tid, men det føles dog som om, at det sad en smule løst på mit hoved, men det blev aldrig et problem, da ikke ikke på noget tidspunkt var ved at falde af.

Hvis du spiller meget på PlayStation - og endda måske også på PlayStation 5, så er Steelseries Arctis 7P+ et rigtig fint headset. Det understøtter 3D lyd på PlayStation 5 og det er dermed et rigtigt godt alternativ til Sonys eget Pulse 3D headset, også selv om det er noget dyrere. Arctis 7P+ er dog langt behageligere at have på.

Steelseries Arctis 7P+ kan i skrivende stund fås fra 1.497 kr. og kan fås i både en sort og hvid udgave.

_____

+ Solidt bygget headset, virkelig behageligt at have på, god batterilevetid

- Lydkvaliteten kan blive lidt “beskidt” når der er kraftige lyde, skuffende indpakning
Log ind og stem
3
Der er 3 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.