Foruden en omgang hæsblæsende og velpoleret gameplay fra Far Cry 4 løftede Ubisoft også sløret for en nyhed, der ikke blot er nyt for Far Cry-serien, men også hele PlayStation 4 platformen.
Man vil nemlig få mulighed for at invitere venner, der end ikke ejer Far Cry 4, til at deltage i løjerne via co-op. En ganske interessant feature, og også en feature, der har fanget opmærksomheden hos bossen ved Sony Computer Entertainment Europe, Jim Ryan.
Ryan fortæller, at man ser denne form for funktionalitet som et koncept, der skal udrulles på hele PlayStation 4 platformen, og derfor følger man "forsøget" i Far Cry 4 ganske nøje. Ryan fortæller dog også, at man ikke skal forvente, at spil, der udkommer samtidigt med Far Cry 4, vil have denne form for invitationsmulighed. Ryan vil nemlig se hvordan Ubisoft håndterer det, før man udbreder funktionen yderligere.
Et spændende træk og det bliver spændende at prøve at invitere venner med i Far Cry 4, så disse kan få en prøvesmag af løjerne.