Det viser sig dog, at Ezio bevæger sig fra asken og direkte ind i ilden, da Rom bestemt ikke er en by uden problemer. Butikker er i forfald, og folket undertrykkes af den magtsyge Borgia-klan, der har vagter overalt i de 24 zoner, der tilsammen udgør den italienske hovedstad. Hoveddelen af Assassins Creed: Brotherhood går med at gøre livet surt for Borgia, dette gøres blandt andet ved at udføre snigmord, skygge personer og sabotere planer. Historien indeholder de forventede plot-twists og formår at holde spilleren fanget hele vejen igennem. Da Brotherhood kronologisk er en direkte efterfølger til forgængeren, kan det til tider være svært at følge med i alle dele af historien, men overordnet set burde det være til at holde styr på for de fleste.
Gameplaymæssigt befinder Brotherhood sig samme sted som sin forgænger. Ezios foretrukne transportmiddel er stadig hans fødder, men en hest og et nyt tunnelsystem, der hurtigt kan sende ham tværs igennem byen, sikrer, at du ikke kommer til at kede dig ihjel over langsommelige løbeture. Kernen og samtidig den mest imponerende del er stadig evnen til at bevæge sig over Roms hustage i næsten fejlfri parkour-stil. Det sker dog indimellem, at kameravinklen driller, og at dit hop ikke ender der, hvor du egentlig havde planlagt det. Ind imellem sker det også, at Ezio vælger at gribe fat i en anden kant end den, du sigtede efter. Det er heldigvis ikke noget, der sker super tit, men ironisk nok så sker det altid på de mest irriterende tidspunkter, og så skal man være klar på at skulle tage en lidt langsommelig klatretur endnu en gang.
En anden ting, der ikke umiddelbart har set de store forbedringer, er kampsystemet. Selv siger Ubisoft, at de har gjort fjenderne mere aggressive, men jeg oplever stadig, at modstanderne tit bare står og venter, imens man brutalt slagter deres kammerater ned. I andre situationer virker vagterne urealistisk opmærksomme på, hvad der sker omkring dem. Du vil opleve, at en vagt opdager dig, selvom du står gemt bag en pille af beton, og det er voldsomt irriterende i et spil, hvor det netop handler om at være snedig.
Der er blevet tilføjet en række nye våben, blandt andet en armbrøst, der er god til at nedlægge fjender på længere afstand og gift, som får ofret til at tiltrække sig opmærksomhed igennem en meget underlig opførsel. Det er desuden muligt at købe flere våben fra butikkerne i byen, men det kræver, at du først har genopbygget disse. Som en mulighed for at tjene ekstra penge er det nemlig muligt at investere i forretninger og bygninger rundt omkring i byen. Du skal ganske vist betale et ret stort beløb for at genåbne butikkerne, men det udligner sig selv, da du hver 20. minut får betalt en del af dine penge tilbage.
Den store nyhed i spillet er muligheden for selv at opbygge en bande/guild af lejemordere. Rundt omkring i Roms gader vil man støde på frihedskæmpere, der er trætte af undertrykkelse, og hjælper man disse, slutter de sig til en. Det giver en række nye muligheder, der samtidig også ændrer gameplayet en smule. Du kan eksempelvis stå oppe på et tag og udpege et mål for dine medhjælpere, der så vil komme springende ud af det blå og nedlægge byttet for dig. I de mere hektiske situationer, hvor du står overfor en stor flok af soldater, kan du ligeledes kalde dem ind - her er de dog ikke helt så effektive og faktisk lader det til, at de blot skal tage imod slag, indtil du selv er i stand til at overtage.
