Beyond: Two Souls

Anmeldt af: Morten Skou - 8. oktober 2013 - kl. 17:02
Del denne artikel:
12 0

Quantic Dream er klar med en ny spiltitel, der indeholder mange af de samme elementer som Heavy Rain.

Den franske udvikler Quantic Dream, som de fleste nok allerede kender fra enten Heavy Rain eller Fahrenheit, er klar med Beyond: Two Souls – spørgsmålet er nu, om dette spil kan leve op til de høje forventninger, som der naturligt nok er til et spil fra Quantic Dream efter den store succes, som de havde med Heavy Rain tilbage i starten af 2010.

Beyond: Two Souls kan nok bedst beskrives som et interaktivt action-drama, der med sin forunderlige, dystre og til tider sørgelige historie formår at spille på alle tænkelige følelsesmæssige tangenter. I spillets historie følger man pigen Jodie Holmes, der ikke er som alle andre – Jodie lever nemlig med en overnaturlig evne, kaldet Aiden, som hun til at starte med har det lidt svært med, men som hun efterhånden lærer at bruge til hendes fordel. Allerede da Jodie er helt ung, må hendes plejeforældre opgive at have hende hjemme, og Jodie bliver i stedet flyttet til et forskningscenter, hvor videnskabsmanden Nathan Dawkins (spillet af Willem Dafoe) arbejder på at finde ud af, hvad det egentlig er Jodie og Aiden kan.



Og hvad er det så at Jodies mystiske evne, Aiden, egentlig kan? Aiden fungerer på den måde, at man typisk aktiverer evnen selv ved at trykke på en knap på controlleren, herefter kan man bevæge Aiden rundt i omgivelserne, primært ud fra nogle fastsatte markerede punkter hvor man kan bevæge sig hen. Når man styrer Aiden kan man påvirke både fysiske ting såvel som personer. Det kan eksempelvis være at man kan skubbe ting på gulvet, smadre et vindue eller låse en dør op. Aiden fremstår som et slags spøgelse, hvilket også betyder at ting som vægge og låste døre ikke er en forhindring. Selv om man selv får rig mulighed for at styre Aiden, så har Aiden skam også sine egne holdninger til ting og at Jodie og Aiden er bundet så tæt sammen som det er tilfældet, giver både muligheder og udfordringer.

Uden at jeg vil komme nærmere ind på selve historien i spillet, da I selvfølgelig skal opleve den selv, og man nemt kan komme til at få sagt for meget, så er historien bygget op på en sådan måde, at den hele tiden hopper imellem forskellige tidspunkter i Jodies liv, lige fra hun er helt ung og op til hun er i midten af 20’erne. Til at starte med betyder det, at historien virker lidt rodet, men efterhånden som man kommer længere og længere ind i spillet, begynder de forskellige brikker i puslespillet at falde på plads.

Spillet er egentlig ikke som så mange andre spil, og jeg hælder egentlig til at sige, at store dele af det nærmere kan defineres som en slags interaktiv film. De interaktive elementer kommer eksempelvis op i de forskellige kampscener i spillet, hvor man skal være hurtig til at trykke på de rigtige knapper på controlleren for at besejre modstanderne. Det samme gør sig gældende med dialogerne og forskellige andre valg, som Jodie skal tage efterhånden som man kommer længere ind i historien. Igen er det interessante ved de valg man træffer, at de har indflydelse på historien, og det betyder selvfølgelig også at der, ligesom i Heavy Rain, er flere forskellige udfald af historien.




Der er også mulighed for at spille noget som nok er ment som en slags multiplayer, men som mere eller mindre er helt fejlet. ”Duo”, som spiltypen hedder, gør, at man kan gennemføre historien med to controllere. Den ene controller styrer Jodie, og den anden controller styrer Aiden. Problemet er bare, at man ikke kan bruge de to samtidig, så for den person, der styrer Aiden, vil der være rigtig meget ventetid, indtil personen rent faktisk skal lave noget.

