Tilbage i 2017 tog Assassin’s Creed serien er ny retning. Spillet var Assassin’s Creed Origins, som var styret af et helt nyt kampsystem og en ny og tydelig rollespils-retning, hvilket virkelig klædte spillet. Året efter kom Assassin’s Creed Odyssey, der forfinede den nye retning og nu er Assassin’s Creed Valhalla altså klar. Spillet er i øvrigt udviklet af teamet bag Assassin’s Creed Origins, som oprindeligt lagde den nye retning for serien.
Som navnet nok afslører, så fokuserer Assassin’s Creed Valhalla denne gang på vikingerne og det tager sit udspring i Norge tilbage i år 873. Her er naturen lige dele smuk og brutal, med sine dybe fjorde, enorme fjelde, himlen badet i nordlys og lange mørke vintre. I dette land bor vikingerne og vi følger to brødre (eller en søster og bror, da ens hovedperson kan være både kvinde og mand) i Raven Clan. Jeg vil ikke gå i detaljer med historien, men jeg afslører nok ikke for meget ved at sige, at dele af denne klan, som så mange andre vikinger før dem, drager mod vest for at bosætte sig i det sagnomspundne og fristende England.
Sådan starter en fantastisk historie, som udspiller sig i mange retninger og i ægte Assassin’s Creed stil, kan den være en smule knudret og indviklet. I starten føles Assassin’s Creed Valhalla faktisk ikke så meget som et Assassin’s Creed spil. Jo, man lærer meget hurtigt at snige sig afsted og angribe fra det skjulte, men kampsystemet er blevet så godt, at det mange gange ikke er nødvendigt at gemme sig - man kan blot svinge sin økse og så klare tingene på den måde. Nu er vikingerne måske heller ikke ligefrem kendt for at være det mest afdæmpede krigere, så stealth er måske ikke lige deres ting.
Der er dog stadig udsigtspunkter der skal synkroniseres, man har stadig sine øjne i himlen med sig (det er nu en ravn naturligvis) og der sker stadig mystiske ting med et hemmeligt broderskab, som også er til stede i England - og Norge for den sags skyld. Der kommer lidt mere Assassin’s Creed DNA ind i spillet senere, men mange gange føles det som et hvilket som helst action-rollespil og det synes jeg er lidt ærgerligt. Ikke fordi det er et dårligt spil, men savner Assassin’s Creed i det nogle gange.
Som jeg har nævnt flere gange før, så er Ubisoft eksperter i at opbygge interessante og åbne spilverdener og Valhalla er ingen undtagelse. Enhver afkrog tigger om at blive udforsket og gør man det, kommer man til at bruge rigtigt mange timer i selskab med spillet. Både Norge og England er fyldt til randen med missioner, side-missioner, mennesker der skal hjælpes, skatte der skal findes, dyr der skal jages, intriger der skal optrævles, alliancer der skal indgås, landemærker der skal udforskes og udsigtspunkter der skal findes - bare lige for at nævne noget af det man kan kaste sig over i denne enorme spilverden. Det er altid en oplevelse at gå på eventyr i de her enorme spilverdener, med dybe kløfter, høje bjerge, åbne landskaber og mørke skove, som på ingen måde føles som en tom kulisse.
Som sagt kan man spille både som kvinde og mand og den eneste forskel er udseendet på ens figur, så man går ikke glip af noget ved at spille med den ene frem for den anden. Ens karakters evner kan forfines gennem et stort evnetræ. Træet har tre grene; stealth, melee og ranged, men de grene vikler sig ind i hinanden efterhånden som man får dem fyldt ud. Opgraderingspoints optjener man stort set hele tiden ved at klare missioner, finde ting i omgivelserne og meget andet. Man bruger disse points i evnetræets forskellige områder og som en fin detalje, så kan man også fjerne sine points igen, hvis ens evner bevæger sig i en retning, som man egentlig ikke bryder sig om alligevel. Våben og udstyr kan opgraderes med runer der skal sættes i dem og man kan få specielle kraftfulde egenskaber, ved at finde såkaldte Book of Knowledge bøger rundt omkring, som ofte er godt gemt eller godt beskyttet af fjendtlige styrker.
