Bloodroots

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 16. marts 2020 - kl. 19:42
Del denne artikel:
0 0

Hvis du tøver, er du død. Bloodroots er et lille virkelig tempofyldt puzzle-actionspil og du kan læse vores anmeldelse her.

Bloodroots er et særdeles tempofyldt puzzle-actionspil, hvor stort set alt kan bruges som våben. Har du nogensinde dræbt med en gulerod, et grillspyd, en stige eller en pink flamingo? Hvis det lyder som noget for dig, så læs med her.



Som du nok kan høre på ovenstående, så tager Bloodroots ikke sig selv alt for seriøst. Det udspiller sig i en alternativ version af det vilde vesten, kaldet Weird West og man tager rollen som Mr. Wolf, der er blevet forrådt og overladt til at dø. Han er fast besluttet på at finde sin morder og vil hævne sig - så alene og i stort undertal, skal han nu dræbe alt og alle og det skal helst gå stærkt.

Banerne i Bloodroots er inddelt i mindre action-set-pieces, hvor man skal skille sig af med fjenderne hurtigst muligt - tøver man, er man død. Det er en slags døds-ballet og ved konstant at dræbe fjenderne, opbygger man ens multiplier. Stort set alt i Bloodroots kan bruges som våben og det snedige er, at det ikke blot er et simpelt våben - hvert våben giver ens karakter forskellige egenskaber.



Man bliver hele tiden tvunget til at skifte våben, da hvert våben har en meget begrænset levetid. Typisk vil ens våben blive ødelagt efter en 2-3 angreb, så man er konstant på udkig efter nye våben og heldigvis er de overalt - stort set alt kan bruges som våben og man lærer hurtigt, hvilke egenskaber de forskellige våben har.

Så gameplayet er uhyre simpelt, men fungerer virkelig godt. Hak dig gennem massevis af fjender, sørg for at din multiplier aldrig udløber og vær på konstant udkig efter nye våben. Man skal holde sig i konstant bevægelse hvis man ikke vil dø - men alligevel vil man dø et utal af gange og man bliver sendt tilbage til sidste checkpoint.



Bloodroots er et af de spil, man kan blive rigtig irriteret på. Sværhedsgraden er ubarmhjertig; det starter svært og det bliver kun mere brutalt derfra. Men det er også et af de spil, man har svært ved at lægge fra sig, når man først er kommet i gang. Man får den der følelse “det kan simpelthen ikke være rigtigt at jeg skal besejres igen og igen af det her dumme spil”, så man skal lige prøve igen, igen og igen. Hvis man sidder ubehjælpeligt fast, kan man gøre brug af Invincible Mode og Clear Area featuren - begge dele skulle være ret selvforklarende. Dem kan man gøre brug af så længe man vil, men online ranglisterne vil naturligvis være deaktiveret, når man for eksempel gør brug af Invincible Mode.

Banerne er glimrende designet og fjenderne er omhyggeligt placeret, så man bliver konstant udfordret. Udfordringen er at holde sig i bevægelse og dræbe fjenderne med færrest mulige angreb, da ens våben som nævnt ikke holder ret længe. Hver baner har gemte ting man kan finde og smutveje man kan åbne op for, ved for eksempel at fælde et træ, som åbner op for en ny rute og lignende.



Grafikken er tegneserie agtig og farverig og den fejler som sådan ikke noget. Jeg var dog ikke glad for stilen, men det er udelukkende subjektivt, for den fejler ikke noget og grafikken kører flydende og godt. Det statiske kamera kan dog nogle gange være lidt udfordrende at have med at gøre, men det er ikke noget som ødelægger glæden ved spillet.

Bloodroots er et glimrende puzzle-actionspil med massevis af opfindsomme våben. Styringen er præcis og dør man, hvilket man vil gøre rigtigt mange gange, er det typisk ens egen skyld fordi man enten ikke har været hurtig nok eller fordi ens strategi var mangelfuld. Sværhedsgraden vil dog nok kunne være en showstopper for nogen, men er du ude efter en seriøs udfordring, så tag du bare et kig på Bloodroots, så skal du nok få din sult stillet.

Bloodroots kan købes på PlayStation Store til 109 kr. og det er en fin pris for dette lille velfungerende puzzle-actionspil. Vær dog opmærksom på, at det kan gå hen og blive dyrt i kontrollere, hvis du ikke besidder en vis portion selvkontrol, for man har med mellemrum virkelig lyst til at smide ens Dual Shock 4 ud af vinduet i frustration.
+ Flydende og velfungerende combo gameplay, massevis af opfindsomme våben, præcis styring
Kameraet kan drille til tider, sværhedsgraden er næsten for brutal
Gameplay:8.0
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:7.5
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.