Astro Bot Rescue Mission

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 8. oktober 2018 - kl. 19:17
Del denne artikel:
4 7

Astro Bot Rescue Mission er lige præcis hvad PSVR har brug for; et sjovt og særdeles velspillende platformspil. Læs vores anmeldelse af det måske bedste PSVR-spil her.

VR-teknologien er stadig ung og den har endnu ikke slået helt igennem - de rigtigt store VR-spiloplevelser lader stadig vente på sig. Der findes da fine VR-spil til PlayStation VR, men der er forholdsvis langt mellem dem - men nu kommer et nyt bud på hvordan VR-spil skal skrues sammen, nemlig Astro Bot Rescue Mission, som er udviklet internt hos Sony, specifikt til PlayStation VR.



Astro Bot Rescue Mission er et klassisk platformspil, løftet ind i VR-teknologien - og det fungerer overraskende godt. Man tager rollen som den eneste tilbageværende Astro Bot (en lille nuttet robot), efter at ens lille rumskib er blevet angrebet af rumvæsner og alle ens robotvenner er blevet spredt ud over fem forskellige planeter i universet. Ens mission er nu, at besøge disse planeter og redde vennerne.

Som spiller følger man ens lille robot igennem banerne i tredje-persons-perspektiv og man deltager mere aktivt end ved et normalt platformspil. Gameplayet foregår både foran, bagved, oppe og under en, så man skal ofte dreje hovedet, læne sig frem for at kigge rundt om hjørner, kigge lodret op og måske rejse sig op, for bedre at kunne styre ens lille robot sikkert rundt på banerne. Man kommer også ud for at skulle smadre enten fjender eller forhindringer med ens eget hoved, dukke sig for projektiler eller heade en fodbold tilbage i hovedet på en fodboldrobot. Disse ting er med til at man ikke blot sidder og styrer ens figur på skærmen og er en dummy, som hænger og svæver bagved - det virker næsten som et samarbejde mellem ens robot og en selv. Det er virkelig velfungerende og rigtigt underholdende skruet sammen.



Astro Bot Rescue Mission er gennemsyret af originalitet og features, som fremhæver styrkerne i VR-platformen. På den måde, føles det her spil meget som et Mario spil; nemlig et velpoleret platformspil, som gør bedst mulig brug af den hardware, det spilles på - noget som Mario spillene altid har været gode til. I næsten hver bane introduceres nye spilmekanikker og man når ikke at blive trætte af dem, før man er videre til nye og spændende ting. Et godt eksempel er, at man i flere baner skal bruge ens joypad som vandkanon, som kan hjælpe ens lille robot med at komme videre igennem banen, ved at fjerne fjender, slukke ild eller starte vandfontæner med vandkanonen - og i næste bane, kaster man med kastestjerner fra ens joypad.

Astro Bot Rescue Mission spilles udelukkende med joypad og det er ikke et specielt svært spil. Man skal indsamle mønter og smadre fjender i ægte platformstil, hvilket ikke er specielt udfordrende. Udfordringen består i, at finde og befri ens robotvenner og har man fundet nok af dem, får man adgang til planetens boss - har man ikke, må man tilbage og se om man kan finde flere.



Banerne er fremragende designet. Jeg husker specielt tilbage på en, som foregik i en hvals mave, hvor man skal bruge vandets bølger aktivt for at nå højtliggende platforme - virkelig fremragende. Banerne er fyldt med hemmelige passager og man vil formentlig ikke finde alle ens robotvenner første gang man spiller, så der er god grund til at komme tilbage og genspille dem.

Er man skarp, kan man undervejs finde skjulte rumkamæleoner, som lukker op for mere end 20 ekstra udfordringsbaner og vil man have en pause fra platformhopperiet, kan man kan bruge noget tid i ens rumskib, hvor man kan indløse ens opsamlede mønter i en automat og trække miniature udgaver af dele af spillets baner, som man kan hoppe rundt og lege i. Det er måske en gimmick, men den er så veludført, at man har svært ved ikke at lege lidt med det.



Rent grafisk lider Astro Bot Rescue Mission naturligvis lidt under VR-headsettets lave opløsning, men grafikken er farverig og hyggelig, partikel- og vandeffekter er flotte og helt overordnet er grafikken bestemt godkendt. Det er også værd at nævne, at alle tekster og menuer er oversat til dansk, hvilket gør spillet endnu mere familievenligt. Lydsiden er også fin, med gode lydeffekter og et glad og muntert soundtrack, som passer rigtigt fint til spillets stil. Det lader dog til, at spillet ikke indeholder ret mange numre, da man ofte hører det samme musik til flere forskellige baner og det er lidt trættende.

Det er svært at finde noget direkte negativt ved Astro Bot Rescue Mission. Det er nemlig et virkelig velfungerende og poleret platformspil, som er super sjovt og det underholder fra start til slut. Det er måske ikke det længste spil, men hvis man vil finde alle hemmelighederne i alle banerne og låse op for de nye udfordringsbaner, så er der bestemt en god portion timer gemt i spillet her.



Astro Bot Rescue Mission er et perfekt eksempel på, at en gammel og elsket genre, kan få dejligt nyt liv, hvis den bliver overført rigtigt til VR-platformen. Det føles lige pludselig nyt og friskt, det emmer af originalitet og det er lige præcis det, som PlayStation VR havde brug for; et spil, der er sjovt og velspillende og som på samme tid fremhæver styrkerne ved VR-platformen.

Hvis du er til platformspil og har et VR-headset liggende som måske samler lidt støv, kan vi kun anbefale at du samler Astro Bot Rescue Mission op. Det er længe siden jeg har været så godt underholdt af et VR-spil som jeg var med med Astro Bot Rescue Mission - det er, helt enkelt, et af de bedste spil til PlayStation VR i øjeblikket.

Astro Bot Rescue Mission kan købes på PlayStation Store til 319 kr.
+ Virkelig sjovt og velfungerende gameplay, bruger VR-platformen rigtigt fint, emmer af originalitet fra start til slut
Begrænset soundtrack
Gameplay:9.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 9.0
Log ind og stem
7
Der er 7 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.