Menneskeheden nåede det ikke. Eller rettere vi tog aldrig naturens tegn alvorligt. Overalt i Biomutants verden, er der kedelige hints til hvordan vi forurenede havene, skovene, undergrunden og bare rykkede videre når det blev utåleligt, indtil der ikke var flere steder at rykke hen. Uden de store løftede pegefingre, viser Biomutant en mulig konsekvens, hvor naturen faktisk har det fint, men menneskeheden kun er synlig i de efterladenskaber naturen stille og roligt er i gang med at slette.
Du ser det gennem øjnene på muterede pelsdyr, der har udviklet meget menneskelige træk. De går på to ben, bruger tøj og redskaber, bor i huse og organiserer sig i stammer - som naturligvis bekriger hinanden på baggrund af forskelligheder i deres syn på verden. Og her begynder den mere drømmende del af universet at vise sig. For det gennemgående problem er The Worldeaters. Fire store monstre, der hver især er ved at dræbe rødderne på livets træ, som står i centrum af verden og er essentiel for verdens overlevelse. Nogle mener at der skal total udslettelse til, for at naturen igen kan starte på ny. Andre mener at det i stedet handler om at stå i samlet flok for at dræbe de fire Worldeaters, og bygge et nyt samfund op igen i fællesskab.
Hele historien fortælles af en David Attenborough-agtig fortæller, som er din kompagnon hele spillet igennem, og lægger stemme til alle du møder og alt hvad du oplever. Det er en ret unik tilgang, og fungerer faktisk enormt godt - også selvom det til tider kan være i fare for at blive en tand for meget. Det har udviklerne heldigvis taget højde for, og de sikrer både at frekvensen af voice-over gradvist skruer ned i løbet af spillet, men også at du selv kan skrue yderligere ned, hvis du bliver helt allergisk. Personligt fandt jeg den rare stemme enormt fortrøstningsfuld gennem hele eventyret.
Det er naturligvis ikke kun på denne parameter at Biomutant skiller sig ud. Du lægger ud med at bygge din egen mutant, og her er der virkelig mange parametre at skrue på, i en fuldstændig flydende konfigurator, der ændrer fysik, farve og karakteristika på dit lille pelsdyr. Du kan vælge mellem seks grundtyper, der primært afgør om du er stærk, klog, smuk, heldig - eller en hvilken som helst blanding derimellem. Du kan også vælge mellem fem forskellige klasser, der dækker over rå fysisk kraft, magi, stealth og så videre. Og endelig kan du vælge din mutations modstandskraft over for varme, kulde, radioaktivitet og kemisk affald.
Uanset hvordan du vælger at bygge din karakter op, er der rig mulighed for at ændre dine valg i løbet af spillet. Hver gang du stiger i niveau, kan du skrue på dine fysiske grundparametre, og du får også løbende mutationspoint, psi-points og skill points. Disse kan hver især bruges til at øge din modstandskraft over for elementerne, øge dine magiske evner og give dig nye passive eller aktive skills til brug i, og udenfor, kampene du støder på. Du kan sågar finde steder i verdenen, hvor du kan ændre din grundmutation, og dermed prøve en helt ny retning. Der er ufatteligt mange håndtag at skrue på i Biomutant, og det er helt klart et af spillets store styrker - især fordi det er noget du kan vælge at bruge enormt meget tid på, eller bare skrue overfladisk på.
Ganske kort tid efter din karakter er på plads, støder du på den næste mekanik - din moral. Alle de valg du tager i løbet af spillet har indflydelse på din moral score, der måles i lys og mørke. Faktisk illustreres de to sider meget klassisk og helt fysisk af en lille sort djævel og en lille hvid engel, der jævnligt diskuterer og prøver at overtale dig til at vælge dem. I praksis er det ikke svært at se hvilke valg der vil dreje dig i den ene eller den anden retning, og det er egentlig også til at forudsige mange af konsekvenserne, men der er alligevel nogle ting der ændrer sig, som ikke helt er til at gennemskue. Desuden er der ikke noget der forhindrer dig i at være lidt i gråzonen, og så begynder indflydelsen på omverdenen at være lidt mere subtil.
I en række flashbacks til din barndom, lærer du lidt om din baggrund, hvor du er blevet oplært i den ædle kampsport Wung-Fu af din mor. Med den, og de våben du formår at bygge af stumper fra ‘den gamle verden’, starter du ud med at kæmpe dig frem til den første af verdens i alt seks stammer. Du kan vælge at blive medlem af stammen, og efterfølgende kæmpe efter stammens overbevisning, ved at adlyde ordrer fra din Sifu, der er stammens overhoved. Af de seks stammer er der sjovt nok tre der følger lysets vej og tror på overlevelse gennem sammenhold, og tre der følger mørkets vej og tror på at alt skal genstartes fra bunden, ved en total udslettelse.
Uanset hvilken stamme du vælger at følge, skal du besejre de fem andre, for at gå mod et fælles mål i samlet flok. Du kan sagtens skifte til en anden stamme undervejs i eventyret, og der er som sådan ikke noget der forhindrer dig i at opføre dig helt som du selv vil, uanset hvem du officielt støtter. Opskriften på at besejre en stamme er stort set den samme hver gang, og her begynder det lille team bag spillet at skinne igennem. Experiment 101 har ikke været over 20 mand på noget tidspunkt, og det viser sig lidt i de smutveje de har været nødt til at tage hist og pist, for at kunne opbygge så stort et univers uden flere hænder.
