Alan Wake Remastered

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 9. oktober 2021 - kl. 08:24
Del denne artikel:
1 5

Alan Wake blev en øjeblikkelig klassiker da det udkom til Xbox 360 for 11 år siden. Nu er den fantastiske fortælling kommet til PlayStation i en flot restaureret udgave. Læs anmeldelsen her.

Mange Xbox ejere får julelys i øjnene, når de hører ordene “Alan Wake”. Alan Wake er en filmisk action-thriller, som udkom eksklusivt til Xbox 360 og PC tilbage i 2010 og det blev et øjeblikkeligt hit blandt Xbox gamere. Det står den dag i dag, som et af de bedste spil til Xbox 360 og stadig en af de bedste historiefortællinger. Nu er Alan Wake blevet restaureret og er udkommet til PlayStation 4 og PlayStation 5 i denne remastered udgave - og det er dermed første gang at Alan Wake rammer en af Sonys konsoller.



Man tager rollen som forfatteren Alan Wake, der sammen med sin kone Alice, kommer til den lille amerikanske by Bright Falls, både for at holde lidt ferie og for at Alan måske kan komme sig over noget der minder om en skriveblokade. De har lejet en lille hytte på en lille ø midt ude i søen og turen derop er lang. De stopper ved en diner, for at få nøglen til hytten udleveret og i bedste Twin Peaks stil, støder man her på et par underlige karakterer og en af dem, en mystisk kvinde, råder Alan til “at holde sig væk fra skyggerne”.

Alan og Alice ankommer til den hyggelige lille hytte midt ude i ingenting og alt er fint - indtil Alan og Alice har et mindre skænderi og Alan går udenfor, for at få lidt luft. Pludselig forsvinder alt lyset i hytten og Alan hører pludselig Alice desperat kalde hans navn og da han kommer tilbage til hytten, er den tom. Nu starter Alans søgen efter hans forsvundne kone og det sender ham ud på en mareridts-rejse igennem noget der minder om en af hans egne gyser-fortællinger.



Historien i Alan Wake fortælles med stor overbevisning og den er stadig en af de bedste historier i noget spil nogensinde. Det er svært at sætte en finger på hvad det er, men der er noget i tonen og måden det hele udspiller sig på - og det minder om Twin Peaks og måske flere af Stephen Kings bøger. Fortællingen er helt åben for fortolkninger - og i starten er den måske ikke den letteste historie at følge med i, men man ender med at blive helt grebet af den - og historier kan være tidsløse, så derfor holder historien i Alan Wake stadig, 11 år efter originalen.

Jeg vil ikke afsløre mere af historien her, for den er det helt bærende element i spillet. Man kan slå et kommentar-spor fra manden bag spillet, Sam Lake, til og han kommer med flere spændende facts om spillet, mens det kører i baggrunden. Jeg vil dog anbefale, at man venter med kommentarsporet indtil man har gennemført spillet, for der er små spoilere her og der i det Sam Lake fortæller.



Det her er ikke en remake, men en remaster - eller en restaurering af originalen fra 2010. Det betyder også, at gameplayet er helt identisk med originalen og det samme er styringen og mekanikkerne med brugen af lys og mørke. Spillet her er ikke et actionspil og Alan er ikke en trænet elitesoldat, men en forfatter så derfor går det meste af hans tid i hans søgen efter sin forsvundne kone, med at undersøge omgivelserne for spor og forsvare sig mod nogle mystiske skygge-skabninger, som ikke umiddelbart kan skades af den gamle pistol Alan finder i starten af spillet. Han finder dog ud af, at mørket har besat dem og ved at lyse på dem med lommelygten, så fjerner man mørket fra dem, men de er stadig farlige. Når mørket er væk, så kan man dg gøre skade på dem, så det bliver hele tiden en balancering af den begrænsede ammunition og den begrænsede mængde batterier og nogle gange er den bedste løsning, ganske enkelt at stikke af.

Da Alan Wake udkom til Xbox 360 og PC i 2010, var det et ganske flot spil - og det er det bestemt også i denne restaureret udgave. Grafikken har fået et stort løft og den kører nu i 4K i 60fps (på PS5) og lyseffekterne er nu langt flottere end i originalen. Mellemsekvenserne har dog ikke fået helt den samme kærlighed, så her kan man godt se at det er et ældre spil man har med at gøre.



Lydsiden i Alan Wake har altid været noget specielt. Soundtracket består at musik fra Nick Cave, David Bowie, Poe og ikke mindst bandet Poets of the Fall, der endda har en rolle i spillet som bandet Old Gods of Asgard. Stemmeskuespillerne gør det fint og dialogerne og Alans tanker leveres med overbevisning. Men også på lydsiden falder mellemsekvenserne igennem, for her lyder musikken ikke ret godt og lyder lidt som om at den er optaget nede i en spand. Det er lidt synd, at mellemsekvenserne ikke har fået helt den samme opdatering som resten af pakken.

Man kan godt mærke alderen trykker Alan Wake lidt - men det betyder ingenting. Det er stadig en fremragende fortælling og den nye flotte grafik giver spillet nyt liv og man får omgående lyst til at tage endnu en skræmmende tur med den plagede forfatter. Er du til “moody” fortællinger som Twin Peaks, True Detective og flere af Stephen Kings romaner - og har du aldrig haft mulighed for at spille Alan Wake, så er denne remaster lige noget for dig - og så koster den kun 184 kr. hvilket er en glimrende pris for den her flotte restaureret klassiker.

Alan Wake Remastered kan fås til både PlayStation 4 og PlayStation 5.
+ Stadig en fremragende historie, flot opdateret grafik, tyk og trykkende stemning, kampsystemet holder stadig
Mellemsekvenserne er ikke blevet opdateret i samme grad som resten
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:7.5
Overall 8.0
Log ind og stem
5
Der er 5 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.