BioShock Infinite

Anmeldt af: Lars Grubak Larsen - 2. april 2013 - kl. 00:59
Del denne artikel:
10 0

Med BioShock åbnede Irrational Games denne konsolgeneration til stående ovationer. Nu runder de den af med et brag. BioShock Infinite er over os.

"Bring os pigen og få slettet din gæld." Udstyret med intet andet end en pistol, et billede af en ung teenagepige og denne meget konkrete besked finder krigsveteranen Booker DeWitt sig selv i en robåd på vej imod et ensomt fyrtårn midt ude på det åbne hav. Ligesom spilleren ved han hverken, hvor han skal hen, eller hvem pigen er.

Året er 1912, og stedet Booker søger hedder Columbia; en svævende by over skyerne, hvis indbyggere tilbeder USA's grundlæggere som var de guder, og hvor alt tydeligvis ikke er så idyllisk, som det ellers umiddelbart synes. Efter kun nogle få øjeblikke i den mageløse himmelby, forstår Booker, at pigen - Elizabeth - holdes fanget af Columbias nestor og frelser, Comstock, i et af byens tårne, og han må nu trodse ordensmagten og pigens værge - en stor mekanisk sangfugl - og få hende med hjem til New York. Inden da når historien at slå nogle gevaldige koldbøtter, der vil få ham selv og spilleren til at sætte spørgsmålstegn ved, om alt nu er, som det giver sig ud for at være. Jeg mener i hvert fald ikke, at Beach Boys' 'God Only Knows' var fremme allerede i 1912, så når man hører en barbershopkvartet fremføre sangen på et lille scenefartøj, så undrer man sig.






Selvom spilleren ikke ved, hvorfor Booker skal bringe Elizabeth med tilbage, bliver det hurtigt tydeligt, at hun ikke er en helt almindelig pige, og at hun spiller en central rolle i Infinites fremragende historie. Hun besidder nogle mystiske kræfter, der overvejende giver sig til udtryk igennem de såkaldte 'tears'; åbninger til andre verdener, man ikke ved hvor eller endda hvornår foregår, og som bruges narrativt til at drive historien frem - og naturligvis til at lege med spillerens forståelse. Imens oplever Columbia en sand racekrig, hvor de underkuede dele af byen har fået nok af overhovedernes prædiken om racemæssig renhed og har rejst sig som den såkaldte Vox Populi-fraktion.

Irrational Games viste med undervandsbyen Rapture i det oprindelige BioShock, at de kunne skabe en verden så levende og så udfoldet, at man som spiller, uanset hvor vanvittig præmissen var, lod sig overgive og overbevise. Det samme er bestemt tilfældet med Columbia, der præsenterer en lige så velrealiseret verden med sin helt egen historie, kodeks og ideologi. Byen er simpelthen en vidunderlig spilverden at gå på oplevelse i, og overalt finder spilleren små guldkorn i form af propaganderende plakater, kunst og vartegn, der vidner om, at selvom vi kun kommer til at opleve en brøkdel af Columbia, så er den og dens indbyggere i live. Byen er et sandt overflødighedshorn af stærke farver, indbydende bygninger og et så gennemgående billedskønt gadebillede, at man tager sig selv i at overveje at flytte dertil. I begyndelsen, i hvert fald. Der er kælet for detaljerne i en grad, at man næsten tror på, at Columbia eksisterer.






Mere bør jeg ikke gå i dybden om Infinites verden og historie, for spillet fortjener at fortælle sin historie og hive tæppet væk under spilleren én portalåbning af gangen. Jeg kan dog fortælle, at jeg meget sjældent gribes af en spilhistorie, som jeg gjorde det med Infinites, og det holder et fast greb igennem de over ti spiltimer, som rejsen tager.

Heldigvis er BioShock Infinite andet end en god historie, og der gemmer sig et stærkt actionspil bag den tankevækkende fortælling. Infinite er ligesom sin forgænger en first person shooter, hvor spilleren kan veksle mellem sine skydevåben i højre hånd og sine magiske kræfter - kaldt 'Vigors' - i den venstre. Skydevåben er der nok af, og igennem spillet er der rig mulighed for at opgradere sine pistoler, shotguns, sniperrifler og maskingeværer i Columbias mange våbenautomater. De ni Vigor-egenskaber kan ligeledes opgraderes, og de favner over blandt andet et elektricitetsangreb, ildangreb og en besværgelse, hvor man pudser en flok krager på sine fjender.






