Sidste år udkom så Assassin’s Creed Origins, en helt ny retning for serien. Spillet udspillede sig i det gamle Egypten og det leverede den største og mest imponerende åbne verden i serien nogensinde. Spillet var styret af et helt nyt kampsystem og en ny og tydelig rollespils-retning, hvilket virkelig klædte spillet.
Nu er tiden så kommet til den svære efterfølger. I spidsen for Assassin’s Creed Odyssey står Ubisoft Québec - ja, dem med Assassin’s Creed Syndicate. Odyssey fortsætter endnu længere ud af rollespils-sporet end Origins gjorde og det er det største og mest omfattende spil i serien - og måske også det største spil nogensinde fra Ubisoft.
Assassin’s Creed Odyssey tager spilleren tilbage til det gamle Grækenland, helt præcis til år 431 f.Kr. og Den Peloponnesiske Krig, der i knap 30 år stod mellem øen Sparta og mægtige Athen. Man tager rollen som enten Alexios eller Kassandra, to Spartan-søskende og lejemordere. Jeg valgte at spille som Kassandra, da en stærk kvinde i hovedrollen aldrig kan gå helt galt. Det har i øvrigt ikke nogen betydning, om man vælger den ene eller den anden, det må udelukkende være et spørgsmål om temperament.
Spillet udspiller sig på det græske fastland og på øerne i Middelhavet og spilverdenen er omkring dobbelt så stor, som den var i Origins. Det er en helt enorm verden, som virker levende, er fyldt med historiske monumenter og grækernes stærke tro på guderne er fremtrædende over det hele. Enhver med en smule interesse for mytologier og historie vil nyde at rejse rundt i det smukke, men også krigshærgede, land.
Enhver afkrog tigger om at blive udforsket og gør man det, kommer man til at bruge rigtigt mange timer i selskab med Odyssey. Grækenland og de smukke øer i Middelhavet er fyldt til randen med missioner, side-missioner, mennesker der skal hjælpes, grej der skal findes, dyr der skal jages, intriger der skal optrævles, landemærker der skal udforskes og udsigtspunkter der skal findes - bare lige for at nævne noget af det man kan kaste sig over i denne enorme spilverden.
En af Odysseys nye features er den hardcore Exploration Mode. Med denne slået til, hjælpes man ikke på vej af ikoner eller pile, som peger i den retning man skal, for at komme videre i historien. Her skal man selv finde vej i den enorme verden ved at tale med forskellige mennesker og på den måde få en række ledetråde og så selv stykke det hele sammen, så man ved hvor man skal begive sig hen. Det er virkelig en udfordring og vælger man at spille i Exploration Mode, så kan der nemt løbe rigtigt timer på spilletidskontoen.
Det nye kampsystem fra Origins går igen i Odyssey, men det er justeret på en række områder. Kampene virker mere risikofyldte men også hurtigere og man har ikke længere et skjold man kan beskytte sig bag, så hvis man ikke undviger eller parerer, så tager man skade. Undervejs kan man, i et simpelt evnetræ, åbne op for nye egenskaber, blandt andet det lækre “Spartan Kick”, der blev gjort verdenskendt i filmen 300, som kan bruges til at sparke fjender ud over klippeafsatser, hustage og andet. Det blev hurtigt min favoritbeskæftigelse - både i og udenfor kampene.
Det er ikke udelukkende på landjorden at der er action. De store søslag vender tilbage, hvor man kan tage kampen op mod andre skibe og sænke dem - eller skade dem nok til, at man kan borde dem og score ekstra loot. Disse søslag fungerer rigtigt godt og ser flotte ud og så er det god adspredelse fra tiden på landjorden.
Et af kritikpunkterne i de tidligere Assassin’s Creed spil har været missionerne, som ikke altid har været lige interessante. Det blev bedre i Origins, hvor hovedmissioner tit var spændende og storslåede, mens side-missionerne var lidt for kedelige. Dette er der nu også lavet om på i Odyssey; her er hovedmissionerne stadig ganske interessante, men det er faktisk spillets side-missioner, som er mest underholdende. Og ja, man kan indlede romantiske forhold til forskellige karakterer i side-missionerne - ikke at de har nogen større betydning for handlingen, men muligheden er der og det er fint.
Assassin’s Creed Odyssey virker ved første øjekast rigtigt meget som Origins - måske lidt for meget. Efter nogle timer og en lidt træg start, ser man dog nemt de fornyelser, der er tilføjet og spillet fortsatte rejse mod at blive et fuldblods rollespil. Alligevel sad jeg lidt med en følelse af, at jeg havde set langt det meste - og de to nye hovedpersoner er ikke i nærheden af at være lige så interessante som Ezio, Jacob Frye eller Bayek.
Når det er sagt, så er Assassin’s Creed Odyssey er virkelig et gennemført, smukt og ikke mindst enormt spil. Det er fyldt til bristepunktet med ting at tage sig til - og man begynder faktisk at få fornemmelsen af, at spillet måske næsten er for stort. Kampsystemet er endnu engang forfinet yderligere, rollespils-elementerne fungerer stadig rigtigt godt og så er det den smukkeste gengivelse af det gamle Grækenland jeg nogensinde har set.
Vi testede spillet på en PS4 Pro og denne gang er der HDR fra starten af. Når man tager spilverdenens størrelse i betragtning, så er det ganske imponerende hvad teamet har skabt. Grafikken er fyldt med detaljer og smuk arkitektur, hovedpersonerne er meget detaljeret og lyssætningen er virkelig smuk. Der har været spredte rapporter om, at spillet har lidt tekniske udfordringer på en standard PlayStation 4, blandt andet med lav billedhastighed til tider, men det er ikke noget vi kan bekræfte, da vi kun har haft mulighed for at spille det på PS4 Pro.
Som jeg sagde i starten, valgte jeg at spille med Kassandra - men det var faktisk først efter at have startet spillet som Alexios. Men Alexios’ stemme og dialog er så overspillet og kikset, at jeg efter en time ikke kunne holde det ud længere og valgte faktisk at genstarte spillet som Kassandra. Det er bedre med hende, men stemmeskuespillet er bestemt ikke Odysseys stærkeste side, lad os bare slå det fast med det samme. Resten af lydsiden er glimrende, med gode lydeffekter og et godt soundtrack.
Assassin’s Creed Odyssey er et fremragende nyt afsnit i Assassin’s Creed serien og det er et enormt spil og der er så meget at lave, at man kan have svært ved at overskue det hele. De svage hovedpersoner, de middelmådige stemmeskuespillere og, med mellemrum, lidt lange indlæsningstider, kan ikke lave om på, at dette er et imponerende spil, som alle med hang til Assassin’s Creed og ikke mindst et godt eventyr, bør kaster sig over.
Facebook
Twitter