Selvom spillet egentlig virker ganske finpudset, og i det store hele var en virkelig lækker oplevelse, så oplevede jeg desværre, at det frøs et par gange, så jeg måtte slukke konsollen og starte forfra på den pågældende bane, og det er en lidt skidt oplevelse, når det sker. Et andet problem som jeg oplevede var, at spillet ikke husker, hvis man har været inde og spejlvende Y-aksen på controlleren, hvilket betyder, at man skal gøre det hver eneste gang man starter spillet op, hvis man ligesom mig vil spillet med styringen på den måde. Den sidste ting, som spillet lider under, er de meget lange loadetider. Det er virkelig en dræber at sidde og vente på, at den næste del af historien bliver læst ind, og det er synd.

Det grafiske i spillet er virkelig flot det meste af tiden, der er virkelig mange flotte detaljer, og fordi de to hovedpersoner spilles af kendte skuespillere, så føles det hele faktisk meget som en film. Med det sagt, så er der desværre også nogle smuttere med grafikken hist og her, hvor tingene går hen og bliver lidt for firkantede, og jeg oplevede også deciderede problemer med, at spillet hakker en gang imellem. Et andet problem er kamerastyringen, som ikke helt virker så godt, som man kunne håbe på. Hvis man kan se bort fra de førnævnte ting, så er det grafiske helhedsindtryk absolut overvejende positivt.




Når det kommer til lydsiden af spillet, må jeg sige, at jeg absolut hader den. Grunden er ganske enkelt, at lydsiden er lavet så overbevisende godt, at den gentagne gange var skyld i, at de små hår rejste sig samtidig med, at gåsehuden kom listende på mine arme. I forbindelse med gennemspilningen måtte jeg erkende, at jeg blev nødt til at hold en pause, ganske enkelt fordi spændingen – ikke mindst takket være lyden – blev for meget. Udover selve soundtracket, så er lydsiden til dialogerne jo også indtalt af skuespillerne, og resultatet er lige så overbevisende godt, som resten af spillet.

Holdbarheden af Beyond: Two Souls er naturligvis påvirket af, at der kan være flere forskellige udfald af historien ud fra de valg, som Jodie træffer. Det betyder selvsagt, at man nok ender med at gennemføre spillet mere end en gang, og der er da heller ingen tvivl om, at lysten til at gøre det stadigvæk er til stede, efter at man har gennemført det første gang. Spillet byder på to sværhedsgrader, og det tog mig omkring 8-10 timer at gennemføre det på den nemmeste af dem – så der gemmer sig altså rigtig mange timers underholdning i spillet.



Efter at have gennemført Beyond: Two Souls sidder jeg faktisk med lidt samme fornemmelse, som da jeg havde gennemført Heavy Rain. Spillet er virkelig godt lavet og formåede på én gang at fænge mig samtidig med, at historien til tider er så intensiv, at jeg blev nødt til at holde en pause, for ikke at skulle tjekke en ekstra gang for monstre under sengen, før jeg gik i seng. Jeg var virkelig godt underholdt og sad klistret til skærmen i nærmest en lang køre, indtil spillet endelig var gennemført.

Før man køber spillet, skal man dog nok lige gøre op med sig selv, om man rent faktisk kan lide den form for spiltype som Beyond: Two Souls nu engang er. Sagt på en anden måde så skal du kunne lide de lange interaktive filmsekvenser som spillet i høj grad består af – det vil måske skræmme nogle spillere væk, imens andre ganske enkelt vil elske det. Personligt er jeg uden tvivl i den sidste gruppe og havde en rigtig underholdende og fængende oplevelse med spillet.
Fakta
Beyond: Two Souls

Beyond: Two Souls

Platformplaystation 3
UdviklerQuantic Dream
UdgiverSony
Spillere1-2
Udgivelsesdato09-10-2013
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Stærkt sprog Vold
Følg PSlife her
Gameplay:8.5
Grafik:9.0
Online:-
Holdbarhed:8.5
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.