Udgangspunktet i Agony er ret simpelt: Man spiller en fortabt sjæl, som sendes til det dybeste helvede og det er nu ens opgave at slippe væk igen. Man skal forsøge at overleve dette helvedes sted og man vil dø mange gange - rigtigt mange gange.
Det meste af tiden i selskab med Agony går med, at rende rundt i intetsigende korridorer, forsøge at løse ulogiske opgaver, gemme sig for dæmoner, lede efter gemte hjerter (der virker som nøgler) eller finde kropsdele som skal placeres på en piedestal eller smides i en gryde med en udefinérbar masse. Det er præcis lige så kedeligt som det lyder.
Helvede er fyldt med dæmoner, som er på udkig efter en. Man gør klogt i at undgå disse dæmoner og det gøres typisk ved at gemme sig i sprækker i væggene eller i bunker af lig mens man holder vejret, så man ikke bliver opdaget. Desværre virker denne mekanik langt fra altid, da jeg et utal af gange døde, fordi en dæmon tydeligvis vidste hvor jeg var, selv om jeg sad krøbet sammen i mørket og holdte vejret. Det virker som om, at spillet kaster en terning for at afgøre, om man skal findes eller ej.
Det hele ender med, at blive frustrerende, tungt og det føles bare gammeldags og det bliver ikke bedre af, at spillet så også indeholder en række tekniske fejl. Jeg opdagede flere gange, at sidde fast i omgivelserne ude af stand til at komme fri og den eneste udvej var at håbe på at en dæmon kom forbi og gjorde det af med mig eller indlæse det sidste checkpoint, som typisk ligger 10-15 minutters gameplay tilbage. Og nu når vi er ved checkpoints, så fik jeg ofte at vide at mit savegame var korrupt, men spillet kunne stadig indlæse det og det hele virkede.
Agony foregår som sagt i Helvede og skaberne af Agony har deres eget bud på, hvordan det ser ud og det er bestemt ikke et rart sted. Babyfostre viklet ind i egne navlestrenge hænger ned fra loftet, menneskekroppe, stadig levende og klagende af smerte, er spiddet på store kæppe, genopståede lig har noget der minder om sex med dæmoner og der er blod, iturevne kropsdele, indvolde og andre ulækre ting over alt. I starten er det virkelig klamt, men som altid med noget man får for meget af, så vænner man sig til det undervejs og efter et stykke tid, bemærker man ikke disse ting længere.
Rent teknisk er grafikken ikke noget at skrive hjem om. Den kører konstant ved lav framerate, der er screen-tearing, hvilket ligner at billedet bliver revet over på midten og de to dele forskydes i forhold til hinanden. Grafikken kan svinge fra ganske fin til meget detalje-fattig og kunne til tider være så mørk, at jeg måtte skrue op for lyset på mit fjernsyn, for overhovedet at kunne se noget - og så forsvinder den sidste uhygge og stemning ud af vinduet.
Dele af lydsiden er til gengæld rigtig god. Helvedet er konstant plaget af sjæle som skriger og klagende stemmer - det lyder virkelig ikke særlig rart og det er nok ikke et spil man skal spille ved alt for høj lydstyrke efter børnene er kommet i seng, for så ender man med at give dem mareridt. Lydeffekterne er desværre ikke helt så gode og for eksempel ens trin lyder grænsende til det latterlige og det samme kan siges om stemmeskuespillerne.
Agony er en skuffelse. Det føles, og ligner flere steder, et ældre uoptimeret PC-spil og på samme tid er gameplayet frustrerende, kedeligt og flere steder unfair, da flere mekanikker ganske enkelt ikke virker. Lydsiden skaber en uhyggelig stemning og Madmind Studios’ vision af Helvede kan da visse steder være interessant, men langt det meste af spillet gør det svært at retfærdiggøre prisen på 319 kroner. Man skal være mere end almindeligt glad for horrorspil, hvis man skal have en god oplevelse ud af Agony.
Facebook
Twitter
