Baja: Edge of Control

Anmeldt af: Tommy Ågren - 19. oktober 2008 - kl. 15:40
Del denne artikel:
1 0

Der er ualmindeligt meget grus mellem tandhjulene i THQ’s seneste offroader.

Hvert efterår samles gale racerløbselskere på den mexicanske Baja-halvø til offroadløbet Baja 1000. I specialbyggede firehjulstrækkere og lastbiler køres mere end 1000 kilometer tværs igennem uvejsom ørken og bjerglandskab. Det er dette vanvittige væddeløb, som udvikler 2XL Games og udgiver THQ har forsøgt at bringe hjem i stuerne med deres seneste satsning BAJA: Edge of Control.

Muligheder er der mange af i Baja, og inspirationen fra tidligere spil i genren er meget tydelig. I karrieresporet starter du ydmygt i begynderklassen som nybagt ejer af en lettere modificeret Folkevogn Bobbel. Med nok optjente præmiepenge og erfaring får du til sidst adgang til at konkurrere i de vilde ”Trophy Trucks”: 800 hestekræfters specialbyggede monstermaskiner, der kan klare ethvert terræn til UG.

Baja edge of control

Under din karriere skal du for eksempel deltage i almindelige væddeløb, rallyer og lignende. Bilerne kan opgraderes med nye og bedre dele, og rigtige kendere vil sætte pris på muligheden for at fintune affjedring og andre detaljer. Er man ikke i konkurrencehumør, kan de omfangsrige landskaber udforskes i ro og mag.

Køreteknisk er Baja særdeles udfordrende. Hvert eneste hul eller hjulspor forplantes ubønhørligt op i dit køretøj, og løbene er en lang konstant kamp for at bevare kontrollen. De første par timer er præget af frustration og uforståenhed overfor ens modstanderes kunnen, der i starten virker overdreven kvalificeret, specielt når du sammenligner med dine egne spæde evner.

Banerne minder mere om månelandskaber end farbare ruter, og den mindste fejlbedømmelse afstedkommer typisk, at bilen slynges spektakulært af sporet og smadres til ukendelighed. Men tålmodighed belønner sig – styringen bliver til sidst instinktiv, sving ophører med at være sikre bud på utilsigtede flyveture, og topplaceringerne begynder lige så stille og roligt at trille ind på kontoen. Grundet den hårde indlæringskurve er der næppe ret mange yngre spillere, der vil kunne hente ret meget sjov ud af Baja, selvom spillet har en 3+ PEGI aldersanbefaling.

Baja edge of control

Det helt store tilløbsstykke er de lange Baja-løb, der i spillet findes i tre distancer: Baja 250, 500 og 1000, hvor det længste tager helt op til 4 timer at gennemføre. Baja-konkurrencerne afvikles som punkt til punkt rallyer, hvor hvert heat tager omkring 20 minutter. Alle afdelinger køres i umiddelbar forlængelse af hinanden, så der er ingen mulighed for lige at slukke konsollen og tage resten en anden dag.

Baja-løbene er knaldhårde udfordringer, der bør appellere til de hårdeste elskere af offroadgenren. Har du det mentale overskud og den nødvendige knivskarpe opmærksomhed, kan du hente dig en unik oplevelse i de opslidende maratonløb; efter den første time på farten glider du nemlig ubevidst ind i en form for zen-trance - unødige tanker forsvinder fra dit sind, og du bliver et med sporet og din bil.

Med så udfordrende et terræn er det er næsten selvsagt, at ens maskinel lider en del overlast. 2XL har dertil udviklet en kompleks bilmodel, hvor tilstanden af blandt andet støddæmpere, køler og dæk afspejles præcist og realistisk i din bils køregenskaber eller mangel på samme alt efter, hvor hårdt man kører. Skulle det gå helt galt, og ens fartøj bliver totalskadet, kan man tilkalde den officielle reparationshelikopter, der hurtigt reparerer de forvoldte ødelæggelser.

