Battlefield Hardline

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 3. april 2015 - kl. 16:33
Del denne artikel:
4 0

Battlefield er tilbage, men det er ikke som vi kender det. Væk er soldater-temaet og ind er kommet politi og jagten på narkobaroner. Vi tester om det er noget som holder.

Hvis man regner alle udvidelser med, så er der tæt på 50 udgivelser i Battlefield serien. Den nyeste er Battlefield Hardline, som udmærker sig på især to områder, nemlig at det ikke er udviklet af svenske DICE og at det ikke indeholder krig og soldater.



Den stærkeste side ved Battlefield serien har altid været en solid og fængende multiplayerdel, og Hardline er ingen undtagelse. DICE har aldrig været specielt gode til at skrue en historie sammen og lave en god kampagne ud af den, men multiplayer, det kan de finde ud af. Mange køber spillet udelukkende for multiplayer og en af mine gode venner, som er stor fan af Battlefield og har smide hundredevis af timer i multiplayerdelen og aldrig brugt så meget som et eneste minut i kampagnedelen.

Nu er der dog nye folk bag roret og det er amerikanske Visceral Games, som tidligere har strikket fine kampagner sammen i både Dead Space, Dante's Inferno og en lille håndfuld James Bond spil. Som nævnt er det slut med krig og soldater og i Hardline drejer det sig om politi og røvere. I kampagnen tager vi rollen som den nyudnævnte detektiv fra Miami Police Department, Nick Mendoza, der sammen med sin makker, Khai Minh Dao, bliver suget længere og længere ind i en blodig narkotikakrig. Kampagnen er spændende, uforudsigelig og fyldt med masser af gode plotdrejninger og atypiske alliancer. Det hele er dog meget lineært og scriptet, men det gør nu ikke så meget, for man skal bare læne sig tilbage og lade sig trække igennem en hæsblæsende kampagne, der på mange måder minder om dem vi oplever i Call of Duty spillene.



Når det så er sagt, er der en del fine elementer i kampagnen, som alligevel adskiller den fra kampagnen hos konkurrenten. For eksempel har Nick en scanner med sig, som kan lokaliserer fjender, spor, eksplosive ting som gastanke og olietønder, alarmer og meget andet godt. Ved at bruge scanneren kan man altså bedre planlægge sine aktioner. Man kan dog blive lidt stresset af den, da man faktisk skal bruge den ret ofte og det kan godt bryde flowet i spillet lidt. En anden fin ting er, at man kan vælge at anholde fjender i stedet for at slå dem ihjel. Ved at vise sit politiskilt kan man få fjenderne til at smide deres våben og række armene op. Herefter kan man hurtigt og effektivt ilægge dem håndjern og fortsætte. Det er muligt med en smule planlægning og taktisk snilde at klare sig igennem store dele af spillet uden at slå en eneste fjende ihjel. Hvis man hellere vil splitte hele skidtet ad, så er det også en mulighed.

Der er dog et stort minus ved kampagnen, som gør at visse spillere ikke vil kunne gennemføre den. Der er nemlig en fejl i spillet, som betyder, at hvis du dør et bestemt sted i slutningen af ottende mission, et sted hvor man typisk vil dø, da det er et nøglepunkt i missionen, så kan man ikke genindlæse sit spil fra forrige checkpoint, da spillet bliver hængende i load skærmen og aldrig kommer videre. Det betyder at man må genstarte missionen og det tager omkring 20-25 minutter at komme frem til det kritiske punkt igen og dør man så igen, skal man igen genstarte missionen. Jeg Googlede problemet og mange andre spillere har samme problem som jeg havde - så en løsning på problemet burde stå højt på Visceral og Electronic Arts' to-do liste, for det er en kritisk fejl, som vil påvirke mange.



Så er der multiplayerdelen. For at sige det kort, så vil spillere af Battlefield 4 med det samme føle sig hjemme i Battlefield Hardline. Alle de velkendte klasser, medaljer, logoer og hvad der ellers hører sig til i et Battlefield spil er tilstede, men har fået nye navne, som passer mere på politi og røvere temaet end på militærtemaet. Spillets boostere er ændret, således, at de nu er specifikt rettet imod en særlig spillestil eller en særlig handling i spillet. Hvor boosterne før gav mellem 25% og 200% boost i scoren på alt hvad man foretog sig, er de altså nu rettet til, så de for eksempel giver boost på kills, på holdbaserede point eller på objektivbaserede point. Desuden tilknyttes boosterne nu hver klasse, hvilket vil sige, at man kan have fire forskellige boostere kørende ad gangen, én på hver klasse.

