Kombineret med et par katastrofale demo’er og tidlig adgang til anmeldere og VIP-brugere, uden den day-one patch, der skulle fikse det hele, er det en temmelig sølle entre for den nye store Destiny-killer fra EA. Man kan se de store krisemøder for sig, hvor EAs marketingteam og BioWares udviklingsteam har kæmpet den klassiske kamp mellem deadline og færdiggørelsesgrad. Og marketingteamet vandt. Til alles store fortrydelse.
For potentialet er der. De syv års udvikling har ikke været formålsløse, og forhåbentlig heller ikke spildt. Selvom det lige nu er lidt svært at se, hvordan andre end de allermest hardcore fans skal overtales til at blive hængende længe nok til, at spillet rent faktisk bliver færdigt.
Du er Freelancer. Et særligt folkefærd, der har dedikeret deres liv til, at danne frontlinie for menneskeheden i en verden fyldt med farer. En verden som guderne valgte at forlade, før de blev færdige, uden at tage de værktøjer med de brugte til at bygge med. De værktøjer står nu rundt omkring og skaber med mellemrum enorme kataklysmer, der dels transformerer hele landskabet omkring sig, dels åbner porte hvorfra alskens væmmeligheder vælter ud.
Menneskene har forskanset sig bag høje mure, og tør kun bevæge sig ud på åbent land under beskyttelse af Freelancerne. Med undtagelser selvfølgelig, for der er diverse fraktioner af mennesker derude, der med forskellige politiske eller religiøse overbevisninger kæmper for deres egen verdensorden. I det hele taget er der bygget et meget komplekst verdensbillede op, som du kun langsomt - og hvis du hører godt efter - opdager, på din vej gennem historien.
Freelancernes speciale er deres Javelins. Nogle avancerede mechsuits, de selv går og svejser sammen, der gør dem aldeles kampdygtige i den vilde verden. De kan flyve og er armeret til tænderne, og når du kravler ombord bliver du stort set ikke til at skyde igennem. Stort set. Der er fire forskellige Javelins at vælge imellem, og der er forfriskende stor forskel på dem, så du burde kunne finde én, der passer lige din spillestil. Og hvis ikke, får du over tid mulighed for at skifte mellem de fire typer, så du kan tilpasse dig dit team - det er der nemlig store fordele i.
Faktisk virker det så smukt balanceret, at hvis du formår at samle et team med en af hver slags Javelin, vil du kunne skabe nogle rigtig fede synergier. Det kræver selvfølgelig en del strategisk overblik, og det tager en hel del tid at lære - dels for dig selv, dels for teamet - men det i sig selv er en virkelig fed rejse. I front har du Colossus, den helt store gumpetunge tank, der kan løfte de allertungeste våben, stort set er skudsikker og kan tiltrække sig fjendernes opmærksomhed, mens de mere skrøbelige Javelins kan flankere. Interceptoren er den lynhurtige ninja, der kan smutte helt ind på klods hold af en fjende, snitte ham i småstykker og smutte ud igen, næsten uden at blive opdaget. Elegant nærkamp er nøgleordet, og hastigheden er essentiel, eftersom der ikke er meget at stå imod med, hvis en fjende skulle få held til at slå igen.
Fra luften kan Storm supplere med voldsomme elektriske udladninger, der som lynnedslag slår ned i flokke af fjender. Heller ikke Storm har meget at stå imod med, men kan svæve længere end nogle af de andre Javelins, og dermed holde sig på fornuftig afstand, men samtidig uddele gedigne øretæver fra oven. Endelig er der Rangeren. Den klassiske all-round Javelin, der er god til det meste, uden at have et decideret speciale. Her kan du trække på både granater, nærkamp og automatvåben, og selvom panseret ikke måler sig med Colossus, kan du tåle en del, før du må trække dig. Som team er det en frygtindgydende tetralogi af smerte, især når I sammen lærer at mestrer kombinationer af angreb, der gør ekstra skade.
Du udvikler sideløbende dine evner som pilot og dine Javelins. Din pilots evner øges gennem erfaringspoint opnået i hver enkelt mission, og markeres af dit niveau. Dine Javelins styrke udvikles gennem det udstyr og de våben du monterer, og som du løbende finder kraftigere udgaver af, og markeres af den enkelte Javelins styrkeniveau. Samtidig påvirker din pilots evner hvor meget udstyr du kan montere, hvilket gør at du hurtigere kan opbygge nye Javelins når du får adgang til dem. Ganske fint tænkt.