Da dine rekrutter optjener erfaringspoint og stiger i level, så har du en helt naturlig interesse i at holde dem i live. Foruden at være ganske brugbare i konkrete situationer, så kan lejemorderne også sendes ud i Europa og udføre andre opgaver. Systemet er dejlig overskueligt; du har et kort, hvor der er markeret en række storbyer, og hver by har en række opgaver, som spænder i sværhedsgrad fra 1-10. Hver mission giver desuden en indikator på, hvor stor succesraten er samt hvor mange minutter den tager at udføre. Belønningen for at udføre et job er erfaring til dine lejesvende og penge til dig. Skulle noget gå galt, så må du ud og finde en ny rekrut i Roms gader. Guild-delen er et sjovt og dejlig simpelt tiltag, men kritikpunktet kunne måske være, at den for nogen vil fremstå som lidt for simpel.
Gengivelsen af Rom er meget imponerende hvad angår skala, liv og miljø. Gaderne er tæt befolket af mennesker, og de storslåede gengivelser af Roms største og mest berømte bygningsværker gør byen meget troværdig og levende. Området Ezio har at boltre sig på er desuden vokset til omkring det tredobbelte i størrelse, hvis man sammenligner med forgængeren. Grafisk læner spillet sig op ad det, vi så i Assassins Creed II desværre både på godt og ondt. De småfejl der plagede forgængeren er nemlig tilbage, og du vil stadig se skygger, der bliver indlæst langsomt, og som du bevæger dig frem i byen, kan du se, hvordan effekter bliver plastret på i de omkringliggende omgivelser. Ligeledes kan man godt mærke, at ens konsol kommer på overarbejde, når der dukker lidt for mange fjender op på skærmen det kan godt begynde at hakke en smule, men dog ikke så meget, at det er direkte ødelæggende for oplevelsen, og heldigvis sker det sjældent.
Ansigtsanimationerne lader til at være forbedret en smule, og det ses især i de fængende mellemsekvenser. Stadig vil du også kunne opleve mindre heldige passager og især de figurer, som ikke har en særlig stor rolle i historien, virker lidt tomme i deres blikke. På trods af disse kritikpunkter er der dog ingen tvivl om, at man bør tage hatten af for den atmosfære og gengivelse af Rom, som Ubisoft formår at skabe. Det kan meget vel være, at du kommer til at opleve døde vagter, der bliver hængende i luften og en enkelt hest, der står med hovedet begravet i en murstensvæg, men stiller man disse småting op imod det samlede grafiske udtryk, så gør en enkelt grafisk fodfejl hist og her ikke det store.
Stemningen i spillet udbygges desuden yderligere af lydsiden. Når man sniger sig rundt i gaderne fungerer det blot som underlægningsmusik, men så snart intensiteten stiger, begynder den mere dramatiske musik at sætte ind, og samtidig stiger adrenalinniveauet en tand. Stemmeskuespillet er dog klart den mest imponerende del rent lydmæssigt. Assassins Creed-serien har skabt sig lidt af et omdømme på at lave en fed kombination af det engelske sprog kombineret med italienske gloser, og det bliver der også spillet på i denne omgang. Således rummer spillet en lang række personligheder, der ikke blot adskiller sig fra hinanden igennem udseende men også igennem deres accent og brug af store gloser som cazzo og pezzo di merda. Disse småting er alt sammen med til at gøre historien lidt mere involverende og troværdig.
Hvor lang holdbarhed der er på Assassins Creed: Brotherhood afhænger til en hvis grad af, hvor opsat du er på at se og prøve det hele. Historiedelen tog mig lige omkring 12 timer at komme igennem, men hertil kommer der naturligvis en lang række ekstramissioner, zoner der skal befries, monumenter der skal genopbygges og fjer og flag, der skal indsamles for slet ikke at tale om hele guild-delen, hvor du sender dine rekrutter ud på opgaver rundt omkring i Europa. Du kan med andre ord fordoble spilletiden (plus lidt mere), hvis du forventer at se alt spillet har at byde på.
