7th Sector

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 10. februar 2020 - kl. 17:22
Del denne artikel:
0 0

7th Sector er 2020s første rigtige positive overraskelse. Læs anmeldelsen af det meget stemningsfulde puzzle-eventyr her.

7th Sector er et side-scrollende puzzle-adventure, skabt af den russiske spildesigner Sergey Noskov. 7th Sector startede som et lille arkade-spil uden den store handling, men efterhånden som Noskov smed mere og mere tid i projektet, voksede spillet til det vi ser i dag; 2020’s første positive overraskelse.



Man starter som noget så usædvanligt som statisk elektricitet, der bryder ud af et ældre fjernsyn. Man er nu en lille gnist, som kan bevæge sig langs ledninger og man skal nu, ved at hoppe fra ledning til ledning, aktivere maskiner, robotter, fjernstyrede biler, elektriske metalkugler, ventilationssystemer og meget andet, løse forskellige puzzles, så man kan komme videre i spillet. Undervejs vil de forskellige puzzles udforske ens logiske sans, ens reaktioner og man vil også få testet sine matematiske evner.

7th Sector indeholder ingen form for tutorial eller forklaringer, så man må prøve sig frem. De forskellige puzzles er, i hvert fald i starten, ikke specielt svære, men det bliver de og indtil man forstår den aktuelle puzzles logik, er man helt på spanden. Men pludselig kan man se et mønster, en sammenhæng eller en logik og det giver en god tilfredsstillelse at løse udfordringerne. Der er en del gode puzzles og de er meget varierede, så man mister ikke interessen for spillet, som flere gange undervejs overrasker med gode og gennemtænkte puzzles.



7th Sector udspiller sig i en dystopisk og dyster fremtidsverden, ikke ulig den vi ser i det danske Inside. Den visuelle stil er helt igennem fremragende og meget stemningsfuld og det er måske det mest stemningsfulde puzzlespil jeg har spillet længe. Det er med til at give det hele et ekstra lag og det er ikke til at se, at der stort set kun står en enkelt mand bag det her spil. Det er virkelig gennemført.

Der hvor 7th Sector falder lidt igennem, er periodevis på styringen. Så længe man er en gnist der bevæger sig på ledningerne eller mens man styrer robotter eller metalkugler, som kun kan bevæge sig fra venstre mod højre eller modsat, så fungerer styringen rigtigt fint. Der er dog specielt en sektion, hvor man overtager en lille fjernstyret bil, som også kan bevæge sig ind i skærmen og så kommer problemerne. Denne fjernstyrede bil er så indviklet og klodset at styre, at jeg var ved at eksplodere.



Det er lidt synd at denne del ikke var blevet udført bedre, eller måske helt redesignet, så det ikke var nødvendigt at kunne bevæge sig ind i skærmen, for det er faktisk slet ikke nødvendigt for at løse den puzzle den fjernstyrede bil indgik i. Det er dog en mindre ting i det fulde billede, som er overraskende positivt.

7th Sector er nemlig en stor positiv overraskelse for mig. Det er næppe et spil for alle, men er man til puzzlespil med en abstrakt historie og elsker man at få sine evner udfordret, så er 7th Sector et rigtigt godt bud her i starten af 2020. Det ser virkelig godt ud og jeg er vild med den dystopiske og trøstesløse fremtidsverden det hele udspiller sig i. Selvom jeg ikke er stor fan af puzzlespil, så var 7th Sector alligevel et spil, som jeg havde svært ved at lægge fra mig igen.

7th Sector kan købes nu på PlayStation Store for 149 kr. og det får vores anbefaling med på vejen.
+ Gode og afvekslende puzzles, fremragende stemning, flot og dyster grafik
Styringen kan enkelte steder være meget frustrerende
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:7.5
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.