Assassin's Creed III: Liberation

Assassin’s Creed er gået hen og blevet Ubisofts vigtigste spilserie, hvilket også kan ses tydeligt på antallet af spil vi ser fra serien, der igennem de sidste 3 år har leveret et nyt spil hvert år. Men denne gang nøjes Ubisoft ikke med en udgivelse til de stationære konsoller, der er også blevet plads til et spil til en håndholdt Playstation, præcis som i 2009, hvor PSP fik Assassin's Creed: Bloodlines. Det er naturligvis Assassin's Creed III: Liberation, vi tager et kig på, og som navnet antyder, er der et sammenspil med storbror Assassin's Creed III.




Assassin's Creed III: Liberation foregår i årene 1765 til 1780, primært i den amerikanske by New Orleans. Her følger vi den halvt franske, halvt afrikanske kvinde Aveline de Grandpré, der naturligvis er en ægte snigmorder og medlem af ”Assassin Brotherhood”, som vi kender fra de andre Assassin's Creed spil.

Aveline kæmper for slaverne i samfundet, ikke kun pga. hendes egen tilknytning til det undertrykte folkefærd i et Amerika fyldt med diktatoriske franskmænd og spanioler, men også pga., at Amerika befinder sig i den amerikanske borgerkrig, hvor der kæmpes imod afskaffelse af slaveri. Det foregår som sagt primært i New Orleans, dog bevæger vi os også til Mexico, New York og ud i sumpen omkring New Orleans.




Modsat de andre Assassin's Creed spil foregår vores eventyr med Aveline ikke igennem Desmond Miles, som Assassin's Creed spillene ellers har baseret deres historie omkring, men derimod opleves det igennem en spillekonsol lavet af Abstergo, der prøver at fortælle historien om Assassin/Templar konflikten. Det hele er dog ikke kun præsenteret fra Abstergo’s synspunkt, der er også afsløringer, som passer ind i den større Assassin’s Creed historie. Men det skal med det samme siges, at de afsløringer, der kommer i Assassin's Creed III: Liberation, ikke er alt afgørende for alle Assassin's Creed spillere at kende, det er der simpelthen ikke nok kød på til.




Assassin's Creed III: Liberation følger samme spillestil fra de andre Assassin's Creed spil, så man finder sig hurtigt hjemme i spillet, hvis man har spillet nogle af de andre spil. Det er den velkendte formel at snige rundt på tage, dræbe fjender, bestige høje bygninger, samle objekter ind og opgradere ens våben. Kampsystemet er også meget det samme, hvor angreb krydret med en masse counters kan nedlægge selv de største fjender. Men der er også blevet plads til en masse nye muligheder i Liberation. En af dem er den mere åbne navigering i landskaberne, hvilket også er nødvendigt, specielt de gange, hvor man befinder sig i det store sumpområde.




Der er også blevet plads til en hel ny funktion i form af muligheden for at skifte imellem ”personas”, da hovedpersonen Aveline kan skifte imellem tre beklædninger; fin dame (Lady), snigmorder (assassin) og slave. De tre personaer har både fordele og ulemper; ”lady” kan ikke bruges til at hoppe rundt med men kan til gengæld charmere og bestikke vagter for at få adgang til ellers lukkede områder. ”Assassin” og ”slave” kan derimod bestige bygninger men har så den ulempe, at de hurtigt tiltrækker opmærksomhed, specielt slavebeklædningen skal ikke lave meget ravage, før der er vagter efter hende. De tre personaer deler ikke deres opmærksom fra vagterne, så hvis slave er eftersøgt, vil man kunne skifte til en af de andre personaer for at undgå opmærksomhed fra vagterne. Nogle missioner kræver dog en specifik persona, og man kan derfor nogle gange blive nødt til at få reduceret sin grad af opmærksomhed fra vagterne, hvilket gøres, som vi kender fra de andre Assassin’s Creed spil, ved at fjerne plakater, bestikke de rigtige mennesker og endda dræbe vidner.




