Killzone: Shadow Fall er gået guld

Skrevet af: Tobias Thybo - 21. oktober 2013 - kl. 21:02
Del denne artikel:
7 0

Et af næste måneds flagskibe, når Playstation 4 udkommer, Killzone: Shadow Fall, er nu klart til pressen. Samtidig lover udvikler mere end 10 timers historiedel.

Med en måneds tid til udgivelse er PS4-shooteren Killzone: Shadow Fall færdigt. Det bekræfter Eric Botjes, Lead Designer hos den hollandske udvikler Guerilla Games, på sin Twitter-profil.

Killzone: Shadow Fall er en af de titler, der udkommer samme dag som og i øvrigt eksklusivt til PS4. Den 29. november bliver det således muligt at prøve kræfter med det fjerde konsolspil i serien, der begyndte i 2004 på Playstation 2.

Derudover kunne Game Director Steven Ter Heide for nyligt på den officielle Playstation Blog fortælle, at der ligger ”noget over” 10 timers spilletid og venter i Shadow Falls historiedel. Ter Heide mener i øvrigt, at Shadow Fall er et fint udgangspunkt for nye spillere at starte et bekendtskab med serien.

Med udsættelserne af Watch Dogs, The Crew og senest DriveClub må det også komme som en belejlig nyhed for Sony, der lige siden annonceringen af PS4 tilbage i februar har talt varmt om det hollandske projekt.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne nyhed..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.