Bayonetta & Vanquish 10th Anniversary Bundle

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 29. februar 2020 - kl. 09:37
Del denne artikel:
0 1

Det er 10 år siden at Bayonetta og Vanquish udkom for første gang - og det markeres med en opsamling med opdateret udgaver af de to actionspil.

Bayonetta og Vanquish er to af japanske PlatinumGames bedste actionspil. Bayonetta udkom i starten af 2010 på Xbox 360 og PlayStation 3 og selv om PlayStation 3 versionen, af PlatinumGames selv, er blevet betegnet som udviklerens største fejltagelse (rent teknisk), så står Bayonetta stadig tilbage som et af de bedste actionspil i lang tid.



Otte måneder efter Bayonetta udkom Vanquish, som er en cover-shooter, men ikke en helt normal en af slagsen. Desværre endte Vanquish med at blive en smule overset, så derfor er det rart at se, at spillet nu får en chance mere. I anledning af de to spils 10 års jubilæum udgiver Sega denne Bayonetta & Vanquish 10th Anniversary Bundle hvor vi får de to glimrende spil i opdateret udgaver. Det er Armature fra Texas, der tidligere har stået bag ReCore og Borderlands: The Handsome Collection, som står bag jobbet med at få opdateret de to spil til moderne standarder og her ser vi nærmere på, hvordan det er gået.

Selv om man godt kan mærke, at Bayonatta har et årti på bagen, så er det stadig et fremragende actionspil, som kun PlatinumGames kan lave dem. Spillet har heksen Bayonetta i hovedrollen og det er skabt af folk, som tidligere har arbejdet på Capcoms actionserie Devil May Cry og det kan godt ses. Det er på alle måder et totalt vanvittigt og over-the-top actionspil, som er svært at beskrive. Efter ganske få minutter i selskab med spillet, er man ikke i tvivl om, at det her er noget ganske specielt.



Bayonettas klare styrke er det fremragende kampsystem. Gameplayet byder på alt fra hektiske og ekstremt actionfyldte kampe til små simple gåder, som skal løses - ofte på ganske opfindsomme måder. Foruden at kæmpe med sværd, økser og magiske trompeter (ja, trompeter), så er vores heltinde også ganske ferm med skydevåben. Hun er derfor udstyret med pistoler i begge hænder og endda på begge fødder. Hun bevæger sig adræt og hurtigt som en panter, mens fjenderne flyver om ørerne på hende i nogle fremragende koreograferet actionscener.

Det hele ligner nærmest en slags dødsballet, og det ser imponerende lækkert ud, når Bayonetta vrider sig omkring fjenderne, mens hun sikkert tager livet af dem. Heldigvis tager spillet aldrig sig selv seriøst, så de totalt overdrevne moves og angreb virker ikke malplaceret, som de ville have gjort i et hvilket som helst andet spil - japanerne kan et eller andet med over-the-top action, som ingen andre kan udføre på samme måde.



Bayonetta fra denne bundle, er den version af spillet, som PlayStation platformen skulle have haft for længst. Væk er den tekniske fiasko som spillet var på PlayStation 3 (til Platinums forsvar skal vi sige, at de ikke selv stod for PS3-versionen) og spillere med en standard PlayStation 4 får spillet i fuld HD i 60 frames, mens PS4 Pro ejere forkæles med 4K, også i 60 frames. Bayonetta har dermed aldrig set bedre ud, selv om overfladerne ikke har fået helt den samme kærlighed som opløsningen har.

Vanquish er skabt af manden bag Resident Evil, Shinji Mikami - og hvordan kan man lettest beskrive spillet? Jo det letteste er nok, at tage udgangspunkt i Gears of War. Det er en cover shooter, men man skifter de stereotype amerikanske soldater ud med stereotype japanske actionfigurer. Derefter skifter man Beserkers, Boomers og Corpsers ud med Gorgies, Romanovs og Chicanes (som er robotter) –og endeligt skruer man voldsomt op for mængden af action (ja, endnu mere end i Gears), tilføjer enorme eksplosioner og en håndfuld kiksede oneliners, så er man tæt på at have Vanquish.



Vanquish er dog mere end bare en Gears of War klon og gameplayet er hæsblæsende og der er fuld knald på hele tiden. Man kæmper mod massevis af fjender, man kaster sig fra dække til dække og bosskampene er særdeles intense. Hvor gameplayet i Gears of War meget bestod i, at løbe fra dække til dække og bekæmpe fjenden derfra, er gameplayet i Vanquish centreret langt mere omkring fart og rytme. Man kommer nemlig ikke langt, hvis man sidder stille bag kasser og andre ting, da fjenderne kommer både forfra, fra siden og ofte også oppefra, så dække kan bruges i hektiske situationer, men sidder man stille for længe, er man død.

Vanquish er desværre et lidt overset spil, så derfor er det dejligt at se at det nu får endnu en chance mere i denne opsamling. Ligesom Bayonetta, kører spillet i fuld HD ved 60 frames i sekundet på en standard PlayStation 4 og i 4K ved samme 60 frames på PS4 Pro.

Det mest skuffende ved denne Bayonetta & Vanquish 10th Anniversary Bundle er, at indholdsmæssigt står spillene præcis som for 10 år siden. Der er ingen form for ekstra indhold i dem. Jeg siger ikke, at Armature skulle have lavet nye baner eller lignende, men nogle behind-the-scenes film, concept artwork eller noget andet som fans ville elske at labbe i sig, ville have klædt denne opsamling. Det er der desværre ikke noget af.



Når alt kommer til alt, er Bayonetta & Vanquish 10th Anniversary Bundle er god opsamling, som byder på to af de bedste actionspil fra det sidste årti. Grafikken kører nu flydende afsted, men alligevel sidder man lidt tilbage med en følelse af, at denne bundle er en smule for uambitiøs. Overfladerne ser stadig lidt utydelige ud til tider og lidt ekstra indhold til at please de ægte fans af de her to spil, en målgruppe som denne opsamling helt sikkert er stilet imod, ville have været på sin plads.

Bayonetta & Vanquish 10th Anniversary Bundle kan købes på PlayStation Store for 299 kr. eller hvis man kun ønsker et af spillene, kan de købes for 189 kr. stykket. Vælger du at købe bundlen i butikkerne, får man spillene leveret i en lækker SteelBook kasse med ny coverart - den fysiske version koster også omkring de 300 kr.
+ Stadig to glimrende actionspil, mange timers action, den visuelle side er optimeret til 60fps uanset konsol
Intet nyt materiale i nogen af spillene, ikke alle dele af grafikken har fået samme optimeringskærlighed
Gameplay:8.5
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
1
Der er 1 bruger som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.