Gran Turismo 5 Prologue - del 2

Skrevet af: Bjørn Eriksen - 20. marts 2008 - kl. 13:58
Del denne artikel:
0 0
Siden sidst har jeg brændt så meget benzin af, at det kunne give Al Gore et mindre hjerteslag. Men det er ikke uden grund, for jeg er kommet i besiddelse af en Ford GT ’06, og når en bil kan komme op over 330 km/t, skal man ikke lade det gå til spilde. Derfor har jeg også haft svært ved at fjerne foden fra speederen rundt i svingene. Det er her man første gang møder det nye strafsystem.

Der er forskellige niveauer med straf i spillet, som er implementeret for at forhindre folk i at køre svinsk. Ud over at miste motorkraft i et par sekunder, vil man også blive ’usynlig’. Det skal forstås sådan, at man stadig kan ses, men andre kan køre direkte igennem en, og derved kan man ikke drage fordel af at skære hjørner eller bruge de andre biler som barrierer. Afhængig af, hvilket event man har gang i, vil et bestemt strafniveau træde i kraft. I nogle af de første events kan man dermed godt slippe af sted med at køre lidt hasarderet.


Noget der har gjort turen rundt på de seks baner mere interessant er muligheden for at sidde inde i bilen og ikke mindst have følelsen af, at man sidder inde i bilen. Et fuldt modeleret interiør samt den animerede kører virker perfekt. Der er små problemer med animationerne i de store sving, hvor armene ikke drejer rattet særlig meget i forhold til det sving, man tager. Til gengæld bliver der skiftet gear med stor stil, og så kan man godt overse den lille mangel, der sker ved større sving. Ofte har man også mere end nok at se til, da de sjældent foregår med under 100 km/t.

Et af de steder det kan gå gruelig galt i alle baner, er det første sving. Det skyldes bilens kolde dæk, der giver et dårligt vejgreb. Når de først lige er blevet kørt til, vil man have meget bedre fat i vejene, og dermed kan man presse bilen endnu mere.

Der er også kommet en enkelt vejreffekt i form af solskin. Da ens kører i forhold til de fleste andre biler er meget stor, kommer denne effekt til udtryk ved spejling i asfalten. Den nye High Speed Ring bane har et perfekt eksempel på dette. Tager man banen baglæns, vil man efter at have kørt igennem den mørke tunnel, som får speedometeret og resten af instrumentbrættet til at lyse op, blive mødt af et skinnende skær på den anden side, der er så blændende, at man med stor sandsynlighed misser det skarpe højresving.

Efter at have købt min Ford GT og et par andre biler i samme prisklasse, er jeg nu nede og skrabe bunden på min opsparing. Derfor har jeg nu sat mig for, at min næste bil bliver spillets eneste Formel 1 bil, Ferrari F2007. Efter lidt hovedregning fandt jeg frem til, hvor lang tid det vil tage at tjene de 2 mio. CR (som er den kendte møntfod i GT5P) og dermed kunne købe drømmebilen. Ved at tage den sikre vej til 20.000 CR pr. løb, som er den største førstepræmie, skal man tage det første event i Class A (der er 3 classes, hvoraf Class A er den sværeste). Det tager 4 minutter og 48 sekunder at gennemføre et løb og derefter 8 sekunder at gøre klar til næste, og da det skal gøres 100 gange for at tjene de 2 mio., skal man bruge lidt over 8 timer uafbrudt, forudsat at man ikke kører galt.


Løbet er et simpelt 5 runders løb, men der er også andre events i blandt de 30, selvom det dog er få. Et af dem er tidskørsel, hvor man har omkring 9 minutter til at slå en fastlagt tid. En anden går ud på, at man skal overhale alle 15 bilister på en enkelt omgang i en bestemt bil, og netop det med de bestemte biler giver adgang til flere løb. Under dealership menuen kan man finde alle biler i spillet fordelt over de forskellige fabrikanter (Citroen, Ferrari osv.). Ud over at læse lidt om dem og i sidste ende måske endda købe en, kan man også finde løb, der kun er åben for en bestemt bil. I samme stil som ovenover, men disse løb er ikke en del af de 30, man skal gennemføre for at få adgang til tuning delen. Så der er faktisk lidt over 30 forskellige løb i spillet.

I morges fik jeg endnu en ny mulighed i QTS – Quick Tune Settings. Det er en ny menu, der blev tilgængelig efter jeg gennemførte spillet (tillykke til mig), og som tillader en at tune ens biler efter behov. Faktisk har det vist sig at være mere omfattende end jeg forventede, og det har jeg kun været glad for. Man kan for eksempel ændre på det enkelte gearforhold og det område, som det strækker sig over. Jeg oplevede forbedringer efter at have udvidet 2. og 4. gear på bekostning af det 3. Der er over 20 forskellige områder, som kan tunes på en bil, men nogle kan dog ikke på alle punkter. For den store bilentusiast vil der her være flere timers underholdning at finde, og når nu man kan se en forskel efterfølgende, giver det endnu mere fornøjelse at rode med QTS.


Jeg vil lige slutte dette preview af med at skrive lidt om, hvorfor Blu-ray udgaven er at foretrække, når man skal ud og købe Gran Turismo 5 Prologue (og det skal man jo). Når man skal erhverve sig Gran Turismo 5 Prologue, er der 2 måder at gøre det på; over PSN eller på Blu-ray disk. Er du i tvivl om, hvilken af de to udgaver, det skal være, kommer her et råd. Med mindre din PlayStation 3 har et defekt Blu-ray drev, skal du købe disk versionen. De bliver nemlig lanceret til samme pris, og da selve spillet ikke fylder mere end 1,8 gb, er Blu-ray versionen spækket med lækre HD film. Disse - pånær en - kan dog også streames fra GT-TV i en lavere kvalitet, men så har man stadig ikke noget fysisk produkt imellem hænderne.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide dette preview..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.