Baja edge of control

Online og på lokalt netværk kan op til 10 spillere sammen give sig i kast med Bajas forskellige løbstyper. Selvom kun de mest basale behov er dækket, fungerer denne del ganske fornuftigt, og der er ikke de store problemer med forsinkelse eller lignende i onlinespil. Flerspiller understøttes også via delt skærm, hvor 2 til 4 venner kan sætte hinanden stævne.

Hovedparten af løbene er henlagt til Baja-halvøens knastørre ørken og skovlandskab, men blandt andet Cocono-øen bruges til lidt variation med imponerende strandpassager i hvide sandklitter. Fælles er, at alle banerne veksler konstant – det ene øjeblik kører man på en ligetil ørkenstrækning med udsyn så langt øjet rækker, det næste sekund brager du igennem høje bjerge og skal kante dig igennem hårnålesving på forræderisk underlag, hvor opbremsninger skal planlægges i rigtig god tid, hvis resultatet ikke skal være en hovedkulds tur ud over klippekanten.

Desværre kan 2XL’s ambitiøse vision slet ikke stå mål med firmaets reelle formåen på Playstation 3 konsollen. Den avancerede kørefysik og de kæmpestore terræner kræver absolut sin pris. Spillets skærmopdateringsfrekvens svinger meget voldsomt, hvilket alt for ofte afstedkommer, at styringen bliver særdeles træg og upræcis. Alt for tit føles det som at kæmpe sig igennem et ocean af daggammel brun sovs, når spilmotoren hårdnakket nægter at registrere nogen form for kommandoer. I de perioder, hvor spillet har fuldt styr på begivenhederne, får man helt sikkert serveret god underholdning, men det er mere eller mindre tilfældigt, hvornår Bajas styring vælger at arte sig; en uacceptabel nybegynderfejl, der dræber alt for meget af den grundlæggende køreglæde, som alle bilspil står eller falder med.

Baja edge of control

De omfangsrige og åbne vidder har også kostet dyrt for Bajas grafiske formåen. De første baner i karrieredelen er af så lav kvalitet, at man næppe tror sine egne øjne. Landskaberne er grå, kedelige og fyldt med grynede teksturer. Overflade eller partikeleffekter bliver ikke benyttet, og der gøres tilnærmelsesvist ikke brug af lys og skygge.

Heldigvis udviser ikke alle spillets områder den samme komplette mangel på grafisk kvalitet, men generelt set er Baja meget langt fra det niveau, vi med rette kan forvente på Playstation 3. Bilerne har meget få detaljer og mangler helt det lækre glinsende skær, som vi ellers ser i moderne bilspil. Yderligere hæmmes den grafiske oplevelse af en særdeles grim ’screentearing’, der virker meget forstyrrende.

Lydmæssigt har Baja meget lidt at byde på. Motorlarmen og bragene fra de mange sammenstød når ikke op på et acceptabelt niveau, og lydeffekterne er generelt fattige og mangler energi. Musikken er en vattet gang amerikansk rock og eurodance, der er blottet for charme og nerve.

Kan man abstrahere fra spillets forskellige fejl og mangler, så gemmer der sig rent faktisk mange timers underholdning i Baja: Edge of Control. Karrieredelen er fyldig og varieret, og de lange Baja-løb er fantastiske oplevelser. Det sagt, så finder Baja næppe vej til undertegnedes Playstation 3 igen, som det fremstår nu.

Baja edge of control

Det er svært at anbefale Baja helhjertet. En meget lav grafisk kvalitet sammenholdt med, at spilmotoren direkte modarbejder dig, ødelægger meget af fornøjelsen ved THQ’s seneste offroader. Hvis du finder tanken om udmarvende 3-timers racerløb i Mexicos røde ørken fuldstændig uimodståelig, så er Baja: Edge of Control måske en investering værd. Vi andre bør se os om efter en anden måde, hvormed vi kan få stillet vores indre fartdjævels sult.
Gameplay:6.0
Grafik:6.0
Online:6.5
Holdbarhed:6.0
Overall 5.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.