Assassin's Creed III Remastered

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 2. april 2019 - kl. 19:09
Del denne artikel:
1 4

Ubisoft genudgiver to af de mindre ophidsende spil i Assassin’s Creed serien - vi har set nærmere på, om spillene er blevet lidt mere interessante.

Assassin’s Creed III udkom i 2012 og lad os bare være ærlige; det var ikke det bedste spil i serien. Det har dog ikke afholdt Ubisoft fra at lave en remastered udgave af spillet, som da også må betegnes som den ultimative udgave af spillet.



Assassin’s Creed III Remastered er en del af Season Pass til Assassin’s Creed Odyssey, men har man ikke investeret i sådan et, kan det også købes separat for lige under 300 kr. på PlayStation Store. Pakken indeholder, foruden en opdateret version af Assassin’s Creed III, også en remastered udgave af Assassin’s Creed III: Liberation - mere om den om lidt.

Hovedattraktionen er naturligvis Assassin’s Creed III. Man starter ud med at tage kontrol over Haytham Kenway, en herre, som færdes i de finere kredse i England i midten af 1700-tallet. Det går dog hverken bedre eller værre, end at man snart er ombord på et skib på tværs af Atlanterhavet og efter en rejse på godt og vel 70 dage, er man gået i land på den uudforsket amerikanske kyst og de første missioner ligger klar til en. Men alt dette er blot spillets prolog, som tager 3-4 timer at komme igennem for snart skifter man til spillets egentlige hovedperson, Connor.



Connor er halv indianer og halv europæer. Fra en tidlig alder er han fyldt med et ønske om hævn og den kan du være med til at give ham, samtidig med at man deltager i skabelsen af en helt ny og mægtig nation. Her går det også op for en, at det her er et stort anlagt spil og der er mange timers spil gemt her. Der er utroligt mange ting man kan kaste sig over og den omfattende historie, båret af historiske fakta, suppleret med en utrolig frihed, bliver man aldrig træt af.

Som jeg lagde ud med at sige i starten, så er Assassin’s Creed III ikke det bedste spil i serien og det ændre denne remastered udgave ikke ved. Den er dog den bedste version på markedet, takket være blandt andet de voldsomme grafiske opdateringer. Spillet kører nu i op til 4K og i HDR på PS4 Pro, det har fået nye karakter-modeller, nye overflader, ny lyssætning, nyt user interface og nye stealth muligheder, som for eksempel at kunne gemme sig i buske og fløjte for at tiltrække fjenden - ting som ikke var med i det originale spil, men som man helt automatisk forventer af et Assassin’s Creed spil i dag.



Der er andre mindre opdateringer her og der og jeg ved ikke om Ubisoft har pillet lidt ved styringen, da den virker mere præcis end jeg husker den fra originalen - dog uden at være på niveau med 2019 standarder. Foruden de tydelige tekniske opdateringer, så indeholder denne remaster også alle tidligere udgivet udvidelser som The Tyranny of King Washington og ekstra-missionerne Benedict Arnold Missions og Hidden Secrets Pack.

Det er tydeligt, at Ubisoft Barcelona har lagt et stort arbejde i den tekniske del af spillet og grafikken er visse steder ganske imponerende. Når det er sagt, så kan man stadig godt se, at det er et ældre spil vi har med at gøre og denne remaster er også med til at understrege, hvor langt serien har bevæget sig på 6-7 år, specielt med de to nyeste spil, Origins og Odyssey, som virkelig har sparket serien fremad igen.



Med i pakken er som sagt også Assassin’s Creed III: Liberation, som en specialudviklet titel med egen hovedperson og historie, som udkom til PS Vita også i 2012. To år senere udkom der så en HD-version til blandt andet PlayStation 3 og det er denne version, der nu har fået en visuel overhaling.

Hvor Assassin’s Creed III foregik i Nordstaterne skal vi denne gang til Sydstaterne, nærmere bestemt New Orleans i Louisiana. Året er 1765 og Den Amerikanske Revolution er nært forestående og det var første gang, at hovedpersonen i et Assassin’s Creed spil var en kvinde, nemlig den fransk/afrikanske Aveline de Grandpré.

Historien tager sit udspring i en serie hændelser, der fører til den kommende revolution og mens spændingerne tager til i Nord, forsøger spanierne at vinde kontrol over Syden, blandt andet Louisiana. Aveline har dog andre planer for sit land og sit folk, og hun tager kampen op.



Liberation introducerer os for et nyt aspekt i spilserien, nemlig brugen af ”personas”. Man kan nemlig vælge om man vil klæde sig som snigmorder, slave eller fin adelsdame. Som snigmorder har man de velkendte egenskaber, men ved at skifte til henholdsvis slave og adelsdame begrænses ens mobilitet i forskelligt omfang, men til gengæld kan den fine dame for eksempel bestikke og charmere sig ind hos vagterne, mens slaven kan falde i med større grupper af arbejdere eller ved at bære på diverse trækasser og dermed snige sig ind på fjendtlige områder.

Også Assassin’s Creed III: Liberation har fået en kraftig visuel opdatering og det kører også i op til 4K og i HDR på PS4 Pro. Også her, er karakter-modeller, lyssætning og overflader blevet opdateret og der er ingen tvivl om, at disse to spil står i deres bedste udgaver i denne remastered opsamling. Det ændre dog heller ikke ved, at spillenes grundlæggende mekanikker er de samme, for eksempel hele missionsstrukturen i Assassin’s Creed III, som stadig er kluntet og underlig og at nærkampsystemet stadig er frustrerende.



Hvis du som jeg er stor fan af Assassin’s Creed serien, så er der bestemt mange timers underholdning gemt i disse to spil. Assassin’s Creed III er det eneste spil i serien, som jeg tidligere aldrig har fået gennemført, fordi jeg i sin tid blev så irriteret på det, mens rejsen i denne remastered udgave var langt mere underholdende.

Assassin’s Creed III Remastered er et fint og nostalgisk tilbageblik på hvor Assassin’s Creed serien kommer fra og den denne pakke kan købes nu i PlayStation Store for 299 kr.
+ Fantastisk visuel opgradering, mange timers klassisk Assassin’s Creed gameplay, de to spil føles føles stadig som originalerne
De to spil føles føles stadig som originalerne, mange af irritationerne fra AC3 er stadig til stede
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:9.0
Overall 8.0
Log ind og stem
4
Der er 4 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.