Assassins Creed: Brotherhood fortsætter de gode takter som sidste års udgivelse bragte med sig, og selvom springet i denne omgang ikke er så markant som det var imellem det første spil og 2eren, så gemmer Brotherhood stadig på rigtig mange timers underholdning. Det er lidt skuffende, at størstedelen af de fejl, der plagede forgængeren, stadig er at finde her et år senere, men det er trods alt positivt, at størstedelen af disse fejl er mere irriterende end de er ødelæggende. Lydsiden er en genistreg i sig selv, og gengivelsen af Roms største bygningsværker vil frembringe imponerede blikke hos de fleste. Det mærkes dog, at den grafiske motor efterhånden er ved at have udtjent sin værnepligt. Hvis du tidligere har stiftet bekendtskab med Ezio, er der absolut grund til at se frem til det nyeste kapitel i serien. Undertitlen Brotherhood og den manglende III-nummerering skal på ingen måde tages som en indikator for, at der ikke er tale om et rigtigt Assassins Creed-spil. Spillet er på alle måde lige så storslået som sin forgænger, og du kan godt begynde at glæde dig.
Følgende er tilføjet d. 22/11. og dækker online-delen af Assassin's Creed: Brotherhood.
Den største tilføjelse i Brotherhood-spillet findes i onlinedelen, og selvom Ubisoft ikke helt har formået at skabe noget der er ligeså revolutionerende som de gjorde da Splinter Cell-serien kom online for første gang, så adskiller Brotherhood sig stadig en del fra den sædvanlige online-oplevelse.
Nerven fra singleplayer-delen er forsøgt overført til onlinespillet, så også her handler det om at være en snedig middelalder-ninja. Præmissen for onlinedelen, der understøtter op til 8 spillere, er ganske simpel. Du skal nedlægge en anden spillerstyret figur og jo mere snedig du er, jo flere point får du som et lille twist er du naturligvis også selv et mål for dine modspillere. Ligger du øverst på scoreboardet bliver du endnu mere eftertragtet og kan få helt op til 4 modspillere efter dig.
Selvsagt bliver man lettere paranoid når man, guidet af sit altafgørende kompas, sniger sig rundt i jagten på point. Man skal både have fokus på sit mål og samtidig skal man konstant tjekke sine omgivelser, så man er klar til at tage flugten fra skumle og mistænksomme personer. Man føler man ser modstandernes ansigter overalt - og det gør man faktisk også. Alle de computerstyrede personer der går rundt i gaderne er nemlig identiske med de spillerstyrede og da de computerstyrede personer, uden nogen særlig grund, godt kan finde på at lave ret tilfældige ting, såsom at sætte i løb eller hoppe over en lille kant, så kan man aldrig vide hvem af de 7 identiske præster der gemmer en dolk under kappen.
Der er forskellige former for holdbaseret og alle-imod-alle spiltyper, men overordnet set er målet for spillet altid det samme. Online er en ganske fin og ret logisk tilføjelse til serien. Den er spækket med våben og evner/perks der kan låses op for, og især sidstnævnte er med til at sætte lidt ekstra krydderi på oplevelsen. Du kan blandt andet få en evne der gør dig i stand til at skifte identitet i en kort periode eller en røgbombe der kan kastes, når din modstander kommer lidt for tæt på.
Det største problem med onlinedelen er umiddelbart, at du får for mange point for at lave drab der ikke er særlig snedigt udført. Spillet ligger i høj grad op til, at du skal snige dig rundt, men da det ikke er et krav vælger mange ganske enkelt at storme rundt på banen og så falder konceptet lidt til jorden. Et andet kritikpunkt er, at man indimellem bliver genoplivet lige ved siden af en fjende eller et mål og derfor bliver det hele en lille smule tilfældigt.
Skal disse indtryk opsummeres så er onlinedelen en fin tilføjelse, men den er til tider lidt for tilfældig og måske ikke helt så varieret som man kunne have ønsket sig. For mig at se skal den dog ses som et lille supplement til et spil, der allerede byder på mange timers underholdning i singleplayerdelen.
Facebook
Twitter
