Army of Two: The Devil's Cartel

Anmeldt af: Jakob Kofod - 9. april 2013 - kl. 20:46
Del denne artikel:
2 0

Army of Two er tilbage med to nye hovedpersoner, der dog traditionen tro er bevæbnet til tænderne med et arsenal, der er stort nok til at destruerer et mindre kontinent.

Army of Two: The Devils Cartel er spil nr. tre i serien. Man fristes til at sige endnu en treer fra spil giganten Electronic Arts, der over de sidste par år har sendt utallige treere på gaden.

Det, der ofte kendetegner treere er, at de har svært ved at leve op til forgængerne, og derudover har de som regel svært ved at byde ind med nogen særlig form for nytænkning i forhold til tidligere spil i serien. Dette gør sig også gældende for Army of Two: The Devils Cartel, hvilket jeg vil komme nærmere ind på senere i anmeldelsen.




Historien i spillet udspiller sig i Mexico, hvor spillets to nye hovedpersoner, Alpha og Bravo, sammen med resten af T.W.O holdet er på en form for konvojbeskyttelsesmission, hvor de skal beskytte en politiker ved navn Cordova. Han er i fuld færd med at køre en kampagne, hvor et af hans hovedbudskaber er at få fjernet banden La Guadana, som står bag omfattende organiseret kriminalitet i La Puerta og New Mexico. Alt ånder fred og orden i konvojen, indtil soldater fra La Guadana banden pludselig affyrer nogle raketter og skaber kaos i de mexicanske gader.

Spillets historie er ganske forglemmelig til trods for et ret stort tvist hen mod slutningen af spillet. Det samme er de forskellige personer man møder undervejs i spillet, de formår ikke at gå ind under huden på en. På samme måde formår de to hovedpersoner, Alpha og Bravo, heller ikke at vække interessen for hverken at lære dem bedre at kende eller at interessere sig yderligere for deres baggrundshistorier, som fortælles løbende igennem spillet.

De to hovedpersoner har ellers alle muligheder for at være både sjove og underholdene, hvilket alt andet lige havde givet dem noget kant. Men desværre virker det som om, at forfatterne har haft mere fokus på at forsøge at fortælle en god historie med dybde end at udnytte det karakterpotentiale, der ligger i Alpha og Bravo. De to karakterer kunne have leveret en gennemsyret drengerøvsoplevelse med masser af bro-jokes og masser af replikker, hvor de tager lidt pis på hinanden - noget som spillet virkelig ville have haft gavn af.




Gameplayet i spillet byder ellers på en god omgang tredjepersonsshooter. Alt kan skydes i stykker, og der er ingen civile, hvilket betyder, at man kan skyde på alt der bevæger sig uden at tænke på andet end at få patronerne til at flyve ud af løbet hurtigst muligt.

Som vi kender det fra spilserien, spiller man som et team af to soldater fra selskabet T.W.O. Man kan vælge at spille spillet alene, hvor AI’en agerer ens partner, eller man kan spille spillet i enten split screen eller online, desværre uden nogen drop in/drop out mulighed. AI'en i spillet er ganske solid, ens medspiller sørger for at komme en til undsætning hvis man er blevet såret, modstander AI'en er ligeledes generelt god, da modstanderne prøver at flanke en og gemme sig i stedet for at komme stormene frem mod en. Spillet er som sådan ganske godt til at belønne, at man spiller sammen.
Man får point, når man skyder bad guys, og hvis man arbejder sammen om det, enten ved at agere lokkedue eller ved at skyde fjenden sammen, optjener man flere point. De optjente point kan man bruge til at købe nye våben, våbentilbehør, masker, dragter og tatoveringer, således at man kan få ens soldat til at afspejle ens indre soldat.

Når man skyder fjender, fylder man ligeledes en såkaldt overdrive måler op. Når denne overdrive måler er fyldt, kan man aktivere den, hvilket gør, at man kortvarigt bliver usårlig og ens skud giver ekstra skade. Overdrive kan aktiveres enkeltvis for de to soldater eller samtidigt, hvilket tilføjer en slowmotion effekt og samtidig gør ens skud ekstra voldsomme, således at fjendernes ben og arme skydes af og flyver rundt i slowmotion - en ganske hyggelig effekt.




Spillet indeholder derudover også et ganske godt coversystem, hvor man let og elegant kan bevæge sig fra cover til cover. Til tider oplever man dog problemer med coversystemet, da man risikerer at ende på den forkerte side af det cover, man søger mod. Det betyder, at man er et nemt mål for fjenderne, og det kan til tider være utroligt frustrerende.

Spillet gør brug af Frostbite 2.0 motoren, hvilket kan give imponerende grafiske præsentationer. Dette er dog ikke tilfældet i Army of Two: The Devils Cartel, her virker det som om, at der kun har været fokus på, at alt skal kunne ødelægges, hvilket selvfølgelig også har sin charme. Køretøjer, bygninger og omgivelser er blottet for spændende teksturer, hvilket overordnet set betyder, at spillet er en ganske middelmådig grafisk oplevelse. Men da man bruger 95% af tiden på at skyde bad guys, er det måske slet ikke meningen, at man skal stoppe op og se på omgivelserne, men bare begive sig videre mod næste område med kugleregn.

Lydsiden er heller ikke noget at råbe hurra for, stemmeskuespillet er som historien uinspirerede og forglemmelig, machoattituden trænger ikke igennem og virker mest af alt som om det er noget, der er klaret pr. telefon i stedet for i et ordentligt lydstudie. Spillet skal dog have kredit for at sørge for et matchende soundtrack og troværdige lydeffekter.




Army of Two: The Devils Cartel byder på en ganske middelmådig spiloplevelse, der dog kan nydes, hvis man er til tredjepersonsskydespil, hvilket et platin til undertegnede er et klart bevis på. Spillets gameplay er let tilgængeligt og ganske underholdende, hvilket indbyder til, at man spiller spillet sammen med en ven enten i split screen eller online.

Leder du derfor efter et skydespil, som du kan spille sammen med en ven, hvor der bare skal skydes bad guys, og hvor man ikke skal bruge tiden på at tænke over, hvilken spilkarakter man lige mødte, som nu ligger med skudhuller i kraniet, så kan Army of Two: The Devils Cartel meget vel være noget for dig.
+ Underholdene gameplay, god Co-op oplevelse
Uinteressant historie, haltende grafisk præsentation, de to hovedpersoner mangler pondus
Gameplay:6.5
Grafik:6.0
Online:6.0
Holdbarhed:6.0
Overall 6.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.