Kane & Lynch: Dead Men

Skrevet af: Mikkel Vinther - 26. januar 2007 - kl. 18:32
Del denne artikel:
0 0
Spil fra IO Interactives har for det meste været med den skaldede lejemorder, hr. 47. De forsøgte én gang med en ny serie, nemlig Freedom Fighter. Men på trods af ros fra kritikerne og stort salg, så valgte IO Interactive at falde tilbage på hr. 47 og hans mange stille mord.

Nu prøver IO Interactive så igen, denne gang med en helt frisk idé. Sig pænt goddag til Kane og Lynch, to dødsdømte fanger. Den ene er kold og beregnende den anden en løssluppen psykopat. Et umage par, som bliver tvunget til at arbejde sammen for et fælles mål.

Modsat Hitmanspillene vil Kane & Lynch fokusere meget på, at det er en lineær fortælling, og dermed skabe en mere fyldig historie i spillet mange baner. IOI har gjort en masse for at skabe meget mere fokus på historien og sørge for, at man er interesseret i Kane og Lynchs historie, og man kommer til at mærke den spænding, der er imellem det umage par.


Vores demonstration tog udgangspunkt i en pre-alpha udgave af spillet, og vi fik vist to baner fra det. Den første bane foregår i et diskotek, hvor Kane og Lynch skal ind og kidnappe en datter af en mafiaboss.

I starten af missionen ved ingen, hvilke planer Kane og Lynch har, derfor udnyttede vi, at vi endnu var ukendte, så vi blandede os med alle diskoteksgæsterne og faldt i med mængden. Mens vi arbejdede os igennem menneskemassen, så vi, hvordan IOI udnytter kræfterne i Xbox 360. For der var ikke 10 gæster, der var heller ikke 20 gæster, som var spredt ud over det hele. Hele gulvet var propfyldt med mennesker, som alle dansede til musikken. I baren sad der mennesker og drak, og ude i hjørnerne var par i gang med at finde ud af, hvilken lejlighed, de skulle tage hjem til.

Følelsen af at være en lille del af menneskemassen er sublim, og ikke nok med, at dansegulvet er fyldt med mennesker, så er der røg og lys, som sørger for, at man får den totale oplevelse af at være på et diskotek.

Men Kane og Lynch er der ikke for at feste, så i stedet for at danse natten væk, masede vi os igennem menneskemasserne og hen imod baglokalerne. Her blev vi mødt af en vagt, som blokerede vores videre færd. Og det er her vi får lov til at se, hvordan Kane & Lynch adskiller sig fra tidligere IOI-spil. For i stedet for at snige os ind i baglokalet og undgå vagten, slog vi simpelthen bare vagten ned og arbejdede os videre ind imod baglokalet.

Kane & Lynch er et langt mere actionorienteret spil, end hvad vi har set fra IOI før. Her handler det ikke om at være smart og undgå vagter. I stedet hjælper det en hel del at holde aftrækkeren i bund og sørge for, at ingen står tilbage.

Efter vi havde gjort det af med nogle flere vagter, kom vi endelig ind i baglokalet, hvor en ung dame ventede på os; her startede Kane ud med at prøve at tale til hende, men Lynch er af de utålmodige typer og slår hende i gulvet efter få sekunder. Herefter skulle vi så ud af diskoteket igen, og for at komme hurtigst ud valgte vi at skyde et par uskyldige personer blandt de mange gæster. Hurtigt udbryder der panik blandt alle gæsterne, og mens de alle sammen prøver at komme ud, udnytter vi forvirringen og gør det af med vagterne, som blokerer udgangen.

Men alt gik ikke helt som planlagt, kvinden vågner, og hun sparker Lynch et vist sted, flygter tilbage ind i diskoteket og tilkalder en hær af vagter til at beskytte hende. Og her skifter gameplayet fra, at man før skulle beskytte Lynch, som gik med pigen, til at man nu kan kommandere med Lynch og bruge ham til at lave taktiske manøvrer, så man kan flankere fjenderne og komme sikkert ind til kvinden igen.

Den næste mission foregik på toppen af en skyskraber, hvor vi havde til opgave at dræbe faderen til den kvinde, vi bortførte i den forrige mission. Denne gang har Kane og Lynch fået selskab af nogle hyrede lejesvende, som skal hjælpe dem med at udføre deres mål.


Igennem spillet har man adgang til disse soldater, og når man har dem med sig, kan man se, hvor en stor del af inspirationen til Kane og Lynch kom fra. For gameplayet minder i høj grad om deres tidligere spil, Freedom Fighters, hvor man også havde adgang til et mindre hold af soldater, man kunne kommanderer med.

På toppen af skyskraberen skal Kane og Lynch nu rappelle sig ned af siden på bygningen, storme ind af nogle store glasruder og gøre det af med faderen. Efter vi havde kastet os ind igennem vinduerne, fik vi vist et helt nyt tiltag i gameplayet, som endnu ikke var set før; nemlig muligheden for at læne sig op af vægge og lave blindfire fra væggen, så man kan uskadeliggøre fjender uden at sætte sig selv i fare. Man kan selvfølgelig også læne sig ud fra ens skjul og skyde fjenderne, da blindfire ikke giver den største præcision.

At kunne læne sig op af vægge og skyde udover kanten har også andre taktiske fordele. For fjenderne i spillet er nemlig udstyret med en bestemt form for A.I., som bliver kaldt ”fear”, og dette gør, at hvis man skyder efter fjender, så vil de søge dække og ikke komme op igen, for de ved, at du sigter på dem. Dog giver dette dig mulighed for at holde fjenden fanget et bestemt sted og dermed give ordre til Lynch og dine håndlangere om at flankere fjenden og gøre det af med ham. Det bringer en smule taktik ind i spillet og gør, at det ikke hele tiden er run&gun gameplay.

Udover en spændende singleplayerdel byder Kane & Lynch også på co-op, hvor man kan spille på samme konsol og være to om at gennemføre spillet. Hver spiller indtager rollen som enten Kane eller Lynch og afhængigt af, hvem man spiller som, vil der være nogle små ændringer i spillet. Når man spiller som Lynch, vil man opleve, at han er en psykotisk massemorder. Som spiller vil man opleve syner eller blive udsat for, at man hører stemme eller andre underlige ting. Dette er med til at give spilleren en opfattelse af, at Lynch virkelig er en psykopat. For vedkommende, der spiller som Kane, vil det også se ud som om, at Lynch virkelig er sindssyg, når han skyder ud i den blå luft efter nogle vagter, som kun han kan se.

Co-op vil ikke være online, men til gengæld vil multiplayerdelen i Kane & Lynch være online. Multiplayer vil IOI ikke snakke forfærdeligt meget om endnu, men de kunne fortælle, at de tematiske elementer, der er i singleplayerdelen, også vil være at finde i multiplayer, så frygten for at blive dolket i ryggen og det, at man ikke kan stole på nogen, vil også være et bærende element i multiplayerdelen. IOI lover dog, at de har noget helt unikt i vente, som vil overraske.

Grafisk var udgaven vi så en pre-alpha build, men spillet kørte med en overraskende stabil framerate på 30 fps, og det er også, hvad de satser på at have i den endelige udgave af spillet. Lyden bliver ikke lavet alene af Jesper Kyd i denne omgang, men i stedet bliver det et samarbejde mellem ham og et tidligere medlem fra danske Sort Sol, som skal bringe den helt rigtige, mørke og beskidte stemning ind i spillet.

Spillet hedder Kane & Lynch: Dead Men, og det udkommer til PC og Xbox 360 til efteråret 2007.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide dette preview..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.