Det er svært at nævne side-scrollere uden at fornemme duften af nystegte pommes frites og lyden af alle ens småpenge, som langsomt, men sikkert, fortæres af en umættelig arcade-maskine. Det var dengang hvor grillbaren bød på det seneste nye indenfor spilverdenen og hvor Metal Slug var mere populært end skiveskåret brød.
Måske er det den nostalgiske følelse der gør, at de stærkt pixelerede platformsspil aldrig rigtigt gået af mode og hvis du savner noget nyt på den front, så er Mercenary Kings nok noget for dig.
Her er der side-scrollende action for alle pengene, og med 300 forskellige våbendele og 100 forskellige knive, så går der nærmest Borderlands i den, og dit største problem kan således blive, hvordan du ønsker at tage livet af dine fjender.
Foruden et gigantisk arsenal af våben bydes der på horder af fjender, massive bosskampe, en, ifølge udviklerne, gribende historie og online og lokal co-op. Med andre ord skulle der gerne være timevis af underholdning at hente.
Spillet har i dag fået udgivelsesdato, og hvis ovenstående lyder som noget for dig, så skal du huske at hente spillet d. 2. april på PlayStation Store.
Mercenary Kings kan alene hentes til PlayStation 4.