Mirror's Edge

Svenske DICE er mest af alt kendt for deres Battlefield serie, men med Mirror’s Edge siger de farvel til mørk og dyster krig og goddag til en verden fyldt med farver og knap så meget vold.

Mirror’s Edge foregår i en nær fremtid, hvor folket har valgt at give regeringen komplet magt. Det har medført, at biler er mere eller mindre forbudt, og at al kommunikation bliver overvåget. Dog er ikke alle helt tilfredse med den nye ordning, og de vil have lov til at kommunikere uden at blive overvåget. For at undgå, at kommunikationen bliver opsnappet af regeringen, har man opfundet en moderne udgave af brevduen, kaldet Runners.




Runners er personer, der leverer beskeder og information, uden at regeringens altseende øje opfanger det. De bevæger sig udenfor de normale områder og tyer derfor til steder, som normale mennesker ikke har nem adgang til. Et af disse utilgængelige steder er toppen af byens mange skyskrabere, som bliver flittigt brugt af spillets hovedperson Faith, som er en af disse Runnere. Historien om Faith i Mirror’s Edge handler ikke om, at hun skal vælte den store regering og genskabe de gamle dage, men derimod handler det om for hende at finde hendes søster, som regeringen har spærret inde under falske beskyldninger. Dermed er grobunden sat for Faith’s jagt efter hendes søster og hendes arbejde for Runnerne.

Men historien er ikke den store stjerne i Mirror’s Edge, men derimod er det selve gameplayet, der er i den store fokus. Styringen i Mirror’s Edge er bygget op i to knapper. En til opadgående bevægelser og en til nedadgående bevægelser. Disse to knapper er de basale, som bliver brugt igennem spillet til at hoppe, klatre og mange andre manøvrer. Styringen i spillet er velfungerende og simpel, det er utrolig nemt at gå til, og i løbet af fem minutter begynder man at se muligheder og veje at komme til ens mål i næsten alle de nedløbsrør eller afsatser man ser. Bevægelse og tempo er de helt centrale emner i spillet og den store fokus i Mirror’s Edge, for det handler hele tiden om at holde sig i bevægelse og konstant holde tempoet oppe, når man spiller. Hvis man som spiller holder tempoet oppe og konstant gør alting i flydende bevægelser og ikke stopper op for at få pauser, så vil man blive belønnet med det udviklerne kalder ”Reaction time”, som er et andet ord for slowmotion. Når alting går langsomt, er der mulighed for at gøre de lange hop på tværs af større områder eller nærkampe mod politiet lidt nemmere, da man kan fokusere og nå at tænke sig mere om, for tempoet er normalt utroligt højt i Mirror’s Edge.




Vores demonstration af spillet foregik dog ikke kun på toppen af skyskraberne, vi blev også taget en tur under jorden til byens kloaksystem, hvor man normalt ikke forventer, at der skulle være mulighed for at kravle og hoppe rundt. Dog er det ikke tilfældet i Mirror’s Edge, som har taget udgangspunkt i et rigtigt kloaksystem, som er designet til at eliminere tsunamier, der rammer ind mod byen.

I denne kloak fik vi til opgave at komme fra bunden helt op til toppen, og selvom det lyder simpelt, så er vejen derop fyldt med manglende gangbroer og et par vagter, som ikke mener, at man hører til dernede. Men når man så endelig kommer i nærkontakt med vagterne, kan man vælge at gå i kamp mod dem eller tage benene på nakken og flygte. Fordi Faith ikke er en toptrænet dræbermaskine, er det oftest den bedste løsning at flygte og komme så langt væk som muligt, men hvis man bliver tvunget til at gå i krig med politiet handler det mere om at fjerne deres våben og på den måde gøre dem harmløse i stedet for at skyde knoppen af dem. Det er dog muligt at skyde knoppen af fjender, når man har stjålet et våben, men eftersom fokusen i spillet er på udforskning og at bevæge sig, så virker skydedelen i spillet ikke så helstøbt, som de andre dele af spillet, men det er helt op til spilleren, om man overhovedet vil samle våben op.




Når man så har taget sig af vagterne og er kommet til tops i kloakken, så opdager man, hvordan Mirror’s Edge er bygget, for man får virkelig en god fornemmelse af højde. Man oplever, hvordan man næsten kan få højdeskræk, når man kigger ud over kanten på toppen af kloaksystemet, og man opdager, at man nu er 100 meter oppe over jorden, og man får en stor klump i halsen, når man kaster sig ud over kanten i håbet om, at man kan få fat i platformen nogle meter længere fremme.

Mirror’s Edge virker på nuværende tidspunkt utroligt solidt. Styringen er unik, men let at lære. Grafikken er utroligt imponerende med en fantastisk flot farvepalet og stabil framerate. Mirror’s Edge er et spil, som kan komme til at overraske en masse, når det udkommer til november.