Multiplayerdelen indeholder ni forskellige maps og det kan umiddelbart lyde lidt i underkanten, men fordi de er så varierende i stil, størrelse og udtryk, og alle fremstår interessante, både æstetisk og taktisk, så føler man sig alligevel godt underholdt hele tiden. Dertil kommer otte forskellige gamemodes, som varierer meget i stil og størrelse, lige fra fem-mod-fem til store kampe på 64 spillere. I selve kampene har Visceral Games rettet lidt forskellige elementer til i kanterne, så oplevelsen er så optimal og underholdende som muligt. Spillets nye politi-gadgets finder også vej til multiplayerdelen og forskellige våben er placeret på kortene, og er til fri afbenyttelse for den, der først tager dem. Et fint eksempel på nogle af justeringerne som Visceral Games har lavet er, at det nu ikke længere er muligt at udruste sin karakter permanent med de tunge våben som for eksempel RPG eller Smaw. Det er formentlig et skridt man har valgt at tage i takt med, at de helt tunge kampvogne er væk - men tag ikke fejl, der er stadig masser af køretøjer med, men nu er der størst fokus på almindelige biler, samt en smule på lidt tungere køretøjer.



Jeg er ikke hardcore ekspert i Battlefield multiplayer, men jeg har da spillet det en del med førnævnte ven og denne vigtige del af spillet har stadig sin helt særlige ”Battlefield feel” og fans af serien vil føle sig godt hjemme, selv om det for nogen vil være noget af en omvæltning, at temaet nu er politi og ikke længere militær.

Battlefield Hardline kører på Frostbite 3 spilmotoren fra DICE og det betyder en flot og poleret overflade. Jeg synes dog umiddelbart ikke, at grafikken virkede helt så imponerende som i Battlefield 4, dog uden på nogen måde at være grim. Omgivelserne kan virke lidt simple visse steder, men effekter som lys, skygger, røg, støv og lignende, er ganske flot. Som altid i Battlefield, kan meget af omgivelserne ødelægges og det er altid en fornøjelser at se på en helt smadret kontor-etage når røgen fra krudt og kugler har lagt sig.

Lydsiden er, som altid i Battlefield, på et meget højt niveau. Specielt lydeffekterne er i decideret verdensklasse; lydene fra patronhylstre der lander, våben der genlades, døre der åbnes og lignende, er på et højt niveau og dybden i lyden fra våbnene er naturtro og afvekslende. Stemmeskuespillet er fint og soundtracket er godkendt og passer fint til temaet - dog gentager fjenderne de samme fire-fem sætninger hver gang de bliver anholdt og det er lidt anstrengende at høre på i længeden, men bortset fra det, er der ikke meget at sætte på lydsiden i Hardline.



Flere har betegnet Battlefield Hardline som et mellemmåltid inden Battlefield 5 ville blive serveret, men hvis det er tilfældet, er det er rigtigt fint mellemmåltid. Visceral Games ved godt hvad det handler om og de har bygget et ganske fint spil i Battlefield serien, som i singleplayer kunne være et hvilket som helst spil, for her er der ikke så meget Battlefield tilbage, men man ikke er i tvivl om, at man spiller Battlefield når man kaster sig ud i multiplayer. Fokusskiftet fra militær til politi og røvere er et frisk pust til spilserien, og resultatet er flot - dog skæmmes indtrykket af den alvorlige indlæsningsfejl i kampagnedelen, som faktisk kan ødelægge spillet for nogen.
+ God kampagne, multiplayer med stor variation, tiltalende politi og røvere tema
Kampagnen er meget lineær, kritisk fejl i kampagnen gør at nogen ikke vil kunne gennemføre denne
Gameplay:8.5
Grafik:8.0
Online:8.5
Holdbarhed:8.0
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.