Tempoet er lige i øjet, og Infinite veksler godt imellem de højspændte actionsekvenser og de mere rolige øjeblikke, hvor man kan gå på opdagelse i Columbias detaljerede verden og indsamle skatte og efterladte lydoptagelser, der fortæller deres helt egen historie. Columbia åbnes dog aldrig helt op, så man frit kan udforske byens mørke kroge. Infinite er nemlig et overvejende lineært spil, der kun går én vej; fremad. Ofte er spilpladen dog ganske stor, og Booker kan transportere sig imellem de forskellige bygninger ved hjælp af byens rail-system og en magnetisk krog, som han tidligt i historien stjæler fra en angribende politibetjent. Det er milevidt fra de ofte meget klaustrofobiske kampe i det første BioShock, også selvom mekanikkerne er stort set de samme.

Spillets actionsekvenser er gennemgående velfungerende, men styringen er ikke perfekt med en controller. Eksempelvis kan man kun skifte mellem to Vigors af gangen, og hvis man ønsker at skifte til en tredje, så må man pause spillet. Det tager spilleren ud af universet i et kort øjeblik, og det er ærgerligt, når man på PC frit kan dedikere hver Vigor til en tast. Det er desuden ikke videre intuitivt at man kun kan sigte mere præcist ved at trykke på den højre analog, men det er ikke ofte, at man har brug for det.






Gameplaymæssigt spiller Elizabeth en lige så fremtrædende rolle som i historien. Spilleren forstår hurtigt, at Booker heldigvis ikke skal tænke på at beskytte hende, for fjenden ignorerer hende simpelthen i kampe, så hun frit kan finde health, ammunition og den salt, som oplader Bookers Vigor-kræfter. Dem kaster hun så til dig, når du mangler det, og i de mere rolige sekvenser kan hun finde penge. Hendes evne til at åbne tears er også brugbar i kampsituationer, hvor spilleren kan bede hende om at hidkalde blandt andet allierede robotter, nye våben og kroge, der kan åbne op for nye platforme. Fjendernes tendens til at ignorere Elizabeth giver ikke megen mening i forhold til historien, og det er spillets måske eneste misforhold, men det siger også meget om Infinites øvrige styrker. I det mindste slipper vi får en lang eskortmission.

Billedsiden er eminent, og specielt er Elizabeth og hendes mimik så overbevisende animeret, at de følelsesdrevne dele af historien bevæger i stedet for at afkoble spilleren. På en eller anden måde har Irrational Games formået at give hende et udtryk i øjnene, som man ellers kun ser fra Pixar. Derudover skal det farverige Columbia simpelthen opleves med egne øjne, og hvad enten det er byens indbydende butiksfacader, storslåede udsigter, kunstige kystlinje eller slumkvarterer, så er Infinite et bragende flot bekendtskab. Stemmeskuespillet er også godt, og det er i dialogen mellem Booker og Elizabeth, at de helt store øjeblikke i spillet bæres frem.






BioShock Infinite kan meget vel vise sig at være et af de sidste mesterværker inden lanceringen af PS4. Det vil få dig til at skælve, le og - hvis du har anlæg for det - græde. Under ingen omstændigheder bør du snyde dig selv for en af de mest tankevækkende spilhistorier i lang tid. Spillet konklusion sidder i mig endnu, og jeg kan ikke vente med at opleve den igen. Måske forstår jeg en smule mere denne gang. BioShock Infinite får mine varmeste anbefalinger.
Fakta
BioShock Infinite

BioShock Infinite

Platformplaystation 3
UdviklerIrrational Games
Udgiver2K Games
Spillere1
Udgivelsesdato26-03-2013
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18
Følg PSlife her
+ Gribende historie - velrealiseret verden - underholdende gameplay - flot grafik og lyd
Let klodset styring - spillet slutter
Gameplay:9.0
Grafik:9.5
Online:-
Holdbarhed:9.0
Overall 9.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.