The Division 2 - vores første indtryk

Jeg har været vidt omkring siden min sidste tur til det post-apokalyptiske USA i The Division. Oldtidens Ægypten med Assassin’s Creed Origins, planetsafari med Destiny 2, det vilde vesten med Red Dead Redemption 2 og senest på Mechsuit eventyr med Anthem. Den ene enorme online verden efter den anden, den ene episke historie efter den anden, og alle i en evig kamp for, at få opbygget det perfekte endgame. Krogen, der skal få spillerne til at blive hængende, også efter historien er spillet færdig.

Og det har vist sig at være en utrolig svær ting at få rigtig. Balancen mellem grind, friskt og rigeligt indhold, sjovt grundspil og et levende community er ikke nem at ramme, selv med adfærdspsykologer, direkte feedback og uhæmmede mængder af data til hjælp.

I den 66 siders review guide der medfølger til anmeldere af The Division 2, gør Ubisoft meget ud af at fortælle om, hvordan de denne gang har grebet netop den udfordring an. På forbilledlig vis starter de med at liste nogle af de største udfordringer spillerne har råbt op om fra 1’eren, og forklarer hvordan de har imødekommet disse i 2’eren. Men derudover beskriver de processen, hvor de er startet med at designe slutspillet. Før de byggede vejen derhen. En meget fascinerende tilgang, og en tilgang der får Ubisoft til at beskrive The Division 2 som to spil i ét. Et spil før og et spil efter historiens afslutning. Meget lovende.



Det er selvfølgelig sket før, at markedsføring og virkelighed ikke helt stemmer overens, så det bliver spændende at opleve på egen krop. Men allerede efter de første timers spil, er det tydeligt at mærke, hvordan Massive har knoklet med at fintune alle de elementer, der fungerede og fikse de ting der ikke gjorde.

Indrømmet, jeg havde faktisk glemt hvor skægt jeg havde det sidst jeg spillede The Division. Hvor fedt det er at smutte elegant fra cover til cover, kaste selvsøgende granater og turrets, mens man piller modstanderen ned fjende for fjende med et af sine utallige våben. Og det er en af de dele der er blevet fintunet. Væk er de ‘kugleslugende’ stærke fjender, der før skulle have tusinde skud i skallen, før de lagde sig. I stedet har de nu rustning på, som du med præcision kan smadre, hvorefter de bliver lige så sårbare som alle andre.

Imens har de svagere fjender lært af fortidens dumheder, og lært at flankere dig, så du reelt hele tiden skal have et øje på dem, for ikke pludselig at stå ansigt til ansigt med en shotgun fra siden. Det gør kampene langt mere udfordrende, og understøtter i høj grad opfordringen til at spille i teams i stedet for alene. Selv nogle af de tidlige missioner kan blive utroligt svære for en énmandshær, med disse nye fjende-taktikker.

Jeg har reelt ikke været fanget i noget endgame, siden det første Destiny. Og tiden er i dén grad moden til, at en anden samler den op. Jeg håber det bliver The Division 2.

En anden ting jeg havde glemt er, hvor helt ufatteligt mange knapper der er at skrue på i The Divisions kontrolrum. Lige fra du skal skabe din karakter, og får adgang til at justere alt fra øjenbrynsdybde og afstand mellem øjnene, til kæbeben, kindtykkelse, ørestørrelse og hvor strittende de skal være, til du begynder at skulle udbygge dine evner med mods, skills og udstyr. Der er så mange valgmuligheder, at det er lige før jeg står af. Men så husker jeg at det var præcis det samme i 1’eren, og at jeg over tid faktisk begyndte at sætte pris på de mange muligheder, efterhånden som jeg begyndte at lære dem at kende, og forstå deres indflydelse på mit spil.

Noget andet jeg virkelig satte pris på i The Division, var måden hvorpå man opbyggede og løbende udvidede sin hjemmebase. Men jeg husker også hvordan jeg alt for hurtigt fik stablet hele hytten på benene, og så mistede lidt af følelsen for fremdrift. Det har Massive også hørt, og i The Division 2 skal du ikke bare opbygge din hjemmebase - der tjekket nok ligger i Det Hvide Hus - men også en række andre baser, der er næsten lige så store og indeholder lige så mange muligheder, samtidig med at de begynder at levere ressourcer til hjemmebasen, når de kommer på fode.



Hver base har også projekter, hvor du kan donere udstyr for at hjælpe, og i sidste ende få en bonus for det, og på den måde er følelsen af virkelig at hjælpe med at genrejse samfundet i Washington D.C. blevet enormt stærk, samtidig med at der virker til at være absurd meget at lave, før alle opgaver er fuldført.

Jeg har kun spillet 4-5 timer og er stadig meget langt fra level cap på 30, det på skrift meget lovende endgame og rigtig at opleve at få mit team til at spille sammen, når der skal ryddes op i gaderne. Men jeg glæder mig - både til rejsen og slutmålet, som forhåbentlig bliver den nye start, som Ubisoft mener at have fået skabt i The Division 2.

Jeg har reelt ikke været fanget i noget endgame, siden det første Destiny. Og tiden er i dén grad moden til, at en anden samler den op. Jeg håber det bliver The Division 2.