Med på dine ture i vildmarken, har du altid din Cypher. En partner der løbende hjælper dig med info, ruter, analyser og hacking, fra sin stol hjemme i Fort Tarsis. En Cypher er en person med særlige evner til at kunne kommunikere mentalt over afstand, og efterfølgende trænet i alle de evner der er behov for, for at kunne hjælpe Freelancere bedst muligt i marken. Din Cypher Owen har sin egen historie, og et brændende ønske om selv at blive Freelancer - men indtil da er han din tro væbner.
Det er svært ikke at drage parallellen til Destiny. Her er tre klasser med hver deres Super, du har et niveau baseret på erfaring og et Lightlevel baseret på dit udstyr og du har konstant dit Ghost i øret til at guide dig, når du er på mission. Der er også tydelige linjer mellem en Guardians rustning og Javelins, ligesom våben og udstyr følger det cementerede system fra grå til grøn til blå til lilla til gul. Der er sågar flere fjendetyper, der minder meget om hinanden. Men hvor man i Destiny kæmper i førsteperson og ser sig selv i tredjeperson når man er i Tower, er det omvendt i Anthem, og det giver en enorm forskel. Samtidig er de to verdener meget forskelligt bygget op.
Anthems verden ser fantastisk ud. Og her er der reelt tale om en fuld verden du kan boltre dig frit i. Derudover virker verdenen reelt levende. Det er ikke de samme fjendeflokke du kan køre i ring og slå ihjel hvert femte minut, fordi de bare respawner igen og igen, og når du flyver omkring støder du konstant på forskellige opgaver du kan vælge at kaste dig ind i, for at optjene erfaring og udstyr. Ikke timede public events, du må hænge ud og vente på. Verdenen er også så kringlet og labyrintisk, at det tager meget lang tid at danne sig et billede af sammenhængen, og det giver en fed fornemmelse af hele tiden at være på vej mod nye eventyr.
Dette er ikke mindst fordi verdenen i høj grad er bygget til at flyve i. Der er lige så meget at udforske i højden og dybden som i bredden, der er drysset ormehuller og undersøiske tunneler ud overalt, og de gør at du pludselig befinder dig et helt andet sted på kortet, når du igen dukker op til overfladen. De mange højdedrag og overraskende dybder giver nogle fantastiske landskaber, som du med din flyvefærdige Javelin kan udforske frit. Følelsen af at kaste sig ud over en afgrund i sit tonstunge mechsuit, og så fyre op for raketmotoren lige inden du rammer jorden er fantastisk. Og suget i maven, når du første gang dykker under vandoverfladen, dykker gennem tunneler med selvlysende planter, for pludselig at flyve ud gennem et vandfald og være langt over et nyt fantastisk landskab, er næsten alle fejlene værd. Følelsen af at flyve er helt enormt fed, og verdenen er konstrueret så elegant til netop det formål, at man bare må tage hatten af for designerne.
Kampene er også fede, og fjendetyperne mange. Lige fra andre mennesker i form af Dominions og gemene røvere, til flyveøgler, kæmpe trolde og endnu større edderkopper. Du lærer hurtigt at spotte de enkelte fjenders svage punkter, og du lærer hurtigt at sætte pris på det store udvalg af våben din Javelin stiller til rådighed. Som Colossus har du for eksempel to primære våben i din ene hånd, eksempelvis en stor svedig chaingun, der smider 1.000 skud ud i minuttet, og en lidt langsommere men mere hårdtslående LMG. I den anden hånd har du måske en flammekaster og et skjold du både kan beskytte dig bag, men også bruge til at pløje fjender ned med. Dertil har du et raketstyr på ryggen, der kan sende en hagl af granater ned over et helt område, og når der virkelig skal sparkes røv, kan du poppe din Ultimate - for eksempel en gigantisk mortér granatkaster. Hvilke våben du præcis løber med, kan du jo selv justere undervejs, men uanset hvad du vælger, er det et arsenal der virkelig får dig til at føle dig kraftfuld.
Der er et hav af kombinationsmuligheder, og de er alle forskellige fra Javelin til Javelin. Du finder både nye våben, men også materialer og blueprints, så du kan bygge egne udgaver. Efterhånden som du begynder at finde de højere klasser af våben, får de tilfældige ekstra funktioner, som forhøjet skade, højere beskyttelse, mere ammunition osv. Dette system kommer først langsomt til syne, efterhånden som du arbejder dig op i niveau, og så begynder jagten på de rigtige stumper for alvor.
