Førstehåndsindtrykket af Alpha Protocol var for mit vedkomne aldeles svagt. Man præsenteres for en meget simpel og skrabet menu, og i baggrunden spiller typisk low-budget SEGA-musik. Tilsammen giver det følelsen af, at midlerne til udviklingen af spillet har været begrænsede, men det er selvfølgelig let at være fordomsfuld, så menuen skal selvfølgelig ikke trække spillet ned i et sort hul fra start. Straks bliver det bedre, da man når til punktet, hvor man skal vælge, om man vil være soldat, hemmelig agent, spion m.fl., som har hver deres styrke. Når man har valgt sin karaktertype, får man mulighed for at ændre på dens udseende vores karakters navn er Mike Thorton. Glæden ved de gode muligheder for at vælge sin ideelle karakter forsvinder hurtigt, da man skal igennem en hel del øvelser hos den hemmelige spiontjeneste Alpha Protocol, før man kan komme i gang med den rigtige del af spillet. Faktisk tog det en hel time for undertegnede at komme igennem træningen, og det er ganske enkelt for lang tid specielt når træningsøvelserne er gabende kedelige.
Alpha Protocol er formentlig det første RPG med spionage som tema, og lad det være sagt med det samme; der er mange gode rollespilselementer i Alpha Protocol, og et af dem er muligheden for at vælge, hvilke kommentarer, sin karakter skal sige. Det fungerer eksempelvis glimrende i den første mission, hvor man kan afgøre skurkens skæbne; man får mulighed for at arrestere, dræbe eller lade ham gå. Med andre ord bestemmer du som spiller, hvordan historien skal udspille sig, og det er måske noget, som Splinter Cell-spillere ønsker sig mere af. Dog skal man ikke forvente en stor og åben verden som den, man finder i eksempelvis Elder Scrolls IV: Oblivion langt fra, hvilket ellers kunne have været interessant med det seje spionagekoncept. I det hele taget virker Alpha Protocol ikke så revolutionerende på rollespilsfronten, som udviklerne ellers har givet udtryk for, at det ville være.
Man kunne til gengæld forvente, at Alpha Protocol ville brillere på andre områder, men hverken grafik, lyd eller teknik imponerer. Alpha Protocol kan ikke hamle op med grafikken i det seneste Splinter Cell-spil - ikke engang Double Agent, som er næsten fire år gammelt. Enkelte miljøer og Mike Thorton er egentlig nydeligt designede, men resten kunne groft sagt være fra et pænt PlayStation 2-spil. Bedømt på lyden skulle man tro, at våbnene, som Mike Thorton besidder, er soft guns, som kun skyder med plastickugler. Det skulle ikke undre mig, at lyden var noget, som udviklerne gemte til sidst, og SEGA nægtede at udskyde deadline.
Det er så skuffende, at hverken grafik eller lyd ikke engang er middelmådige, da både historie og tema i Alpha Protocol er fantastiske og appellerer til mange af de mandlige spillere. Værre er det dog, at styringen er både kluntet og upræcis, og at det er mere eller mindre tilfældigt, hvem man rammer, og hvor meget man rammer. Retfærdigt skal det understreges, at Alpha Protocol ikke er et decideret skydespil, men med de mange skydegale missioner ville det have været oplagt at arbejde mere med at gøre styringen mere præcis og medgørlig. Heldigvis er AIen så ringe, at det matcher den upræcise styring. Ikke siden udgivelsen af Hour of Victory til Xbox 360 har jeg set så inkompetente modstandere, som der er i Alpha Protocol. Gang på gang støder man på fjender, der står ubeskyttet og stille i op til flere sekunder, hvilket gør det både let og hurtigt at få ryddet vejen til bossen. Bosserne besidder dog tilsyneladende unaturlige og magiske evner, da de skal have omtrent 10 gange så mange skud som undersåtterne for at blive nedlagt.
Når man udfører de opgaver, man får stukket i hånden, får man tildelt APs, som er en form for penge, og med dem kan man købe evner eller opgraderinger. Man kan selv vælge, om man vil forbedre sine stealthevner eller om skydeteknikken kunne trænge til en kærlig hånd. Det er positivt, at der er mulighed for at konfigurere sin karakter på mange forskellige områder, for der skal ikke sættes tid af til at spille sammen med andre hverken lokalt eller online. Det kunne ellers være oplagt at implementere co-op split-screen eller online co-op, men så nyskabende skulle Alpha Protocol åbenbart ikke være.
Det mest positive ved Alpha Protocol er stemmeskuespillet, som med lidt god vilje kunne være taget direkte ud af en top-film, og det hænger godt sammen med den lækre historie. Det er da også stemmeskuespil og historie, der bør vægte mest i udviklingen af rollespil, og her har udviklerne ramt plet. Noget andet, som mange sikkert vil elske, er de mange små puzzle-opgaver, hvor man for eksempel skal låse en dør op eller afbryde en alarm. Det er tilpas avanceret og underholdende at udføre disse små delopgaver, og det var da også disse, der var det eneste interessante i den 1 time lange træning.
Efter flere timers spil står det desværre klart for mig, at Alpha Protocol ikke er andet end en stor skuffelse. Det lød ellers så godt; et spionage-RPG, hvor du selv bestemmer, hvordan historien skal udarte sig, og hvor man som agent eller spion skal nedkæmpe onde bagmænd, terrorister m.fl. Men Alpha Protocol byder hverken på en åben verden, god teknik, flot grafik eller solid lyd, og et godt skyde- eller actionspil er det heller ikke. Men det helt slemme ved Alpha Protocol er det generelle kvalitetsniveau, som er absolut lavt. Der er hele tiden en vis discount-aura over det, og budgettet til udviklingen af spillet kan ikke have været særligt stort. Det er blot en skam, at spillerne og ikke mindst køberne af spillet får det at opleve så tydeligt. Derimod kan de glæde sig over et næsten perfekt stemmeskuespil og lækker historie og tema, men om det er det hele værd, bør man stærkt overveje.
Facebook
Twitter