Der er mange gentagelser i spillets grundstruktur, og mange assets ser og hører du igen og igen. For eksempel er der ikke stor forskel på de landsbyer du støder på, til en grad hvor jeg nogen gange blev i tvivl om jeg havde været der før eller ej, og der er også en fornemmelse af at der er brugt godt af alle standard-effekterne i Unreal engine, for at opnå den ellers virkeligt flotte verden spillet foregår i. Det er ikke store ting, og det er svært ikke at have stor sympati for den tilgang, når du ikke har hundredvis af folk at trække på, men der er en grundlæggende følelse af manglende finish, som dog især var stærk i starten af spillet. Efterhånden som verdenen og alle mulighederne folder sig ud, ryger det mere og mere i baggrunden.
For gentagelser til trods, så er der virkelig mange muligheder i den 64 km2 store verden. Overalt hvor du kommer frem i de smukke omgivelser, støder du på monstre du kan nedkæmpe, ruiner du kan gennemsøge og landsbyer med folk der giver dig hints til spændende sager i området og sidemissioner du kan kaste dig over når som helst. Der er en hovedhistorie du kan følge, men der er et hav af sidemissioner, der hele tiden lokker med at trække dig væk fra hovedsporet. Og det gør de så effektivt, at jeg faktisk til tider fuldstændig mistede orienteringen - ikke mindst fordi den ene sidemission efter den anden regner ned over dig, og hvis du ikke holder fokus, ender du med ikke at gennemføre nogen af dem.
Det er ikke kun ude i verdenen at du kan overvældes af muligheder. Der er nemlig lige så mange ting at fifle med i din egen rygsæk. På udstyrsfronten kan du crafte dig frem til helt ufatteligt mange variationer af alt fra våben til bukser. Du har rustning på i form af bukser, frakke, skulderpuder, hjelm og ansigtsmaske. Hver stump skal du først finde ude i verden, og efterfølgende kan du ændre på dem på flere måder. Dels kan du tilføje forskellige addons i de slots de nu har til det, dels kan du ændre på de forskellige materialer det er lavet af, og på den måde få bedre ydeevne. På våbensiden kan du sammensætte nogle helt utrolige kombinationer, der med få ændringer kan gøre din sniper til en shotgun, eller dit maskingevær til en granatkaster, og her er der om muligt endnu flere muligheder for variation.
I begge tilfælde er det sjovt at se hvordan de ting du bygger, består af alle mulige og umulige stumper fra ‘den gamle verden’, og derfor kan du sagtens have et gevær bestående af en støvsugerstang, en sprøjtedyse og en tepotte, som du opgraderer med en sikkerhedsnål og en takket metaldåse, ligesom du kan opgradere din rustning med sikkerhedsnåle og knust glas. Der er noget fedt over at se så genkendelige ting i brug af en race, der reelt ikke ved hvad den oprindelige tanke med dem var, og det giver en sjov facet til verdenen, som den gode fortæller bestemt støtter op om, med nye udgaver af ord for verden, der har erstattet dem menneskeheden engang satte på.
Så der er rigeligt at fifle med i Biomutant, og det er en rigtig god ting, eftersom grundmodellen ellers kunne virke lidt simpel. Du skal forene de seks stammer, finde frem til et nødvendigt fartøj for hver af de fire Worldeaters, som du så skal bekæmpe en for en. Men de mange, mange parametre og håndtag du kan hive i, de mange, mange distraktioner du kan kaste dig over undervejs, og den grundlæggende skæve stemning, der er virkelig fantasifuld, gør Biomutant til en ret unik oplevelse. Til tider kan de mange håndtag få det til at virke næsten autogenereret, som en eventyrudgave af No Man's Sky, men der er alligevel en stringens og en simpelhed, der trækker det i en mere traditionel retning.
Grafikken er til tider bjergtagende, til tider kedelig og ensformig, men animationerne er hurtige og effektive, hvilket især giver kampene smæk for skillingen i et virvar af Wung-Fu angreb, med tegneseri-lydeffekter som i de gode gamle Batman-dage, og en masse kombinationer af lynild, geværsalver, giftskyer og alskens andre angreb, som du løbende får åbnet op for. Det var en meget langsom læringskurve for mig, startende med tilfældigt tasteri, til få tilføjelser af smarthed, til en begyndende følelse af at mestre et eller andet. Og det er jo i virkeligheden en rigtig fin balance, og en der bestemt får mig til at se dette spil som mere nuanceret. Der er hele tiden flere lag du kan tage hul på, men ikke behøver at tage hul på for at få fremdrift. Der er også New Game+ mulighed når du har gennemført, så du med alt hvad du har lært og samlet sammen, kan kaste dig over de mange sidemissioner, du sandsynligvis ikke har fået med dig i første run.
Jeg har svært ved ikke at blive voldsomt imponeret over, hvad Experiment 101 har opnået her, med et team på 16 mand. Men det skal selvfølgelig ikke gå ud over kvaliteten af spil-oplevelsen, når du går ud og spenderer dine surt sammensparede skillinger på noget. Jeg startede med en svag fornemmelse af skuffelse, der over tid blev til noget helt andet - en kærlighed til den skæve og anderledes verden, der formår at charmere mig igennem nogle af de mindre imponerende ting.
Der er ikke et specifikt punkt jeg kan sætte en finger på og sige ikke fungerer, men som nævnt er der en gennemgående fornemmelse af lidt manglende finish. Jeg havde dog en håndfuld hårde nedbrud, som udvikleren har lovet at få fikset inden udgivelsen. Til gengæld er der så mange lag og skæve idéer, at jeg tror jeg vil blive ved med at vende tilbage til en afslappet session i ny og næ - og det er vel en rigtig god fornemmelse at kan have med et spil.
Facebook
Twitter