Efter hver mission, vender du tilbage til Fort Tarsis, det sikre hjem bag murene, hvor du i ro og mag kan vandre rundt og tale med forskellige personer, der enten bare vil have en sludder eller giver dig nye missioner. I din dialog får du af og til nogle simple valgmuligheder du kan svare med, og alt efter hvad du svarer stiger eller falder din anseelse med de forskellige grupperinger i byen. Det virker en smule tilfældigt hvornår du vælger rigtigt og forkert, og i starten kan det være svært at gennemskue hvad de niveauer af anseelse gør, men over tid viser det sig, at et nyt niveau faktisk udløser en belønning OG løbende er med til at udvide Fort Tarsis, der langsomt bliver større og mere livlig.
Nogle af samtalerne virker lidt formålsløse, men de er alle bundet op på udviklingen af din anseelse, og hvis du giver dig tid til at tage dem og høre efter, giver de også efterhånden et mere nuanceret billede af den verden du går rundt i, og resulterer i nogle tilfælde i venskaber, der føles lidt dybere end de vendors du for eksempel løber rundt til i Destiny.
Fort Tarsis er udelukkende til for dig. Der er ikke andre spillere når du er der. Det er der til gengæld i Launch Bay, som fungerer som en lidt skrællet udgave af Destinys Tower eller The Divisions Safehouses. Her har du direkte adgang til de forskellige forhandlere du også finder i Fort Tarsis. Du kan også samle nye kontrakter op, tjekke dit vault eller gå direkte til The Forge, hvor du kan justere på din Javelin. Det er en stedet for den travle Freelancer, der bare gerne vil videre til næste mission, uden at skulle trave rundt i Fort Tarsis’ gader.
Og missioner er der umiddelbart masser af. Du kan følge hovedhistorien, som sørger for at lede dig gennem nogle basale missioner, fortsætter med en introduktion til Free Play, hvor du kan flyve frit rundt i verdenen, for til sidst at tvinge dig ind i dit første Stronghold. Strongholds er nogle af de største og sværeste missioner, uden dog at være på højde med Destinys Raids. Du kan også samle kontrakter op fra flere af de personer du møder i Fort Tarsis, og på den måde både få flere vinkler på verdenen, og samle erfaring og udstyr op til din videre rejse, ligesom du til hver en tid kan kaste dig frit ud i verdenen, og udforske de mange hemmeligheder den gemmer på.
Det er altsammen rigtig sjovt, især hvis du har nogle venner med. Og er der ikke lige nogen online, fungerer matchmakingen rigtig fint. Det samme gør balanceringen af sværhedsgraden, der justerer både mængden og levedygtigheden af fjender, alt efter hvor mange og hvor stærke jeres team er. Du har selvfølgelig også mulighed for at køre solo, men spillet opfordrer til at spille sammen, bl.a. ved at give erfaringsbonus til teams.
Så der er altså rigtig meget, der virker i Anthem. Jeg har haft mange sjove timer, og oplevet mange imponerende stunder, sammen med det team jeg har spillet med. Det virker som om der er virkelig meget kød på benet i form af historie og spilmuligheder, og BioWare har fra starten meldt ud, at der vil komme gratis udvidelser løbende. Intentionerne er der og der er ingen tvivl om at BioWare har arbejdet hårdt for at nå dertil hvor vi står i dag.
MEN det er jo utrolig svært at anbefale et spil, der samtidig har så mange fejl. Det er næsten blevet standard, at alle spil følges op af en enorm day-one patch med rettelser, men det var altså ikke nok i Anthems tilfælde. Og det er en rigtig grim udvikling, at pengemændene i den grad får lov til at tryne alle gode argumenter, fordi nogle uforstående aktionærer skal holdes glade. Det er ikke et system man har lyst til at støtte op om. Bungies brud med Activision kunne være et nybrud. Det er svært at forestille sig at BioWare ikke ville ønske at de havde samme mulighed. Omvendt er det en næsten uoverkommelig opgave, at udvikle spil af denne størrelse, uden de store pengemænd i ryggen - man ville bare ønske at der var flere gamere iblandt dem.
Jeg er sikker på at BioWare knokler 24/7 for at redde stumperne af deres vision, og få rettet op på alle de ting de ikke fik lov til at rette, inden marketingmaskinen begyndte at tromle. Og jeg vil personligt fortsætte med at spille Anthem, fordi jeg faktisk har det rigtig sjovt mens jeg gør det. For mig er det et forfriskende bud på et alternativ til det - for mig - lidt kuldsejlede Destiny. Men jeg skal ikke smides af mange flere gange, med tab af fremdrift som resultat, før jeg også begynder at give op. Og jeg kan ikke med god samvittighed anbefale nogen at betale fuld pris for dette spil, før stabiliteten er på plads og man ikke skal krydse fingre ved hver eneste load skærm, eller - som den seneste patch skulle fikse - at din maskine går helt ned. Enter at your own risk.
Facebook
Twitter