Når vikingerne bosætter sig i et nyt land, skal deres base, eller bosted, bygges op fra bunden. Blandt andet skal smedien bygges op så der kan fremstilles våben, staldene skal udvides, så der er plads til hestene og handels-teltene skal opgraderes, så man kan købe flere ting til ens togter. Derfor skal der skaffes byggematerialer og andet og disse skaffes ved at tage på togter i det engelske opland, gerne til gamle klostre eller kirker, som ligger inde med store rigdomme. Efterhånden som ens lejr bliver større, vil den tiltrække for eksempel handlende fra nær og fjern og krigere vil slutte sig til ens hær.
Man kan skræddersy sværhedsgraden stort set som man vil og dermed faktisk ændre spillets karakter en smule. Man kan indstille tre områder, nemlig Combat, Stealth og Exploration. Det betyder, at man kan indstille hvor svære nærkampene skal være, hvor svært det skal være at snige sig uset rundt og hvor meget hjælp man vil have til at finde de gemte ting i omgivelserne. Ved at justere på de tre områder, kan man for eksempel gøre kampene sværerer og stealth delen lidt lettere (så spillet dermed minder mere om de gamle Assassin’s Creed spil) eller måske gøre det sværere at finde ting i spilverdenen mens kampene er meget lette, hvis man hellere vil bruge tid på at udforske end på at kæmpe. Det er ganske glimrende at man på den måde kan tilpasse hvor man gerne vil udfordres og hvor man gerne vil have lidt mere snor.
Assassin’s Creed Valhalla indeholder mikrotransaktioner. For Helix Credits kan man købe alt fra tatoveringer, specielle ravne, skattekort og heste til pakker med sølvmønter, ny skibe, nye ting til ens bosættelse, nye våben og en masse andet. Jeg er ikke vild med mikrotransaktioner og heldigvis kan alle disse blot ignoreres hvis man kan leve med at ens vikingeskib ikke kan forvandles til et lyserødt unicorn skib. Jeg synes det er lidt mere problematisk, at man kan købe skattekort, som rent faktisk hjælper en igennem spillet, men igen, det er jo helt valgfrit om man vil gøre brug af det. Man bliver ikke snydt for noget af betydning, hvis man springer dem over.
Assassin’s Creed Valhalla er et virkelig flot spil - faktisk nok det flotteste i serien. Ansigterne ser måske nogle gange lidt underlige ud, men hele spilverdenen er til gengæld virkelig gennemført. Landskaberne er vanvittigt flotte og lyssætningen er noget af det smukkeste jeg har set i noget spil overhovedet. Man stopper tit op for at nyde udsigten ud over en lille fjord, et engelsk slot på en bakketop eller solen der glimter i vandet når man sejler på de engelske kanaler. Det er ren postkort momenter mange af dem - det her er virkelig et flot spil.
Lydsiden er også glimrende, med fine lydeffekter og et virkelig godt soundtrack. De to danske skuespillere Cecilie Stenspil (Badehotellet, Livvagterne) og Magnus Bruun (The Last Kingdom, Under Sandet) lægger stemmer til hovedpersonerne alt efter om man vælger den kvindelige eller mandlige hovedperson. De gør det begge rigtigt godt og det er jo rart med et danske islæt i et stort spil af denne kaliber - og faktisk har den danske musiker og komponist Jesper Kyd også bidraget til spillets soundtrack, så der er ganske pænt med danske vikinger i spillet her.
Jeg havde lidt svært ved at se hvordan et Assassin’s Creed spil, hvor der typisk er fokus på stealth og udforskning, skulle virke med vikinger. De er jo, som nævnt tidligere, ikke de mest afdæmpede krigere og jeg synes også at det halter en lille smule på det område. Lidt af Assassin’s Creed DNA er forsvundet fra selve gameplayet. Mange andre steder, er man ikke i tvivl om, at det er et Assassin’s Creed man spiller og selv om jeg elsker vikingerne, så håber jeg det næste spil i serien vil vælge et tema, som passer bedre til snigmord fra skyggerne og det høje græs.
Uanset hvad, så er Assassin’s Creed Valhalla et meget omfattende, smukt og dybt spil, man kan smide utroligt mange timer i hvis man vil.
Facebook
Twitter
