Army of Two

Anmeldt af: Bjørn Eriksen - 20. marts 2008 - kl. 15:16
Del denne artikel:
2 0

Jo flere jo bedre, men er to nok?

Electronic Arts har med deres seneste spil forsøgt at bygge et spil op omkring fænomenet co-op. Altså et spil, hvor man spillet to sammen - også i singleplayer. Denne type spil er i løbet af de sidste år vokset i popularitet med hjælp fra spil som Gears of War, Kane & Lynch og Halo 3, så det var vel bare et spørgsmål om tid, inden verdens største spilproducent også hoppede med på vognen. Army of Two er det første spil, hvor co-op-delen bliver den centrale del i spillet, og hvorom resten er struktureret.



Man vælger at spille som enten Tyson Rios eller Elliot Salem, der begge har en længere karriere indenfor det amerikanske Navy Seals. Deres erfaring og samarbejde har gjort dem interessante emner i den private sektor, hvor store firmaer er begyndt at ansætte folk med militærbaggrund til at udføre opgaver for dem. Rios og Salem ser muligheden for at tjene nogle ekstra penge og bliver straks sat på deres første mission.

Historien er spredt over en tidsperiode på 16 år (1993-2008), og i løbet af den tid kommer man vidt omkring, men man skal ikke sætte sine forventninger op. For trods de mange år er der kun få missioner, der foregår før 2008. Singleplayerdelen består af seks områder – baner om man vil – man skal igennem. Det er i følgende rækkefølge: Somalia, Afghanistan, Irak, Hangarskib, Kina og Miami. En kampagne der strækker sig over små seks timers underholdning.



Er man bekendt med Tom Clancy’s Ghost Recon serien vil man hurtig finde sig til rette i Army of Two, der dog har en noget mere sparet tilgang til de taktiske elementer. Man har mulighed for at spille sammen med en ven online eller offline eller lade den anden soldat være computerstyret, og det er her de taktiske aspekter kommer til kort. Man har mulighed for at give ens partner tre kommandoer; han kan følge efter, holde stand eller fortsætte på egen hånd. Dertil kommer, hvorvidt han skal forholde sig passiv eller tiltrække andre personers opmærksomhed ved hjælp af sit gevær og granater. På det nemmeste niveau fungerer det godt, men hvis man får blod på tanden og vil lægge arm med de store kanoner, skal man skifte den computerstyrede medspiller ud med en person. Den kunstige intelligens, som din makker er udstyret med, er simpelthen for usikker i sine handlinger og kan finde på at løbe fra det ene skjul til det andet midt i krydsilden. Når man først har lagt sig ud med de hårdere fjender, vil det som regel resultere i et styk død kammerat.

Skal man bruge sin bogstaveligtalt dårligere halvdel, gøres det ved at udnytte noget, der bliver kaldt AGGRO. Dette er en indikator, som fortæller hvem fjenderne har fokus på og gør samtidig den anden person usynlig. Så mens den ene (altid den computerstyrede spiller) holder stand, kan man selv liste rundt om fjenderne og lave et baghold på dem. Det er også en udmærket afledningsmanøvre, hvis man lige skal bruge lidt tid til at komme sig oven på et frontalt angreb.



Banernes design gør det meget nemt at bruge AGGRO systemet, når man skal overraske fjenderne. Der er et surrealistisk antal kasser og andre forhindringer over alt, hvilket giver masser af dækning imod fjendes kugler. Faktisk er det næsten umuligt at blive skudt, da halvdelen af nogle baner kun består af forskellige objekter, der giver fabelagtig beskyttelse. Man kan således løbe slalom imellem disse kasser for til sidst at ende i nærkamp imod en fjende, der ellers stod et par hundrede meter væk før - og det er endda uden at en eneste kugle så meget som strejfer en. I disse situationer bliver ens partner overflødig, og inden man har set sig om, har man nedlagt fire-fem terrorister med de bare næver og tilbage står enmandshæren og kigger misbilligende på sin kammerat.

Til at hjælpe med at kontrollere AGGRO kan man købe forskellige våben og opgradere dem, så de passer til formålet. Dette kan gøres for de penge firmaet betaler en, når man fuldfører en opgave eller finder vigtig information, der er gemt i kufferter rundt omkring i spillet. Missionerne er generelt meget tynde, og det samme gælder historien i spillet. Der er enkelte blottwist, men det virker som oplagt, at det nærmest er en selvfølge og aldrig kommer bag på nogen.



På nemmeste niveau tager det godt fem timer at løbe igennem spillet – med eller uden sin partner. Da historien som sagt er tynd og banedesignet uinspireret, er der ikke meget tiltalende i at vende tilbage til singleplayerdelen på et sværere niveau. I stedet skal man kaste sig ud i multiplayeruniverset. Her byder spillet på tre forskellige spiltyper: Bounties, Extraction og Warzone. I Bounties skal man eksekvere et bestemt mål før det andet hold, som også består af to spillere. Extraction handler om at eskortere en person i sikkerhed, og Warzone består af flere forskellige opgaver, der også kan inkludere de to foregående. Der er i alt fire forskellige baner at spille på og fælles for dem er, at de også indeholder computerstyrede fjender, som angriber begge hold. Ved at fuldføre de tildelte opgaver optjenes pengepræmier, som kan bruges på nye og bedre våben, men dette kan sætte ens føring over styr, da det i sidste ende er det rigeste hold, der vinder. Her er der i forhold til singleplayer flere timers underholdning, og hvis EA smider en opdatering med nye baner og måske en ny spiltype ud, kan dette spil godt præge onlinescenen det næste stykke tid. Det eneste man måske savner er flere hold imod hinanden, så det måske bliver 2 mod 2 mod 2 mod 2 osv.



Grafikken og lyden er som nat og dag i Army of Two. Til trods for de meget tilfældige omgivelser er det en fornøjelse at begive sig rundt i farezonen. Eksplosionerne fra gastanke og nedskudte helikoptere imponerer også, men falder straks til jorden, når lydsiden skal komplimentere de flotte farver. Værst er dog lyden fra de forskellige våben, der lyder som en gang lunkne popcorn, lavet i en gryde med alt for meget fedtstof. Den lille poplyd, der ellers skulle forestille at være et patron, drukner i lyden af sig selv. Midt i kampens hede kan man godt komme til at glemme, hvilket våben man render rundt med, da alle våben mere eller mindre lyder ens.

Sidder du nu og overvejer, hvorvidt du skal købe Army of Two eller ej, så spørg dig selv, om du har nogen at spille det med. Der er nemlig intet at komme efter her, hvis det er en god historie og singleplayeroplevelse, du søger. Søger du derimod et taktisk skydespil, der kan spilles sammen med en kammerat, er Army of Two et godt bud, da det er her spillets force findes.

Gameplay:7.5
Grafik:8.8
Online:9.0
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.