Nu hvor Liberation er lavet til Vita, er der naturligvis også gjort brug af Vita’s specielle muligheder, men det er heldigvis gjort på en fornuftig måde, så man skal ikke bruge touch styring midt i de mest hektiske øjeblikke. Der er dog gjort fin brug af touch, f.eks. i en ny måde at dræbe på kaldet ”chain kills”. Man åbner op for ”chain kill” muligheden ved at lave almindelige snigdrab. Når man aktiverer ”chain kill”, kan man via touch vælge de fjender, man vil slå ned. Antallet vil variere efter hvilke våben man har til rådighed, og så vil styringen kort blive overtaget, imens man ser Aveline dræbe ens udvalgte fjender med høj præcision.




Missioner i Liberation er i typisk Assassin’s Creed stil; gå til et bestemt sted på kortet, start missionen og følg anvisningerne - der er ikke så meget nyt der. Man bestemmer selv hvilket tempo, man vil følge hovedhistorien i og hvor mange sidemissioner, man vil spille, hvilket også kan gøres efter at selve historien i spillet er gennemført. Historien i spillet starter dog lidt sløvt, men det må siges at være ganske forståeligt, da en helt ny hovedperson skal introduceres, men efter et par timers spil føler man sig godt hjemme, specielt hvis man har spillet andre Assassin’s Creed spil.




Liberation formår dog ikke at komme op på samme niveau som Assassin’s Creed spillene til f.eks. Playstation 3. De områder man bevæger sig i er mindre, men det betyder langt fra, at Liberation er et lille spil, man bruger let omkring 15 timer, og så er der stadig plads til flere sidemissioner og udforskning. Når man er færdig med singleplayerdelen i Liberation, kan man bruge tid på dens multiplayerdel, der dog nok for mange vil være en stor skuffelse. Multiplayeren er ikke i stil med de andre Assassin’s Creed spil men er et strategisk brætspil, hvor Templar og Assassins slås om kontrollen med forskellige byer over hele verden. Denne unikke multiplayer virker dog ganske fint, da man hurtigt kan logge ind i den, placere sine agenter i de ønskede byer og hoppe ud igen, men der er naturligvis ikke meget traditionel Assassin’s Creed action i det, hvilket er lidt skuffende.




Grafisk er det lykkedes Ubisoft at sætte et pænt spil sammen, det er naturligvis ikke helt de samme afstande man kan se, når man kravler op i det højeste tårn, men de er nu alligevel sluppet ganske pænt fra det, og omgivelserne har masser af detaljer og variation, dog kunne man godt ønske der havde været plads til lidt flere lyseffekter. Det er også værd at bemærke, at spillet kører meget flydende, der er ingen form for problemer selv i de mest hidsige kampe.

Soundtracket i Liberation er udmærket, og musikken skifter til en musik, der passer med ens omgivelser, dog virker soundtracket måske en anelse for lille. Det føltes nogle gange som om man har hørt den samme melodi lidt for meget. Men de holder sig tilpas meget i baggrunden af de andre lyde, så de aldrig bliver for gennemtrængende og dermed irriterende.




Assassin's Creed III: Liberation er en god start for Assassin's Creed serien på Playstation Vita. Det er langt fra perfekt, specielt multiplayerdelen virker som en forhastet tilføjelse, og der mangler finpudsning af nogle af de scriptede begivenheder, samt historien i spillet kan ikke måle sig med historien fra de andre Assassin's Creed spil, men er skam udmærket skrevet, så man føler sig interesseret i historien hele vejen igennem. Selve gameplaydelen i Assassin's Creed III: Liberation fungerer som det skal, man får hurtig fornemmelsen af, at man sidder med et ægte Assassin's Creed spil i hånden, som man kan samle op og spille hvor som helst.

Assassin's Creed III: Liberation kan anbefales til fans af Assassin's Creed serien og alle, som bare gerne vil have et godt actioneventyrspil til deres Vita, fordi man er godt underholdt hele vejen.